Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Brevkasse

Spørgsmål indsendt 6. marts 2019

Emne: Piller

Min hustru har svært ved at tage og synke sine piller. Hun får dagligt 10 piller.

2 slags mod alzheimer 4 stk
mod depression 2. stk
2 slags mod 'brystkræft' 2. stk
Mod mave sår 1 stk
Vitaminpille 1 stk (og kvalme og hovedpine)

Mit spørgsmål går på: Er der ikke mulighed for, at medicinalindustrien udvikler en eller flere typer 'kombinationspiller'?

Eksempelvis 1 pille mod både alz + depression + vitamin eller andre kombinationer.

Er der lavet undersøgelse om hvor mange alz patienter, der får samme typer medicin?


Svar fra DemensNet

Kære spørger

Jeg undrer mig lidt over, at der skulle være 4 piller (fordelt på 2 slags præparater) mod Alzheimers sygdom. Det normale er 2 piller, hvis der er to præparater. Der kan være 3 piller, hvis den ene er ”kapsel rivastigmin”, eller man på grund af bivirkninger tager præparatet Donepezil fordelt på to doser. I disse tilfælde vil der være tale om 3 piller – men ikke 4.

Hvis det ene præparat er Memantine, så bør dette præparat kun være engangsdosering.

For præparatet Donepezil er den eneste grund til 2 piller, som sagt hvis man får bivirkninger af én tablet på 10 mg og derfor deler dosis op på 2 styk af 5 mg (en  morgen og en aften). Hvis din hustru får Rivastigmin som kapsel, så tal med lægen, om ikke der kan/skal skiftes til Donepezil, som normalt er én tablet, og det er mindst lige så effektivt og ofte med mindre risiko for bivirkninger.

Der findes kombinationspiller inden for bl.a. sukkersyge og forhøjet blodtryk, men det er så også kombination af 2 præparater for den samme sygdom. Det giver ikke mening at kombinere præparater for forskellige sygdomme, da der er alt for stor variation på behandlingen fra patient til patient.

Der findes rigtig mange kombinationsmuligheder, hvis man skal kombinere medicin mod Alzheimer med medicin mod depression. Det kan ikke svare sig at producere, og heller ikke at apotekerne skulle have så mange forskellige kombinationer liggende. Det andet, man er bekymret for, er, at det er svært at styre, hvis man får kombinationspille, og dosis skal ændres. Og endelig vil det normalt være nødvendigt at anvende piller med kun et præparat, når man skal begynde med medicinen. Ellers kan man ikke vide, hvor eventuelle bivirkninger kommer fra. Også derfor er man fra myndighedernes side tilbageholdende med piller, der indeholder flere præparater.

Hvor mange, der får den samme medicin, er offentligt tilgængeligt i Danmark og kan slås op på Sundhedsdatastyrelsens hjemmeside: http://www.esundhed.dk/sundhedsregistre/LSR/Sider/LSR.aspx 

venlig hilsen

Peter Johannsen    





Svaret blev lagt på DemensNet 29. marts 2019