Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Brevkasse

Spørgsmål indsendt 7. december 2018

Emne: Dominante hånd og håndskrift

Hej

Min mormor var venstrehåndet som barn, men det var i den tid, hvor man blev slået, hvis man skrev med den hånd. De sidste måneder har jeg lagt mærke til, at hendes håndskrift er blevet meget sjusket ift., hvad den plejede. Kan en person med demens godt gå tilbage til at være venstrehåndet, men fortsætte med at skrive med højre af vane?

Venlig hilsen
CamO29


Svar fra DemensNet



Kære CamO29


De fleste demente får med tiden,
som led i deres sygdom, tiltagende problemer med sproget, både det hørte, det
talte og det skrevne sprog. Ofte rejses der derfor mistanke om, at patienten ikke kan
høre, selv om det egentlig er et problem med at forstå det, man hører. Det er
dog vigtigt, at hørelsen undersøges, idet problemet bliver endnu større, hvis man
heller ikke hører godt. 


Tilsvarende kan det blive vanskeligere at skrive
korrekt. Det kan let opfattes, som om man er mere sjusket. Har man tidligere
behersket flere forskellige sprog, er der en tilbøjelighed til at tabe det
senest lærte. Indvandrere, fx flygtningebørn som efter 2. verdenskrig kom til
Danmark og lærte sig dansk og måske blev dansk gift, kan i et demensforløb få
tiltagende problemer med det danske og begynde (igen) at tale tysk (eller
østrigsk), også til deres danske pårørende.


Vedrørende spørgsmålet om en
primært venstre-håndet

dement patient, som hele livet har
skrevet med højre hånd, godt kan gå tilbage til at være venstrehåndet, men
fortsætte med at skrive med højre af vane, er jeg i tvivl. Hvis man aldrig har
lært at skrive med den venstre hånd (selv om det var det naturligste), vil jeg
tro, at man fortsætter som tidligere at skrive med højre. Har man derimod lært
at skrive med højre på et tidspunkt, hvor man allerede kunne skrive med
venstre, vil jeg tro, at en demenssygdom godt kan bevirke, at man skifter
tilbage til at blive venstrehåndet, fordi det føles lettest.


Med venlig hilsen


Lars P. Laugesen


Svaret blev lagt på DemensNet 13. maj 2019