Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Brevkasse

Spørgsmål indsendt 22. oktober 2018

Emne: Demens?

Jeg er bange for om, min mor har demens. Hun bliver snart 60. Jeg har altid haft et rigtig godt forhold til min mor, men hendes personlighed er begyndt at ændre sig rigtig meget.

Min mor sidder tit og stirrer ud i luften eller ved computeren, hvor det er næsten umuligt at komme i kontakt med hende. I et stykke tid har hun været meget optaget af at sidde og sende mig SMSer om alt muligt fra fortiden og er begyndt at blive vred, kalde mig grimme ting og beskylde mig for ting, som jeg aldrig har gjort. Hun kan sende mig over 100 SMS om dagen. Jeg kan ikke finde tid til at læse dem alle igennem, men ofte er hun vred på enten mig eller en anden. Der gør utrolig ondt at læse, alle de forfærdelige ting, hun er begyndt at tro om mig, som ikke passer i virkeligheden. Hun tror mere eller mindre, at alle vil hende ondt og er blevet meget paranoid. Hun kan sidde flere timer ved mobilen og glemme alt andet omkring hende. Endda glemmer hun at lave mad til hende selv og min bror eller ender ofte med at brænde maden på.

Vi har altid joket med at hun har haft rengøringsvanvid og været ekstremt renlig. Hun gør stadig vanvittigt meget rent engang imellem, men nogle gange er det som om, hun glemmer de mest basale ting.

Som menneske har man et filter, som gør at nogle ting, snakker man ikke om, men min mor kan nogle gange sige de mest mærkelige ting, brokke sig over boligselskabet, folks race, offentlige personer og den slags. Selv offentligt, hvor jeg nogle gange bliver nervøs for om nogle mennesker vil blive stødt af, hvad hun siger.

I medierne hører man tit om folk som har store hukommelses problemer. Min mor har det med at glemme nøgler og hvor hun har lagt ting. Det er primært når hun lave mad, at det går helt galt, fordi hun går igang med noget andet og glemmer alt om det

Det tager utroligt mange kræfter for mig og min bror, at hun altid er paranoid, brokker sig og bliver sur over ting.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for at finde ud af om det er demens eller noget andet. Hvem skal jeg tage kontakt til og hvad skal jeg sige eller være opmærksom på?


Svar fra DemensNet


Kære Spørger.


I skal tale med jeres mor og
sige, at I synes, at "hendes hukommelse måske ikke er helt så god som tidligere", og foreslå, at I bestiller en tid ved hendes praktiserende læge. Jeg kan ikke
anbefale, at I pensler alle detaljer ud. Fokuser på, at hun bør få tjekket
stofskifte, B-vitaminer osv. Indgangen til det er den praktiserende læge. Hvis
jeres mor overhovedet ikke vil høre tale om det, så vil jeg foreslå, at I
skriver et brev til lægen med de samme oplysninger som her. I skal dog ikke
forvente et svar, da lægen jo er bundet af sin tavshedspligt. I kan i brevet
bede lægen om hjælp til at komme videre, og om hun/han vil forsøge at tage sig
af det – eventuelt næste gang, jeres mor alligevel har en tid hos lægen. Med
sådanne oplysninger vil de fleste læger reagere og få sat den udredning i gang, der skal til.


Bemærk, at demens jo ikke er én sygdom.
Demens kan skyldes mange forskellige sygdomme, og indtil man ved, om der er tale
om en demenssygdom og hvilken, kan man jo ikke få den rette behandling og
hjælp.


Venlig hilsen


Peter Johannsen


Svaret blev lagt på DemensNet 5. november 2018