Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Brevkasse

Spørgsmål indsendt 5. august 2018

Emne: CBD olie og demens

Kære eksperter.

Jeg har mange artikler om forskning indenfor CBD olie til behandling af demens hos ældre (f.eks. denne på dansk https://dk.formulaswiss.com/blogs/cbd-og-alzheimers/kan-cbd-hjaelpe-pa-alzheimers).

Er der aktuel forskning i Danmark indenfor dette område? Mener I, at det kan skade at prøve at behandle demens med CBD olie, når der ikke er konstateret nogle bivirkninger?

På forhånd mange tak for svarene!


Svar fra DemensNet

Kære Spørger,

Artikel du henviser til er jo skrevet af det firma, der producerer produktet. Det er ikke reel forskning og artiklen indeholder en række påstande, der ikke er belæg eller bevis for. Der findes ingen undersøgelse der viser, at CBD olie er godt for Alzheimer sygdom. Der har for ca. 10 år siden været lavet forskning i visse bestanddele af cannabis, og det viste ingen effekt. Man har ikke kunne vise at medicin mod inflammation (”betændelses reaktion”) er gavnligt for Alzheimers sygdom.

Da dette jo ikke er rigtig undersøgt kan der sagtens være bivirkninger. Ethvert stof, der har en reel virkning, kan have bivirkninger. Jeg kan ikke anbefale det som behandling. I bedste fald er det kun spild af penge i værste fald kan det ske at udløse bivirkninger. Der er ikke bevis for at dette har en gavnlig virkning ved Alzheimers sygdom.

Bemærk at demens jo ikke er en sygdom, men et begreb, der dækker over mere end 100 forskellige sygdomme. Heraf er Alzheimers sygdom den hyppigste årsag til demens.

Venlig hilsen

Peter Johannsen


Svaret blev lagt på DemensNet 30. august 2018