Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Brevkasse

Spørgsmål indsendt 28. juni 2018

Emne: ct-scanning resultat

Hej med jer

Jeg er lidt forvirret over resultatet af min mors ct-scanning. Den viste let central og kortikal atrofi og ingen fokale forandringer. Hvad betyder det? Er det lig med den skrumpning af hjernen der kan forekomme ved normal aldring?

Hun er 71 år og er pt. under udredning for demens. Hendes eneste symptom er ordfindingsbesvær, som varierer meget. Det optræder dagligt, men kan variere fra at hun hakker sig igennem en samtale til slet ikke at være et problem. Det er meget afhængigt af hendes psykiske tilstand - hvor presset hun bliver og hendes bekymring for hvad der mon er galt og angsten for at virke dum - det forværrer problemet rigtig meget. Det kan være alle mulige ord hun ikke kan finde frem, fra lette til svære ord og de kan så dukke op senere eller dagen efter, hvor hun sagtens kan ordet. Får hun hints til hvilket ord hun leder efter, kan hun godt finde det frem.

På forhånd tak
Mvh Anne


Svar fra DemensNet

Kære Anne,

En CT skanning tager relativt grove billeder af hjernens struktur. Dan kan bruges til at udelukke tilstande som svulster og følger efter blodtropper. 

En beskrivelse der siger "let central og kortikal atrofi og ingen fokale forandringer"  er meget almindelig er i mange tilfælde foreneligt med normal aldring. Det betyder jo at en række tilstande er udelukket , men det kan ikke i selv bruges til at stille en diagnose med.

Om den skrumpning der er beskrevet er et udtryk for normal aldring eller kunne være foreneligt med sygdom, kræver at man ser billederne eller ved hvordan den pågældende radiolog normalt beskriver.

Din beskrivelse af din mors symptomer, kan ikke sige noget om årsagen til de symptomer som I oplever.

Jeg anbefaler at I taler med den/de læge(r), der står for din mors udredning. Hvis det kun har været ved hendes praktiserende læge, bør I sammen overveje om hun evt skal henvises til udredning på den udredningsenhed, der betjener jeres lokalområde, for den slags symptomer.

venlig hilsen

Peter Johannsen


Svaret blev lagt på DemensNet 11. juli 2018