Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Brevkasse

Spørgsmål indsendt 4. april 2018

Emne: Min mor er væk

MIn mor er 64 år og har fået konstateret MCI med spor af Alzheimer i spinalvæsken. Hvis man ikke kender hende, vil man ikke nødvendigvis opdage at noget er galt, udover at hun gentager sig selv ind imellem.
Men når man kender hende, er hun en helt, helt anden. Hun har altid været meget tjekket, organiseret og haft styr på det hele og været den "med bukserne på" hos hende og min far. Hun har været ret forfængelig specielt omkring sit hår. Hun og jeg har altid talt i telefon sammen stort set dagligt i minimum en halv time pr. gang.
Nu er hun stille, forvirret, glemsom, er ikke blevet klippet i 100 år, og jeg hører aldrig fra hende hverken telefonisk eller på skrift. Ringer jeg til hende varer samtalen som regel maks 5 minutter, og jeg kan ikke "bruge" hende som jeg plejer, fordi hun som regel ikke kan huske de ting, jeg fortæller hende.
Hun og min far mener begge, at alt går fint og at hun jo ikke har nogle væsentlige problemer i hverdagen, så de afviser at tale med demenskonsulenter eller andre.
Jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen med mine bekymringer og især mit store savn til den mor, som jeg ikke har længere.
Jeg er selv sundhedsfagligt uddannet, så jeg har masser af viden og erfaring, men nu hvor jeg pludselig er pårørende aner jeg ikke. hvor jeg skal gå hen og hvordan jeg skal forene mig med tanken om, at jeg aldrig kommer til at tale med min mor igen, som jeg altid har været vant til. Hun har altid været min klippe og den vigtigste tilskuer til mit liv, da jeg i flere perioder har været enlig mor......og nu kan jeg pludselig ikke længere læne mig op af hende og få råd og vejledning eller bare læsse af. Og jeg savner hende uendeligt meget.......


Svar fra DemensNet

Kære Brevskriver

Du beskriver meget fint, hvordan din mor har forandret sig, og hvilken betydning det har for dig. Som jeg læser dit brev er det væsentligt at forholde sig til at din mor har en begyndende demens, og  at hun ændrer personlighed. Hun er ikke længere  din "faste" klippe, når du har brug for råd og hjælp.

Når hun og din far giver udtryk for, at alt er godt, skal det selvsagt tages med et gran salt. Det er ikke godt set i forhold til, hvordan det har været, men deres situation taget i betragtning, kan man sige at de affinder sig med de forandringer der sker.  Det vil sikkert tage sin tid inden din far er klar til at modtage hjælp fra jeres kommune.  Brug den viden du har fra dit arbejde, til at give dine forældre tid til at modtage hjælp. Tilbyd dem at være der med råd og vejledning, når de synes de har behov. Kommer de ikke af sig selv, så fortæl, når der opstår situationer, som du mener de må forholde sig til. Sig du er der for dem, og accepter at de gerne vil klare sig selv længst muligt. 

Du kan også fortælle din far , hvordan du følelsesmæssigt oplever situationen,  og på den måde tilbyde et fællesskab omkring de svære  følelser.  Mange mænd har svært ved at tale om dette, så måske kan i støtte hinanden i jeres fælles sorg over de forandringer, der sker med din mor. 

Det tager tid at vænne sig til at "miste" en forældrer til demensen, men det er reelt det der sker for dig nu. Det er helt naturligt at du føler dig rådvild, angst og bange.  Forhåbentlig har du gode venner eller arbejdskollegaer du kan tale med, det er den bedste måde at styre og bearbejde sin sorg på. Sorgen og savnet kan mildnes lidt ved at du husker alt det gode din mor har gjort for dig. 

Nu er det din tur til at være der  for hende. Fortæl din far, hvor du kan være en støtte for din mor. Måske  lave en "tøsetur" hvor du og din mor kunne gå til frisør sammen. Skab nogle gode stunder sammen med din mor, hvor du fortæller om dit liv, som du altid har gjort, men uden at forvente gode råd. Hjælp med at give hende  oplevelse af, at den nye situation er ok, det gør du ved at acceptere hendes sygdom og møde hende, der hvor hun er nu. Ved at være noget for den "anden" mindsker man smerten hos sig selv.

Ønsker dig alt det bedste i en meget svær livsfase, som også  kan være utrolig lærerig og som på længere sigt kan være med til at gøre dig selv psykisk stærkere.

Venlig hilsen 

Ingrid Lauridsen

gerontopsykolog      





Svaret blev lagt på DemensNet 20. april 2018