Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Brevkasse

Spørgsmål indsendt 14. januar 2018

Emne: Hyppig vandladning

Min mor er en 86 og har Alzheimer demens i svær grad, med stærke frontale påvirkninger. Mor har haft alvorlige psykiatriske symptomer og har på det baggrund været indlagt på en psykiatrisk afdeling. Blev udskrevet for to et halvt år siden, men er fortsat i antipsykotisk behandling, da lægeren frygter at hun får et tilbagefald igen.
Har slidgigt i hofte og knæ. Opholder sig nu på et plejehjem og er kørestolsbruger.
Grundet min mor ved jeg meget om demens, og læser dagligt meget om dæret minemens . Hun har siden sit ophold på plejehjemmet udtrykt ønske om at komme på toilettet mange gange flere dage om ugen (dvs. der har også været dage, hvor behovet for toiletbesøg har været mindre)
Har svært ved at falde i søvn om aftenen og vågner ofte i løbet af natten for at gå på toilettet, fordi hun ikke ved om det er dag eller aften.
Hun er undersøgt for blærebetændelse, og der var intet. Hun er også scannet i sin blære og der var intet.
Jeg er der ca. 14 dage om måneden. De gange hvor hun har spurgt mig om toilettet, har jeg kørt hende derinde med det samme, da personalet har sagt til hende "du skal vente". Det har desværre resulteret i, at hun er blevet stresset, urolig og råbt "hjælp" uden hensyn til andre,hver gang personalet har sagt hun skulle vente. Hun føler sig hele tiden uretfærdig behandlet og er optaget af egne behov hele tiden. Når jeg tilbyder hende væske, siger hun at hun ikke kan drikke så meget, fordi så skal hun ude at tisse.
Når hun kommer på toilettet, er der ikke altid der kommer noget ude og hun rejser sig lynhurtig op igen og vil gerne videre. Andre gange kommer der lidt, men der kommer aldrig sådan rigtig meget.
En del af det personale jeg møder mener, at jeg har tillært hende den forkerte rutine, og derfor forventer min mor at hun kommer på toilettet med det samme, når hun giver udtryk for ønske om det (mange gange dagligt og især når hun ser mig og et par andre personale der også ligesom mig vælger at tage hende ved ordet). Men sådan som jeg kender demens, så er tillæring ikke muligt og da min mor grundet hendes stærke frontale påvirkninger ikke besidder evnen om at have udholdenhed, kan man heller ikke sige til hende " du skal vente". Hukommelsen er der jo heller ikke meget af, som kræver hvis man skulle tillære en person en rutine. Og en rutine kræver også, at alle gør tingene ens, hvilket heller ikke er tilfældet.
Andre personale mener, at det er noget psykisk bag det, da hun ønsker social kontakt. Men det undrer mig også, at hun nogen gange har udtryk for at komme på toilettet, når vi har siddet og snakket, dvs. haft dejlig social kontakt. Og så har jeg også fået vide af personale fra om aftenen, at det måske kunne være overaktiv blære. Nogen har sagt nedsunken livmoder. Jeg har snart hørt det hele . Men ingen sætter noget i gang eller gør noget. Problemet har været der siden hendes indflytning og kører videre.
Da hun er meget verbal grov og skælder ude, er det meget svært for personalet at samarbejde med hende, og det kan nogen gange bunde ude i misforståelser og konflikter mellem hende og personalet.
Udefra mine oplysninger, hvad tænker i det kan være og hvordan kan jeg hjælpe min mor på den bedst mulige måde?

Ser frem til at høre jeres faglige vurdering.

På forhånd tak

Mille H



Svar fra DemensNet

Kære Mille

Tak for din mail. Ud fra din beskrivelse kan jeg godt forstå, at du er i tvivl om, hvad der kan ligge til grund for din mors hyppige behov for toiletbesøg, og også hvad der er den bedste tilgang til at hjælpe din mor. 

Der kan være flere årsager til, at din mor hyppigt udtrykker ønske om at komme på toilettet – dels fysiske, dels psykosociale og miljømæssige faktorer.

Det lyder, som om blærebetændelse eller andre problemer direkte knyttet til blæren kan udelukkes (jeg går her ud fra, at din mor er blevet grundigt testet for urinvejsinfektion). Hvis nedsunken livmoder ikke allerede er udelukket via tidligere undersøgelser, er der forskellige behandlingsmuligheder – bl.a. lokal hormonbehandling med østrogen, opsætning af silikone-ring og/eller operation. Dog er det vigtigt at overveje, om det er hensigtsmæssigt at igangsætte en sådan behandling, da det formentlig vil blive en temmelig krævende proces for din mor. Desuden vil den måske kun have begrænset effekt i al den stund, at området i hjernen, som kontrollerer blærefunktionen, kan være beskadiget givet sygdommens stadie og føre til en overaktiv blære. I så fald kan det være en del af forklaringen på, at din mor – også selv om blæren er tæt på tom – oplever øget tissetrang og hyppigt udtrykker ønske at komme på toilettet. 

Du fortæller imidlertid også, at behovet veksler fra dag til dag, og at det især kommer til udtryk, når du og enkelte andre fra personalet, som er lige så hurtige som dig til at træde til, er i syne. Dette synes at have været mønstret, siden adfærden opstod (efter indflytning i plejebolig), men du har formentlig gennem meget lang tid været en meget vigtig og stabil figur i din mors liv, som repræsenterer tryghed, kærlig omsorg og villighed til at hjælpe. At hun spørger dig hyppigere, giver således god mening, eftersom du genkendes som den, der møder hende positivt og gerne opfylder behov her og nu. Derfor kan det ikke afvises, at din parathed til prompte at opfylde behovet om toiletbesøg (en i øvrigt helt forståelig og naturlig reaktion) har medvirket til at forstærke en generel forventning om at få her-og-nu-hjælp, hver gang din mor måtte ønske at komme på toilettet – hvilket formentlig også er blevet yderligere næret af uklarheden/uenigheden i personalegruppen ift. håndtering af problemet. Samtidig betyder den frontale skade ganske rigtigt, at din mor har en stærkt begrænset evne til at udsætte behov, hvorfor en besked om at vente (som måske, måske ikke, følges op af en klar besked om, hvornår hjælpen kommer næste gang) stiller meget store krav, som din mor ikke magter at honorere – i hvert fald ikke uden at få hjælp hertil. Afvisning om hjælp vil således for din mor virke fuldstændig uberettiget, eftersom hun formentlig også har svært ved at huske, at hun måske for lidt siden fik hjælp, samtidig med at hun kommer til at opleve det som et svigt og en dyb uretfærdighed, som – igen pga. den frontale påvirkning – udløser stor frustration og udadreagerende adfærd i form af f.eks. de grove ytringer og vredesudbrud, som du beskriver. Jeg kan ikke ud fra din beskrivelse læse, om konflikterne med personalet kun opstår i den specifikke situation relateret til toiletbesøg, eller om det er en mere generel adfærd hos din mor, som både skal ses i lyset af sygdommens udvikling og stadie, men også at der måske er for mange situationer i hverdagen, hvor kravene til din mor, og hvad hun rent faktisk evner, er for høje. 

Jeg kender ikke din mors hverdag i detaljer udover, at du besøger hende hyppigt og regelmæssigt, og at hun derigennem har positiv social kontakt med dig. Det er derfor svært for mig at svare på, om behovet for social kontakt i løbet af din mors hverdag, når du ikke er der, ikke opfyldes i tilstrækkelig grad. Men hvis hun sidder meget alene i sin bolig i løbet af dagen og kun i meget begrænset omfang inviteres med ind i det sociale fællesskab på plejehjemmet, kunne der være en stor risiko for, at hun savner mere social kontakt i hverdagen. Det er også en mulighed, at når ofte hun beder om at komme på toilettet, så handler det også om, at hun keder sig og er rastløs, fordi der mangler nogle for hende meningsfulde aktiviteter at beskæftige sig med i løbet af dagen. 

Ovenstående forhold kan alle have en betydning ift. din mors hyppige ønske om at komme på toilettet. Problemet handler imidlertid nok i mindre grad om selve behovet, men mere om, at personalegruppen ikke oplever, at de har mulighed for at imødekomme dette behov øjeblikkeligt, hver gang din mor ytrer ønske herom. Hverdagen vil ofte være travl med mange beboere, der har brug for hjælp, og hvor det ikke altid er muligt at hjælpe med det samme. Dvs. behovsudskydelse vil være en nødvendighed indimellem. Derudover er plejen og omsorgen for mennesker med demens, og ikke mindst når der forekommer frontallapskade, ofte meget udfordrende for personalet pga. den hyppigt forekommende udadreagerende adfærd, manglende hæmninger og situationsfornemmelse, ligegyldighed overfor sociale normer samt manglende evne til indlevelse og forståelse for andre mennesker. Gentagne overfusninger fra en beboer kan være med til, at man som personale – hvis man ikke får hjælp til at håndtere disse situationer – får sværere ved at holde fast i den positive holdning og sygdomsforståelse over for den pågældende beboer med gentagne konflikter. I din mors situation kan hurtig hjælp til at komme på toilettet måske også for nogle forekomme som noget, der sagtens kan vente, når nu der sjældent egentlig er så meget urin, og hvor din mor tilsyneladende ikke ”vil” give sig selv tid til at tømme blæren. Der kan også, som i din mors tilfælde, let opstå uenighed om den bedste måde at håndtere de udfordringer, der måtte være i plejen og omsorgen for en beboer. 

Jeg skal ikke kunne sige, om ovenstående faktorer gælder den personalegruppe, som drager omsorg for din mor – ej heller om det trods diverse interventioner vil være muligt at ændre på din mors hyppige behov for at komme på toilettet (ikke mindst hvis der også er tale om en overaktiv blære). Ikke desto mindre kan der måske – ved fælles hjælp – opnås en bedring i situationen i form af færre konfliktsituationer mellem personalet og din mor samt en generel bedre trivsel i hverdagen hos din mor. 

I første omgang handler det om at få lavet en plan for plejen og omsorgen for din mor, hvor der bl.a. er enighed om, hvordan man griber situationen om toiletbesøg an. Mit forslag vil være, at du - i hvert fald i den periode, hvor man skal se, om planen kan skabe en ændring i situationen - overlader ansvaret for opgaven med toiletbesøg til plejepersonalet. Hvis ikke det er forsøgt allerede, kunne en plan, som indeholder en fast rytme ift. din mors toiletbesøg, bestå i, at personalet relativt hyppigt og på bestemte klokkeslæt (f.eks. én gang i timen) tilbyder din mor til at komme på toilettet. Hvis man har en mistanke om, at din mor ikke får tømt blæren, skal man også have fokus på, hvordan man eventuelt vil kunne motivere din mor til at blive siddende lidt længere og koncentrere sig om sit ærinde (hvis muligt). Det er også vigtigt at være opmærksom på væskeindtagelsen, således at din mor ikke risikerer at blive dehydreret og evt. udvikle delir – dette kan også skemalægges. Alle er ansvarlige for at overholde planen, hvilket udover at overholde tidspunktet for toiletbesøg til punkt og prikke også involverer, at man har en plan for, hvordan man reagerer på din mors eventuelle behov for at komme på toilettet uden for disse tidspunkter. Her kunne man afprøve et andet svar på din mors anmodning end ”du skal vente”. F.eks. kan personalet i stedet svare ”det må du, men jeg har lige noget, som jeg skal – så kommer jeg tilbage”. Det er vigtigt, at personalet så vender tilbage (f.eks. efter 5-10 min.). Her skal de så ikke nævne noget om toiletbesøg, men blot spørge, om alt er ok eller lign. – hvis din mor så igen beder om at komme på toilettet, gentager man proceduren – medmindre det naturligvis nu er blevet tid til det skemalagte toiletbesøg. Det centrale er, at hver gang din mor anmoder om toiletbesøg (og det er uden for de skemalagte tidspunkter), holder personalet (og du) venligt/kærligt, men bestemt, fast i, at der er en plan for, hvornår hun kommer på toilettet næste gang, og at den vil blive fulgt. 

Et afslag kan meget vel udløse den adfærd, som du har beskrevet, som – måske, måske ikke – vil aftage, når planen er blevet nøje fulgt gennem et vist tidsrum. Her er det vigtigt at trække på erfaringer i personalegruppen og/eller hos dig med gode måder at aflede din mor, så hun kommer væk fra den ophidsede og negative tilstand. Nogle gang kan pludselige skift i situationen være tilstrækkeligt – som f.eks., at personalet pludseligt begynder at synge (måske én af din mors yndlingssange?) eller bare tale om noget helt andet i et positivt, imødekommende og roligt tonefald. En anden mulighed er, at en anden fra personalet efter afslaget på hjælp her-og-nu går ind til din mor og fortæller, at det nu er tid til en bestemt aktivitet og så sætter den i gang. Hvis du er til stede, når afslaget falder, kan det også være dig, som skifter emne – f.eks. ved at tage hende med ud af værelset, væk fra toilettet og f.eks. hen for at se på et billede eller på en fin udsigt, eller udenfor når det bliver lidt varmere. Dvs. hurtige skift og positiv handling i et forsøg på at bryde reaktionen for at se, om noget af opmærksomheden kan fjernes fra behovet om toiletbesøg, men også om din mors stemning kan ændres til det positive. 

Udover at finde et fælles fodslag ift. det hyppige ønske om at komme på toilettet, er det også vigtigt, at personalegruppen laver en vurdering af den samlede pleje-/omsorgssituation, din mors hverdag og eventuelle udækkede behov for social kontakt og meningsfulde aktiviteter. Udover personalets eget kendskab til din mor gennem de 2½ år, som hun har boet i plejeboligen, er du en meget værdifuld kilde til viden om, hvad din mor har værdsat i løbet af sit liv, og hvilke ting hun fortsat sætter pris på at gøre – f.eks. lytte til musik, synge sammen, se et godt program i tv, se billeder sammen af hendes familie, deltage i fælles hyggelige aktiviteter, komme udenfor mv. Sådanne aktiviteter kan også skemalægges, således at personalet på bestemte tidspunkter i løbet af dagen kommer ind til din mor med det formål at foretage sig noget rart og hyggeligt sammen – igen er der masser af muligheder, som ikke behøver at være meget andet end en hyggelig og rolig snak om f.eks. billeder eller synge en sang sammen. Det er vigtigt, at personalets møde og samvær med din mor også involverer positive stunder.

Som en måde at hjælpe din mor på vil jeg derfor foreslå dig at tage kontakt til lederen af afdelingen, som din mor bor på, og få en snak med vedkommende om din mors situation. Din frustration over situationen og bekymring for din mors trivsel er meget forståelig, og det er meget tænkeligt, at også personalet har behov for at finde en bedre tilgang end det nuværende. Herefter vil det være op til personalet – evt. i samarbejde med kommunens demenskonsulent eller demensvidensperson – at finde frem til en god plan og få denne afprøvet i en periode for at se, om det vil skabe ændringer ift. den nuværende situation. Som nævnt er det ikke sikkert, at din mors fokus på at komme på toilettet kan fjernes eller minimeres (igen kan der være tale om en overaktiv blære), men hvis antallet af konfliktsituationer kan mindskes som følge af en fast og fælles plan (som forhåbentlig også kan medvirke til at regulere den forstyrrede nattesøvn), vil din mors trivsel formentlig også blive bedre generelt set. 

Hvis du har det bedre med at drøfte situationen med kommunens demenskonsulent/demensvidensperson, er dette også en mulighed. I så fald vil vedkommende med din tilladelse kunne bringe din bekymring videre til personalet eller evt. deltage på et fælles møde. 

Som en sidste ting vil jeg nævne, at det også kan være værd at se nærmere på den medicin, som din mor får pt. Hvis din mor får anden medicin end den antipsykotiske, kan der evt. være bivirkninger, som kan påvirke blærefunktionen. I så fald kan man forsøge at nedsætte dosis i en periode og se, om dette giver en bedring ift. den hyppige vandladningstrang. Set i lyset af din mors historie, kan det muligvis være for risikabelt at forsøge ændringer ift. den antipsykotiske medicin, og dette er naturligvis en lægefaglig vurdering. Det er imidlertid et faktum, at antipsykotisk medicin har en betydelig indvirkning på hjernen, og selv meget små doser til en ældre og sårbar hjerne kan give svære bivirkninger, som kan forværre den udadreagerende adfærd. Her er det nødvendigt at inddrage en læge med specialistviden eller evt. et gerontopsykiatrisk team, som vil kunne vurdere, om man kan afprøve langsom nedtrapning, et andet præparat eller seponering. Det er også muligt, at din mor- hvis hun ikke allerede får antidepressiv medicin - kunne afprøve dette i en periode.

Jeg håber, at ovenstående kan bringe dig videre i forsøget på at finde en god måde at hjælpe din mor på. 

Du er meget velkommen til at skrive igen, hvis du har yderligere spørgsmål.

Venlig hilsen

Annette Thomsen, demenskonsulent og cand. psych. aut.





Svaret blev lagt på DemensNet 29. januar 2018