Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Brevkasse

Spørgsmål indsendt 28. november 2017

Emne: Opbevaring af bil

Min mor er diagnosticeret med alzheimers og lægerne på sygehuset har i marts mdr. givet hende et kørselsforbud hvilket hun ikke husker og ikke tror på. Hun har derfor uhindret kørt rundt i sin bil på trods af protester fra mig og min søster.
Jeg har kontaktet egen læge, sygehuset og embedslægen men forgæves.
Desværre er min mor samlevende med en mand som er en mester i at manipulere dvs. han bilder hende ind, at hun har kørekort, og at jeg er skyld i alt. Heldigvis har kommunen mødt ham og kan godt se, at han er uden for pædagogisk rækkevidde. Der arbejdes nu på værgemål.
For at komme ind til sagens kerne har min søster og jeg under et fællesmøde med demenskonsulent og dennes chef fået bilnøglerne og flyttet min mors bil. Der var enighed fra alle inkl min mor - min mors samlever var dog ikke så begejstret. Han mener min mor sagtens kan køre bil:-(Hendes samlever er frakendt kørekort og har fået konfiskeret en bil pga. alkohol. Efterfølgende er jeg blevet kimet ned og SMS’et til at bilen skal returneres, hvilket jeg har nægtet da hverken min mor eller den mand som hun har valgt at leve sammen med har kørekort. Mit spg. lyder på, er jeg helt galt på den? Har jeg stjålet en bil eller er juraen på min side, da de jo bare vil køre uhindret rundt hvis bilen stod på deres adresse. Det hjælper desværre ikke at flytte bilen tilbage da de bare vil bruge andre nøgler eller skaffe nyt sæt.


Svar fra DemensNet


Tak for dit spørgsmål.
 

Udgangspunktet er, at du ikke har ret til at disponere over din mors ejendele, så længe hun ikke er umyndiggjort. På den anden side så vil det ud fra en nødværgebetragtning være uforsvarligt at din mor eller dennes samlevet benytter bilen, så indtil videre vil jeg blot lade den være uden for mors rækkevidde. jeg ville dig nok orientere politiet om situationen, hvis mor eller samlever kunne finde på at anmelde bilen som stjålet. Politiet kunne så også af egen drift inddrage mors kørekort, når de for situationen forklaret.

Med venlig hilsen
Poul Jost Jensen

Svaret blev lagt på DemensNet 18. december 2017