Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Brevkasse

Spørgsmål indsendt 26. september 2017

Emne: taktiksans

Jeg har observeret, at flere af de beboere jeg kender på plejehjemmet, gerne vil have og give knus og kram, men samtidig kan vi ikke få lov at vaske dem og give dem creme på, selvom man ved, de før de blev demente var meget pæne. Hvis man så vil hjælpe dem med nedre toilette risikerer man at blive revet/kradset.


Svar fra DemensNet

Kære du som nok arbejder på et plejehjem.

Det er et meget omfattende emne du her bringer I spil. Jeg forestiller mig, at du har en undren omkring hvorfor man som omsorgsperson kan opleve at beboere med demens på den ene side gerne vil have fysisk kontakt og på den anden side ikke vil have berøring. Når du skriver at knus og kram accepteres, er det formodentlig fordi det foregår i en gensidig accepteret handling. Beboeren oplever kontakten fra omsorgsmedarbejderen som noget rart og trygt og tager imod berøringen. Beboerens accept er helt central. ”Du må godt røre ved mig – jeg oplever det som rart og godt.” I de situationer, hvor en beboer skal vaskes eller hjælpes med nedre toilette, er der risiko for at situationen ikke opleves behagelig. Tøjet skal af, kroppen bliver eksponeret og man skal berøres på intime kropsdele. På   grund af de kognitive svigt som demens forårsager, forstår beboeren måske ikke hvad det er der skal ske. Berøringen kan nu opleves, ikke som noget trygt, men derimod som noget truende. Vi er alle udstyret med dybtliggende måder at reagere på, når vi føler os truet på f.eks vores værdighed. Det er nærliggende at forestille sig, at en beboer med demens kan opleve det krænkende at et andet menneske vil tage bukserne af én eller gnide sine hænder med ”det der klistrede stads” op ad sine arme, og derfor vil forsøge enten at undgå det ubehagelige (flygte væk) eller forsvare sig mod det ubehagelige (måske rive og kradse). Mange kan sikkert genkende trangen til enten flugt eller forsvar når man sidder i tandlægestolen. Man har mest lyst til at løbe ud af døren, eller at bide tandlægen i fingrene. Men en sund hjerne kan tøjle disse måder at håndtere stressituationen på, og man bliver pænt siddende i stolen. En hjerne med demens kan have store problemer med at tøjle impulser om flugt eller forsvar, og derfor kan det ende med kradsen, som du skriver. Der er ikke nemme løsninger til håndtering af sådanne udfordringer. Men har du en god kontakt til beboeren med knus og kram, er det måske godt at bruge tid på dette inden der evt skal afklædes og vaskes. Den gode kontakt kan der, med små skridt af gangen, bygges meget på. Endelig kan det også vurderes, om det er nødvendigt med vand og vask helt så mange gange.

Ergoterapeut Mette Søndergaard





Svaret blev lagt på DemensNet 9. oktober 2017