Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Brevkasse

Spørgsmål indsendt 17. juli 2017

Emne: Hvor hurtigt udvikles semantisk demens?

Yngste datter til nu 79-årig mor med den sjældne semantiske demens - diagnosticeret indenfor de sidste par år..

Jeg er specialsygeplejerske indenfor anæstesiologi, men har kun den viden om semantisk demens, som jeg har kunnet finde via nettet og Alzheimerforeningen.

Forsøger at støtte min mor i den grad, der er mig muligt. Hun går stadig sine lange ture næsten dagligt - og én af de ting, hun stadig er god til, er at spille whist. Så det vil hun altid gerne - da det er lettere end at tale om de personer, hun ikke husker relationerene til...

Jeg har et ønske om at rejse udenlands og praktisere mit job i 2-3 måneder i det nye år. Dét, der holder mig tilbage, er frygten for, at min mors tilstand vil være kraftigt forværret, når jeg vender hjem. At hun vil føle sig svigtet - og at hun måske ikke længere kan genkende mig. Det ville jeg ikke kunne bære.

Har I nogen erfaring med, hvor hurtigt den semantiske demens udvikler sig? Kan jeg med god samvittighed rejse væk i 3 måneder om et halvt års tid?

Hvordan vil jeg evt kunne "holde kontakten til hende" i mit fravær? Mor (og samlever) har ingen pc, så Skype er desværre ikke en mulighed.



Mvh

Hanne.


Svar fra DemensNet


Kære Hanne,

Der er ingen der kan spå om tidsforløbet af demenssygdomme. Det gælder også for
semantisk demens. Semantisk demens er som du skriver ikke så hyppigt. Den
sygdom forløber også anderledes end f.eks. Alzheimers sygdom også hvad angår
hvad angår symptomerne. Ved semantisk demens er det primært forståelsen af
begreber, der i mange år er problemet. Sygdommen – må man regne med – udvikler
sig på et tidspunkt til svær demens. Hvor hurtigt symptomerne udvikler sig er
meget individuelt, og man kan ikke sige hvordan det vil gå den enkelte. Det
ikke at kunne kende sine nærmeste er normalt et sent symptom ved semantisk
demens. Du skriver det er nogle år siden din mor fik diagnosen. Spørgsmålet er
så, hvor længe hun eventuelt har haft symptomer før det. Det lyder derfor til
at udviklingen er relativ langsom. Men det betyder ikke at der ikke pludselig
kan komme en forværring.  Et gæt er at det formentlig ikke sker nogen
hastig udvikling over de næste 6-9 måneder, men det kan ske. Erfaringsmæssigt
kommer der ofte en forværring i forbindelse med anden sygdom så som influenza
eller lungebetændelse.


Vedrørende
kommunikation på afstand: Der findes i dag enkle mobiltelefoner eller man kan
sætte en iPad eller tablet op med få programmer, som giver mulighed for
kontakt, uden man skal igennem en masse tekniske trin (når først det er sat
op), og som man relativt nemt – også med demens i let grad - kan læres at
betjene. Ved semantisk demens er indlæring og hukommelse ofte relativt
velbevaret også langt hen i forløbet.


Venlig hilsen

Peter Johannsen


Svaret blev lagt på DemensNet 31. juli 2017