Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Brevkasse

Spørgsmål indsendt 3. marts 2016

Emne: Fuldmagt, "alternativ fuldmægtig"

Min fars hustru igennem mere end 30 år er 82 år og meget dement (Alzheimers). Hun er 100% afhængig af at få hjælp. Denne har hun hidtil alene fået af min far på snart 84 år. Dette skyldes, at min far hidtil har nægtet at modtage hjælp fra det offentlige og ikke vil have, at fremmede skal "blande sig" i deres forhold. Nu er han dog selv meget hurtigt (igennem de seneste 2 måneder) blevet voldsomt forvirret, meget meget glemsom, paranoid (han er - ikke hele tiden, men meget af tiden - overbevist om, at vi - hans datter og hans hustrus sønner - er ude på at skade ham og hans hustru), meget bange for at være alene, voldsomt usikker, kan ikke finde ordene, glemmer navne, tager ikke ret rationelle eller hensigtsmæssige beslutninger (som vi oplever det)og er skiftevis grådlabil og meget aggressiv overfor os. Ind imellem har han nogenlunde klare øjeblikke, men når vi har kontakt med ham, er det mest præget af forvirring, store dramaer (han vil kaste sig ud af vinduet, hvis vi ikke gør som han siger eller han vil ringe til politiet og fortælle, at vi truer ham osv.). Han vil IKKE gå til lægen med disse symptomer, for der er "fandme ingen, der skal sige, at han er sindssyg!".

Min far og hans hustru har netop været igennem et forløb, hvor min far på vej til lægen med nogle af hans mange fysiske sygdomme/symptomer måtte sætte sig ned på en trappesten, fordi han havde det forfærdeligt dårligt. Nogle fremmede mennesker hjalp ham dog videre til lægen, der straks ringede efter en ambulance til ham, ligesom hun ringede til familie, der kunne køre min fars hustru på et "akut-hjem" (rehabiliteringscenter). Min far blev indlagt, og det blev konstateret, at han havde væskemangel, blodmangel, flere mavesår, ikke kunne komme af med vandet og måske endda have skadet sin hofte. Derudover er han i behandling for grøn stær, en sammenfalden ryghvirvel, der giver mange smerter (og gør at han har problemer med at gå) og et problem med betændelse ved de ydre kønsorganer. Han nægtede dog at blive på hospitalet til yderligere undersøgelser, og insisterede på at komme hjem. Efter at være kommet hjem insisterede han på, at hans stærkt demente hustu skulle komme hjem. Vi, deres børn, syntes dog, at det ville være godt for hende ikke at komme hjem med det samme til en ekstra forvirret, oprevet og temmelig aggressiv ægtemand, men i stedet godt kunne have brug for lidt omsorg og især god, nærende og regelmæssig mad. Det viste sig nemlig efter en nærmere snak med min far, at han ikke magter at tage sig af sin hustru længere. Derfor har de heller ikke rigtig fået mad igennem længere tid. Det vil sige, at min far er "velnæret", men hans hustru vejer kun 37 kg. Det har hun gjort igennem i hvert fald et år. Min far siger, at hun ikke er sulten og ikke spiser, men såvel på familiebesøg som under hendes ophold på akut-hjemmet spiser/spiste hun fint. Noget langsomt, men gerne større portioner. Min far har ikke ret stor tålmodighed, og jeg "mistænker", at han måske tager tallerkenen fra hende, når han selv er færdig med at spise, fordi hun "jo ikke spiser noget alligevel".

Min far var meget oprevet over, at hans hustru ikke kom hjem med det samme. Han ville hente hende, for han mente, at vi have "stjålet" hende (hans ord), og holdt hende fanget/låst inde (også begge dele hans ord). Til sidst tog han selv ud for at hente hende, men man fik overtalt ham til ikke at tage hende med hjem. Da min far ikke kunne udholde at være alene hjemme uden sin hustru, lod han sig simpelthen indlægge med hende på akut-hjemmet. Dog mente han ikke selv, at han var indlagt, men blot havde lejet et værelse med kost på stedet. I løbet af den næste uge blev der holdt møde mellem akuthjemmets plejepersonale og forstanderinde, min far, hans hustru, hans hustrus ene søn og jeg selv. Det blev aftalt, at der skal søges en akut-plejehjemsplads på Frederiksberg til min fars hustru. Min far mener dog ikke, at han er gammel nok til selv at skulle have en plejehjemsplads, men han vil gerne flytte med sin hustru som "medfølgende ægtefælle". Han er dog ikke meget for, at det skal være på Frederiksberg, men accepterede det dog. Måske især fordi min fars hustru på et tidspunkt under mødet meget klart og tydeligt - og uopfordret - bekendtgjorde, at hun IKKE vil flytte væk fra Frederiksberg. Igennem alle årene de to har kendt hinanden, har min far søgt at presse sin hustru til at sælge sin lejlighed på Frederiksberg (der er hendes særeje), og investere pengene i en lejlighed i Lyngby, hvor han hellere vil bo. Dette er eneste område, hvor hans hustru dog altid har nægtet at give efter. Hun har aldrig villet bo i Lyngby, og hun har holdt fast på dette altid. Selvom akuthjemmet egentlig helst ville sende min fars hustru direkte videre til en plejehjemsplads, var dette ikke muligt, så de to blev udskrevet til eget hjem - dog med løftet om (og min fars accept af) massiv hjælp fra kommunen. Bl.a. til medicindosering (som jeg kunne forstå det, har min far givet sin hustru for meget alzheimersmedicin i dagligdagen), tøjvask, rengøring, indkøb og anretning af måltider samt kontrol af, at min fars hustru får sin mad og nok væske. Det skal i øvrigt nævnes, at min far og til dels hans hustru åbenbart har haft et større alkoholforbrug igennem længere tid.

Min far og hans hustru har nu været hjemme en uges tid. Når jeg har kommunikeret med ham i den forløbne uge, har han virket noget roligere og også - ind imellem - til at tale fornuft med. Dette æmdrede sig så i dag, hvor han på ret aggressiv vis oplyste mig om, at han vil blæse på de aftaler, der er lavet, for HAN vil bo i Lyngby, og derfor har han afblæst ansøgningen om akut-plejehjemsplads for sin hustru (med ham som medfølgende ægtefælle), og bedt kommunen i stedet få dem skrevet op til ældrebolig i Lyngby. Jeg har igennem dagen forsøgt at tale ham til fornuft, for dels var jo netop super vigtigt, at min fars hustru fik en plejehjemsplads så hurtigt, som overhovedet muligt, og dels har det aldrig på nogen måde været hendes ønske at bo i Lyngby. Da jeg sagde dette til ham, fik jeg svaret "JEG vil bo i Lyngby, og så vil Hanne også!". Dette kan han til dels have ret i, for det er IKKE ret svært at få min fars hustru til at mene, hvad man ønsker, at hun skal mene. Men alle andre, der kender hende, ved, at det er hans ønske og ikke hendes behov, der gør, at han nu på begges vegne søger ældrebolig i Lyngby.

Nu er mit spørgsmål, hvad jeg dog stiller op? Min far har en fuldmagt til at varetage sin hustrus økonmiske og personlige forhold, dersom hun ikke er i stand dertil. Det er hun ikke. I fuldmagten står dog, at dersom han ikke er i stand til på fornuftig vis at træffe besliutninger for hende, er det hendes ønske, at jeg "uden videre" (men hvad betyder dette?) træder i hans sted og gør det. For mig er det vigtigt, at der ikke bliver "begået overgreb" mod nogen af de to, MEN jeg oplever det faktisk som et overgreb - eller faktisk udnyttelse - når min far bruger sin hustrus manglende evne til selv at træffe beslutninger til at afblæse ansøgningen om akut-plejebolig på Frederiksberg til hende og erstatte det med en ansøgning for dem begge om ældrebolig i Lyngby. Især fordi såvel akuthjemmet som visitationen på Frederiksberg også mener, at hun har brug for en plejeplads akut, men også fordi hun aldrig har ønsket at bo i Lyngby, og aldrig selv ville have truffet en beslutning om at søge bolig i Lyngby.

Hvordan afgør man - og hvem kan gøre dette - om min far er i stand til at træffe fornuftsbaserede beslutninger på sin hustrus vegne, eller om jeg kan gå ind og gøre dette for hende?

På forhånd tusind tak for enhver hjælp!

Med venlig hilsen
Helle


Svar fra DemensNet


Kære Helle. Jeg kan godt se problemstillingen, og det er meget uheldigt for både din far og hans hustru.

Så længe ingen sagligt kan anfægte din fars handleevne, er fuldmagten gældende for ham. Det er meget svært at få deres læge til at erklære din far for ude af stand til at varetage sin fuldmagtsopgave. Det vil kræve en selvstændig udredning af ham, og det tager tid + at han skal medvirke hertil, men måske statsforvaltningen kan gribe ind, hvis du kontakter dem og forklarer situationen.

Jeg tænkte også på, om ikke de personer i Frederiksberg kommune, der har visiteret din fars hustru til et akut plejehjem, kan tilsidesætte fuldmagten ud fra nødværge betragtninger og dermed tilsidesætte din fars dispositioner som værende til skade for hustruen.

Desværre kan jeg ikke komme med bedre bud pt. for alternativet er en retssag, og det tager meget lang tid.

mvh

Poul Jost, Advodan Glostrup.

Besked fra redaktør på Demensnet: Husk, at du også altid er velkommen til at ringe til Demenslinien på telefon 58 50 58 50, som Alzheimerforeningens telefonrådgivning. Her sidder der en demensfaglig rådgiver klar til at svare på spørgsmål. Det er gratis og du kan være anonym. Telefonen har åbent mandag-fredag fra kl. 9-15 og torsdage helt til kl. 18.

Svaret blev lagt på DemensNet 9. marts 2016