Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Brevkasse

Spørgsmål indsendt 25. januar 2008

Emne: Demens - Senil

Jeg læste svaret fra Ole Dinesen på spørgsmålet om senil kontra demens (http://www.demensnet.dk/mailboxitem/1113/default.aspx). Jeg synes ikke rigtig, det fremgik af svaret, hvad forskellen egentlig er.

Hvordan kan jeg vide om min mand er dement eller "bare" senil? Og er der noget at gøre ved nogen af delene. Hvad kan jeg forvente vil ske med ham fremover, hvad enten han er dement eller senil? Jeg er meget glad for jeres DemensNet, og jeg læser gerne, hvad I skriver om emnet.


Svar fra DemensNet

Kære Brevskriver

Nu ved jeg jo ikke, hvad der helt konkret er blevet spurgt om tidligere. Men som spørgsmålet lyder her, hvad er forskellen mellem ordene senil og demens, vil jeg kort sige, at senil betyder bare gammel. I daglig tale bruger vi det ofte synonymt med demens, men det er ikke rigtigt at bruge ordet på denne måde. Demens betyder "ude af sind" og bruges som en samlebetegnelse for alle de hukommelsessygdomme i hjernen, som vi kender. Altså bruger vi det ved de mest almindeligt forekommende hukommelsessygdomme, som demens af Alzheimers type og demens af vaskulær type (blodpropper og hjerneblødninger).

Er du usikker på, om din mand kunne have en demenslidelse, er det vigtigt, at I går til jeres læge, hvor I kan få lavet de første undersøgelser, eller lægen henviser videre til en special afdeling for demensudredning.

Er der tale om en demenssygdom af f.eks. Alzheimers type og/eller vaskulær demens, kan man få medicinsk behandling til forebyggelse af en fortsat udvikling. Derfor er det vigtigt at blive undersøgt.

Er der tale om normale aldersforandringer, som jo kan variere fra person til person, vil man ofte observere lidt nedsat korttidshukommelse, som er almindeligt forekommende. Man kan f.eks. godt glemme en gryde på komfuret, uden at der er tale om begyndende demens, men hvis man har lavet mad og glemmer at spise den, kan der være grund til bekymring. Det er bare et eksempel.

Andre normale aldersforandringer er, at man måske har mindre energi og lavere aktivitetesniveau. Man begynder måske at sige nej til at deltage i større familiefester m.m., fordi man ikke får så meget ud af samværet som tidligere. Det kan være en måde at mestre tilværelsen på og behøver ikke at være et udtryk for sygdom.

I forhold til det at ældes generelt, er det vigtigt at holde sig i gang, gå ture hver dag, eventuel dyrke motion på forskellig måde. Bruge hjernen - læse aviser m.m., gætte krydsord, følge med i det, der foregår - både indenfor hjemmets fire vægge, som i samfundet generelt.

Er ovenstående ikke svar nok, er du velkommen til at skrive igen.

Venlig hilsen
Ingrid Lauridsen
gerontopsykolog

PS: Der finde en række gode bøger om aldring. Især har lægen Henning Kirk skrevet en række inspirerende og lærerige bøger, som kan lånes på biblioteket.

Svaret blev lagt på DemensNet 30. januar 2008