Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Læs blog

DU ER IKKE ALENE!

Et indlæg i "Demensnet Bloggen"
Skrevet af redaktør 23. juli 2018 13:17

Af Kristian KristiansenFoto: Lars HagensenDen kommer snigende som en tyv om natten, og det sker midt om dagen. Jeg husker de første gange, hvor hun skulle op ovenpå for at hente sine briller; hun standsede pludselig op halvvejs og spurgte mig, hvad det var hun var på vej opefter. Ingen af os tænkte videre over det - heller ikke, da hun lidt efter spurgte igen. Og nok en gang.Det lo vi meget af den dag, som man siger. Spøgte med, at hun nok var ved at blive distræt, og det sikkert også ville komme til mig en dag. Vi ikke så meget som blot anede, at en demens var begyndt at røre på sig. Og vi havde heller ingen idé om, i hvor høj grad demens også er en tilstand, der mærker den pårørende, vennen eller kæresten.Vi erkender stykkevis, skrev allerede Paulus. Lidt efter lidt står det os klart, at den demente også mister stykkevist. Jeg vil hjem, siger hun. Jeg har mistet min familie, græder hun. Og en dag lyder det:  Jeg kan ikke huske noget længere. Den dag, dét sker, mister begge. Minderne om børnebørnene, der kom på besøg og blev hentet ved toget. Den gode tur til Berlin. Sankte Hans-bål på engen. Weekend-indkøbet i Fakta. De mange små sjove historier fra den lille, betydningsfulde, fælles hverdag: Kan du huske? Nej, det kan hun ikke. Jeg tror, de fleste pårørende en gang imellem oplever mismodet tage kvælertag på én. Men vig fra mig, slange! Vi må være der for hinanden, min kvinde og jeg.Hun er til hver en tid min elskede. Hun har i årenes løb givet mig masser af kærlig opmuntring og god opbakning, så hvem var jeg, om jeg skulle løbe af pladsen?Og selvom mange mennesker måske godt kan være ensomme, er ingen helt alene. Heller ikke de pårørende. Man skal bare lige åbne munden og udtale ordet: h-j-æ-l-p. Det er vigtigt at passe godt på sig selv, hvis man vil passe godt på hverandre.Jeg er i dén grad taknemlig for, at min hjerte-kvinde nu er på plejehjem. Måske det bedste af slagsen. Og at jeg kan starte dagen med at fortælle hende, hvor vigtig hun er for mig. Og høre hende kvittere med det samme udsagn. Alt er ikke tabt endnu. Det handler om at gøre Ninus-dage til Plys-dage. Vi arbejder hele tiden på det. Vi er ikke alene, for vi har jo stadig hinanden. Sådan da.Hvad mere skal jeg sige? Mine ord vil ikke meget sige, beklagede Brorson sig helt tilbage i 1734. Jo, vi må minde hverandre om, at vi aldrig må være så bange for døden, at vi glemmer at leve livet. Hele livet. Os begge.