Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Læs blog

Tag imod hjælp

Et indlæg i "Demensnet Bloggen"
Skrevet af redaktør 19. februar 2014 11:11

Dette blogindlæg er skrevet af Birgitte Vølund, sygeplejerske, master i gerontologi, selvstændig udviklingskonsulent med bl.a. demensområdet som fagligt virkefeltwww.bvoelund.dkNår ens mor, far, datter, søn, samlever, kæreste eller ægtefælle rammes af demens, påvirker det ikke kun den, der har diagnosen – det påvirker hele familien og især den, der bor og lever et hverdagsliv sammen med den demensramte.Lad mig slå fast med det samme: Det belaster, og det udfordrer - både mentalt og fysisk. Men det giver også glæder og muligheder, når man kan få øje på dem. Det er vigtigt at tage imod hjælp for ikke at blive opslugt og udmattet af selv at stå med hele ansvaret for den demensramte og alle de øvrige opgaver, der følger med, når sygdommen udvikler sig og den demensramte mister færdigheder, praktisk, kommunikativt og socialt.Tag imod hjælpDet allervigtigste budskab til dig, der er pårørende, står her i overskriften: ”Tag imod hjælp”. Det er bare ikke altid så enkelt at tage imod hjælp. For det første har vi som mennesker forskellige måder at håndtere belastninger på.For det andet er det på samme måde forskelligt, hvad der hjælper os, når vi er belastede. For det tredje opdager vi ikke altid selv, når vi rent faktisk er så belastede, at vi har brug for hjælp og støtte fra andre. Derfor er det godt at lytte efter, når andre gør opmærksom på behov for hjælp eller konkret tilbyder hjælp. For nogle vil det være forbundet med oplevelsen af skyld, flovhed eller at man ikke slår til, hvis man tager imod hjælp. Men sådan er det ikke i andres øjne. Det er tværtimod godt og nødvendigt at tage imod hjælp for stadig kunne have en god og rar hverdag sammen med den demensramte til glæde og gavn for begge.Når diagnosen er stilletLige fra første færd, når diagnosen er stillet, forandres verden for den demensramte og for familien. Fremtidens drømme, håb og forventninger får et andet, uventet og måske skræmmende lys. Den uforudsigelige fremtids perspektiver rummer et væld af ubesvarede spørgsmål: Hvordan bliver det her for os? Hvordan vil sygdommen påvirke min kære? Hvordan vil den påvirke vores fællesskab? Hvad kan jeg og vi gøre for at udskyde det ukendte og skræmmende? Hvordan kan jeg håndtere det, jeg ikke ved, hvordan bliver? Hvilken hjælp får vi brug for, og kan vi få den hjælp, vi har brug for? Hvornår kommer måske ”Demenspillen”? Hvad kan man ellers gøre selv?Det forandrede hverdagslivDet er en svær diagnose at skulle forholde sig til, og det bliver et anderledes hverdagsliv, man efterhånden skal indstille sig på.Kommunerne tilbyder som regel besøg af og fast kontakt til en demenskoordinator eller demenskonsulent – det hedder noget forskelligt i de respektive kommuner. Tag endelig imod. Her har du / Í mulighed for at få kontakt med en fagperson, som I kan lære at kende og blive fortrolige med, og som ved rigtig meget om såvel sygdommen som kommunens tilbud. Hun ved også, hvilke muligheder der er lokalt for støtte og samvær med andre i f.eks. lokale grupper, demenscafeer eller frivillige organisationers tilbud lokalt, som f.eks. Alzheimerforeningens aktiviteter.  Demenskoordinatoren kan også formidle kontakt til kommunens visitation, der kan vurdere og tilbyde hjemmepleje, så I kan få hjælp til personlig pleje, når der er brug for det - og tag imod tilbuddet om hjælpen. Det er ofte rigtig opslidende at stå med al det praktiske omkring den personlige hygiejne hos den demensramte. Det er vigtigt, at du ikke bliver opslugt af sådanne opgaver og forpligtelser og i stedet fokuserer på det samvær, der mere ligner det, I havde før. Nogen at tale medFor de fleste pårørende er det rigtig godt og gavnligt, at have nogen at tale med om sygdommen og dagligdagen med sygdommen som følgesvend - det kan være både fagpersoner eller andre i samme situation. Jo mere man ved om sygdommen, og om, hvordan man bedst hjælper den demensramte, jo bedre kan man håndtere de udfordringer, der følge med sygdommen. Det fortæller deltagere i f.eks. pårørendeskoler og pårørendegrupper, der flere steder er et tilbud til pårørende til demensramte: ”Vi ler og græder sammen, og det er så dejligt befriende”, som en deltager i en pårørendegruppe fortalte.Kommunerne tilbyder ogsåKommunerne tilbyder i forskellig udstrækning aflastning eller afløsning til ”ægtefælle eller andre nære pårørende, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne”, som der står i lovteksten (§ 84 i Serviceloven). Det er en god paragraf at kende og en god mulighed for at passe på sig selv, hvis man bor sammen med og / eller har den daglige pleje og omsorg for den demensramte.Det er rigtig godt, hvis man i parforholdet allerede tidligt har  fået talt om muligheden for plejebolig og hvor det skal være - det letter beslutningen om plejebolig, når den tid kommer. For når du og den demensramte ikke sammen kan magte hverdagslivet i jeres hjem, fordi opgaven bliver for stor, så er det næste skridt - og en svær beslutning, hvor man som omsorgsgiver kan blive ramt af skyld over ikke at kunne mere, hvis der ikke er talt nok om det i forvejen. Også i den situation er det en stor fordel at have knyttet god kontakt til kommunens demenskoordinator, som du kan få vejledning og støtte hos.En god hverdag med demens - hvad er det?Selvom livet bliver et andet, når en nærtstående rammes af demens, så er det vigtigt at holde fast i, at alt ikke er forbi. Hverdagen kan stadig være fuld at glæder og fælles oplevelser, og især, hvis man kan indstille sig på nogle andre forventninger til samværet, så det rummer de ting, den demensramte kan magte. Et eksempel kan være at bruge naturen, den gør os alle godt på hver vores måde og med hver vores sanser - ingen måde er mere rigtig end en anden. Ingen ved bedre en du, hvad den demensramte finder glæde og interesse i, og netop det, der glæder og interesserer er et rigtig godt udgangspunkt for fælles samtale eller bare for fællesskab. Eksempler kan være f.eks. sang, billeder, spil, lokalhistorier, musik, dans. Det vigtigste er, at I oplever, at livet stadig leves, og at der er glæder og nye oplevelser – også til jer og til dig. www.bvoelund.dk


 

Kommentarer fra andre brugere :

Min mand er ramt af demens i svær grad. Skal have hjælp til alt - ved ikke hvad en tandbørste er. At tage mod hjælp er svær, for hvad gør man ved sig selv når hjælpen er her?? Det er ikke let at have hjemmehjælp om morgenen, når man selv skal være klar til at tage på arbejde og min mand klar til daghjem, så hellere stå tidligt op og selv blive klar først og derefter hjælper ham. Mit reelle behov er, at der kunne være nogen hos min mand, så jeg kunne tage til et foredrag eller koncert om aftenen, kunne fortsætte med at dyrke gymnastik eller lignende. Eller hvis nogen tog nogle af de praktiske opgaver, vaskede sengetøj (det gør jeg ca. Hver 2. Dag på grund af inkontinent ) , men hjælpen må kun være her når jeg er hjemme og så kan jeg lige så godt gøre det selv. Jeg synes det er svært, der er så mange gode råd, men sorgen over at miste min mand til Alzheimers og de ændringer det giver at praktiske opgaver kan ikke ændres. Jeg har prøvet at have min mand på aflastning i 5 dage, det var rigtig dejligt at sove en hel nat, men da jeg hentede ham græd og græd han og var meget svær at aflede, så aflastning står ikke lige for igen. Det var lige min reaktion på at tage mod hjælp.

Skrevet af  JH, 31. maj 2014 14:25

Et normalt liv med demens,findes ikke, man vil så gerne hjælpe,og det er også synd for jer.Passe sin egen mand må man ikke da jeg stadig er erhvervs dygtig,for tiden sygemeldt pga arbejdssskade.Mennesker der vil hjælpe men som i virkeligheden ikke aner hvad demens er ja men han går da selv i bad, ja men han får ikke mere tørret numsen for det har han glemt ja og det har hjælperen også for man skal jo være selvhjulpen selv om man er dement.Så man behøver ikke som hjælper at se efter om der stadig sidder et eller andet fast.som ikke er blevet tørret af.Efter nogle dage begynder det altså at lugte,jeg må ikke hjælpe men jeg skal sgu sove ved siden af manden,så jeg tager fat og får det gjort, nedværrdigende for min mand men også nedværdigende for mig , jeg er hans kone, ikke plejepersonaale.Når jeg prøver at fortælle dette til hjælperne er mit badeværelse for lille og der er hundrede aandre ting i vejen . jeg gidddddder ikke disse kampe mere.Som om jeg ikke havde mistet nok,jamen vi vil jo bare hjælpe dig.

Skrevet af  wolter, 12. juli 2014 01:07