Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Læs blog

Ingen forældelsesfrist på kærlighed

Et indlæg i "Demensnet Bloggen"
Skrevet af redaktør 10. november 2015 10:38

Filminstruktøren Michael Noers nye film ”Nøgle hus spejl” handler om kærlighed og foregår på et plejehjem. Michael Noer fortæller om sine tanker i forbindelse med filmen, som er baseret på research, filmet på et fungerende plejehjem og har Ghita Nørby i den altdominerende hovedrolle. Fortalt til Hanne Heinrichas. Foto: Christian Geisnæs.Jeg forsøger at lave film, der opleves sandfærdige, selv om de er fiktionelle. Jeg forsøger at caste folk i de miljøer, jeg beskriver. Og jeg forsøger at finde en stærk hovedrolle, der kan tage os ved hånden og lede os ind i dette univers. I ”Nøgle hus spejl” er det Ghita Nørby, der fører os ind i, hvad det for karakteren Lily betyder at bo på plejehjem sammen med sin tavse ægtemand, opdage at hun har en demenssygdom, og hvilke omkostninger der kan være ved at satse på at turde tro på kærligheden med en ny mand. Da filmholdet og jeg gik i gang, troede vi, at hovedpersonen skulle være en pårørende, der var på besøg. Men det gik op for mig, at det største drama selvfølgelig ligger hos beboeren – ikke at kunne bo hjemme, men være ”tvunget” på plejehjem.Sorgen over at blive forladt. Frygten for hvad der skal ske. Frygten for en mulig sygdom, et pludselig fald. Ulyst imod at være der, som ikke har noget at gøre med kvaliteten af plejehjemmet, men en ulyst imod det ikke at kunne være hjemme. Det er de temaer filmen består af. Det helt unikke ved filmmediet er, at intet bliver holdt på afstand. Alt bliver oplevet helt fysisk. Man sidder fastlåst i biografsædet, mens filmen vises. Derfor er det afgørende for mig, at vi både griner og græder med vores hovedperson, at vi oplever Lilys ned- og opture, og at vi forstår, hvorfor hun gør som hun gør. Og derved måske tænker: ”På søndag besøger vi mormor, for hos hende foregår der også mere bag øjnene” – gode fortællinger kan bringe os sammen som mennesker, eller i det mindste give et nyt perspektiv på en virkelighed, som vi ved eksisterer.  Er der egentlig nogen debat om, hvad et plejehjem er? Det er også noget af det, der driver mig. Hvorfor har vi plejehjem? Er det for beboerne, der har brug for omsorg? Eller er det for os, så vi kan passe vores arbejde? Og for hvem passer vi det arbejde? Vi er en del af en kultur, hvor vi forventer, at nogen tager sig af mig og os; skoler, sygehus og plejehjem osv. Men hvorfor tør vi ikke tale om: Hvordan skal min egen alderdom være? Hvordan vil jeg selv skabe mig et nyt hjem, måske med en ny kæreste og nye venner? Er vi virkelig så bange for døden, eller er det rejsen derhen, som skræmmer?I ”Nøgle hus spejl” er det ægte plejere på ægte plejehjem, der agerer rollerne. Det kræver et stort overskud at have deres job - at udføre praktisk og plejende arbejde og samtidig være nærværende. Det er også modigt, at de vil være med i filmen. Den modigste i hele filmens tilblivelse er Ghita Nørby. Hun besidder en frygtløshed som skuespiller, der indgyder respekt. Jeg glæder mig til, at folk skal se verden med Lilys øjne. Jeg håber, min film kan minde os om, at vi har kun hinanden, mens vi lever – så hvordan vil vi gerne indrette vores liv for os selv og for hinanden?”Nøgle hus spejl” kan ses i biograferne fra den 12. november.


 

Kommentarer fra andre brugere :

Har lige været inde og se filmen i går i Odense, en god sigende film, som beskriver den første del i det at være dement/alzheimer patient.
Bør ses af alle, men det eneste der ikke passer i filmen er den plejer der følger efter hende da hun gik sin vej. det er der desværre ikke resurser til :( , men klart en god film.
der kunne godt laves en efterfølgende film på et tidspunkt, der beskriver den næste fase i en alzheimers liv :) ...
knus til jer alle og pas på jer selv <3

Skrevet af  bluemoon, 16. november 2015 19:28