Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Læs blog

Når hjernen bliver en modstander

Et indlæg i "Demensnet Bloggen"
Skrevet af redaktør 9. december 2016 12:51

Af Thomas Bendixen, sceneinstruktør på det Kongelige TeaterJeg har det til fælles med flere og flere mennesker i Danmark, at demens også er blevet en del af min virkelighed, fordi min far er ramt af demens. Derfor vil jeg forsøge at skabe en forestilling, der på en kunstnerisk måde kan beskrive, hvordan det opleves, når en man elsker, rammes af demens. Jeg kalder forestillingen ”MED SNE”. Når man har demens, bliver de ting, der virker logiske, pludselig ulogiske. Det forsøger jeg at beskrive med forestillingens titel. Hvis du læser ordet demens bagfra og skriver det i to ord, står der ”Med sne”. Jeg ser min far sne til, næsten som et fjernsyn, hvor signalet ryger og bliver til flimmer, han bliver mere og mere utydelig, og jeg bliver mere og mere utydelig for ham. Det er det, forestillingen handler om.Jeg har aldrig haft så stor en følelse af afmagt. Min far har aldrig erkendt, at han er syg, hvilket gør det supersvært som pårørende. Under en besværlig og langsommelig udredning er der to udfordringer, der bliver tydelige: følelsen af at ikke kunne hjælpe min far og følelsen af ikke at få hjælp fra det offentlige. Min far blev alt for længe i eget hjem, og det endte helt galt. Vi børn skubbede så meget på, som vi kunne, men systemet er gearet til, at vi holder den demente hjemme så længe som muligt. Og det har altså nogle alvorlige konsekvenser, dels for de pårørende, men selvfølgelig især for patienten. Som pårørende er man amatør, fordi man ikke ved, hvor man skal søge hjælp. Nu hvor min far er kommet på en skærmet enhed, er der kommet lidt mere ro på. Men jeg prøver stadig at finde rundt i et kaos af følelser: Hvad sker der med min far? Jeg mister ham. Selvom han stadig lever, forsvinder han og er nu næsten helt væk. For man bliver jo lige så hårdt ramt, som den syge bliver. Og det flytter lige så meget på fornemmelsen af, hvem man selv er. Hvem er jeg som søn for denne her mand? Hvad er vores relation nu, hvor han ikke aner, hvem jeg er mere? Man taler tit om, at den demente ikke kan genkende familien, men jeg tænker mere på, hvor forfærdeligt det må være, når man ikke længere ved, hvem man selv er. Dér tror jeg, at min far er nu. Han kan ikke kende sig selv på billeder, og han kan ikke kende sine egne møbler. Jeg vil gerne bidrage til, at demens bliver noget vi alle tager stilling til og taler om. Jeg vil gerne vise den personlige historie. Det er sårbart og sørgeligt, men det er vigtigt for mig at gøre, og det er gjort i kærlighed til min far. Jeg forsøger at hjælpe min far så nænsomt og kærligt jeg kan, men et af de største dilemmaer er, at min far ikke forstår, at han er syg.Jeg håber, at mange pårørende vil komme og se forestillingen. Jeg tror, den vil kunne bidrage til gode samtaler og til refleksion. Jeg vil meget gerne være en del af den samtale. Fakta:Premiere: Den 26. november i Skuespilhuset. Læs mere om stykket og køb billetter på det Kongelige Teaters hjemmeside: kglteater.dk. Billetpris: 150-245 kr.Medvirkende: Henning Jensen, Kirsten Olesen, Maria Rossing og Peter Christoffersen.Det Kongelige Teater har planer om, at stykket skal turnere rundt i de demensvenlige kommuner i næste sæson.


 

Kommentarer fra andre brugere :

Hej Thomas Bendixen

Det var et fantatisk godt stykke teater. Jeg blev meget rørt og kom også til at græde. Det var fuldstændig som at se min egen mand. Han er også civilingeniør og har været over 40 år i samme firma og har haft et stærkt intellekt. Ja, selv det med tandbørnsterne lignede fuldstændig.

Jeg synes det var hårdt at se. Men jeg fik det ud af det, at jeg fik et lag mere skrællet af i forhold til at forstå, hvad der foregår i min mands hjerne. Den der rådvildhed. Den der belastning han er udsat for. Det kan være så svært at forstå. Det blev understreget af lyset og danserne og mønstret på gulvet og Henning Jensens formidable skuespil. Og jeg følte jeg pludselig forstod det lidt bedre samtidig med at det er meget trist.

Ja, jeg må sige, at forestillingen har hjulpet mig lidt videre i min forståelse og sorgproces. Et lile stykke af vejen. Det er nemlig så helt utrolig svært rigtig at forstå det, når ens mand forsvinder for øjnene af en.

Jeg ville ønske, at alle der har demens inde på livet kunne se forestillingen.
Vh Bente Stolberg

Skrevet af  Fab, 19. december 2016 21:46