Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Læs blog

Hold kontakten ved lige

Et indlæg i "Demensnet Bloggen"
Skrevet af redaktør 4. juli 2013 12:04

Preben Harris, tidligere teaterchef, skuespiller og sceneinstruktør var ven med skuespilleren Peter Steen, der havde Alzheimers sygdom. Her fortæller Preben Harris om nogle af deres livsbekræftende oplevelser sammen. Af Preben Harris, tidligere teaterchef, skuespiller og sceneinstruktørUden at have oplevet den efterhånden omsiggribende sygdom på nærmeste hold, har den alligevel gjort et stort indtryk på mig. Min kollega og gode ven, skuespilleren, Peter Steen døde for ca. et halvt år siden af denne sygdom.Noget af det, der gør mest indtryk på mig, er den forvirring jeg gribes af, når jeg oplever personen med demens med pauser af kortere eller længere varighed. Men samtidig er der også mange positive ting, der bør nævnes. Den glæde begge parter får når vi mødes, er ikke til at tage fejl af. Og i Peters tilfælde kunne vi, selv langt henne i sygdomsforløbet, tale godt med hinanden.  Som vi ved, bliver det desværre ikke lettere at kommunikere. Men glæden ved at besøge ham, og især mærke hans glæde, når vi var der, hører til nogle af min kones og mine gode oplevelser.Peter vidste, hvad hans sygdom ville føre med sig. Langt henne i forløbet havde han kræfter til at kunne le, når han sagde noget, der måske ikke helt passede til situationen. Og han var kun glad, hvis vi lo med. Peter var jo skuespiller og ville gerne glæde sit publikum. Hans sidste år blev selvfølgelig svære. Som den begavede mand, han var, vidste han, at han lige så stille fjernede sig mere og mere fra den virkelighed, vi andre står plantet i. Hans selverkendelse fejlede nemlig heller ikke noget. De sidste år boede han og hans kone på Bornholm, og her skrev han et digt om det liv, han nu levede. Der stod blandt andet, at han ikke længere havde luft til at gå Hammeren rundt, og at ”huskeren” var ved at forsvinde.Men alligevel oplevede Peter mange gode ting – det røbede hans smil, når vi besøgte ham. Og hvor er det vigtigt, at man holder ved og besøger sin ven, der bliver ramt af en sådan sygdom. Og så havde Peter en kone, der gav ham så mange glæder helt frem til hans død. Med andre ord: Man skal ikke holde sig tilbage. Man skal holde kontakten ved lige.


 

Kommentarer fra andre brugere :

Det er dejligt, at du har mødt en positiv vinkling, men som du skriver har du ikke oplevet det på nærmeste hold.
Jeg som nærmeste pårørende er ved at nå til det punkt, at jeg mest har lyst til at kaste håndklædet.
Lige nu er der ikke noget der dur hos min mor og alt er forkert. Ingen kan gøre noget godt og alt er forkert. Mor har fået tilbudt en plejebolig, men det kan hun da virkelig ikke tage stilling til og vi kan ikke snakke med hende uden hun bliver vred - meget vred. Mad og drikke glemmer hun og hun ænser heller ikke at tage nødkald. Inden for kort tid kører hun frem og tilbage til skadestuen. Hun kom i rehabliseringsafdeling, men forlangte sig bare hjem. Og jeg kunne blive ved.
Jo, når man står uden for de allernærmeste kan man bare komme og besøge og tage af sted igen. Men står du midt i det hele kan det virkelig være ganske svært at overskue.
Selvfølgelig skal kontakten holdes ved lige. Men jeg kunne som pårørende godt tænke mig også at prøve at opleve de korte besøg, hvor vi kan hygge os. Men nej, sådan er det ikke i mit tilfælde.

Skrevet af  Ilaga, 10. juli 2013 20:36

Jeg synes, det er en meget vigtig konklusion, at man ikke skal holde sig tilbage, men holde kontakten. Godt for alle parter - også ægtefællen - at der er venner, der holder ved.

Ilaga, du er inde på, at det er vinklingen, det handler om.
Og der vil vi stå os ved - også vi, der er pårørende, at holde den positive vinkel.
Det, du fortæller om din mor, handler om sygdommen.
Husk, hun har ikke bedt om at få den sygdom.
Der er nogle praktiske ting at ordne, og du har nok brug for hjælp til at gennemskue, hvad der skal ske for din mor. Det er en side af det.
Noget andet er, at du kan prøve at lægge din bekymring til side
og så forsøge dig med små hyggebesøg - og se, hvordan det virker.
Det handler om at være i nuet, og der kan vi faktisk lære noget af den demente.
Fat mod Ilaga, det skal nok gå alt sammen.
De bedste hilsner Merete

Skrevet af  Merete, 17. juli 2013 21:37

Hej Preben.
Hvor er det livsbekræftende at læse, at du holdt kontakten til Peter, helt til slutningen. Han har måske ikke lagt mærke til at det var dig, en tidligere kollega, men skidt med det. Du var en ven han har været tryg ved. Uden dog at kende nogen af jer to særligt godt, synes jeg at det står i din epistel. Imellem linjerne.

En tryghed i at det er den eller de samme der møder op, hos den demente, er vigtigt. Man kan blive forvirret ved at der møder f.eks. 70 forskellige op på en måned. Som vi møder problemet indenfor hjemmeplejen. Blot et´ eksempel af mange.

Jeg er besøgsven i aflastningstjeneste her i Varde. Jeg flyttede hertil for fire år siden, og har været i tjenesten i 1½ år. Brugeren er dement. Jeg kender ikke hendes diagnose, men hun er dement.

Fru Petersen er en meget sød dame, som også er meget levende. Hun er også godt med i, hvordan man omgås hinanden. Og det kommer til udtryk når hun er glad. Hun er også fyldt 85 år, sidste sommer, så hun er på vej til enden på livet.

Utryghed kan opstå når den demente ikke har nogen at tale med. Derfor har hun fået besøgsven. Og da hendes egen familie bor rigtig langt væk, er besøgsven en god løsning for hende. De andre dage er hun i dagenhed på et Sundhedscenter.

Kontakten, og trygheden i den, opnås netop ved at det er vedvarende, og derfor er det så fint det du skriver.
Du beskriver forløbet for Peter og dig, så smukt. Og jeg ved da godt at det ikke har været lige let, at være ven af huset, hvis han havde svært ved at forholde sig til sin sygdom.

Men tak for din solstrålehistorie. Det er sød musik i, i hvert fald, mine ører. Jeg er tidligere social-og sundhedshjælper, og hører meget ofte at venner og familie ikke kommer når man opfører sig på en måde, som man ikke plejer.
Så bliver familien usikker, føler afmagt, og ængstelse. Det samme vennerne.
Nogle af dem ved ikke lige hvordan de skal tale til den demente.

Og det kan jeg godt forstå.

Hav et velsignet liv, og pas på dig selv.

Anne Liebst

Skrevet af  AnneLiebst, 7. september 2013 16:52