Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Læs blog

De svære følelser

Et indlæg i "Mit liv som pårørende"
Skrevet af mitlivsom 27. august 2013 13:55

På sidste års seminar blev ”de svære følelser ” som man kan opleve som ægtefælle eller andre nære pårørende drøftet. Dette er nogle af de punkter de fleste kendte til og tumlede med: Man skal prøve at acceptere, at det kan være meget svært og sorgfuldt at tage beslutningen om, at ens ægtefælle skal flytte på plejehjem. Mange ægtefæller føler sig afmægtige, fordi de ikke ved, hvordan de skal blive ved med at rumme deres demente ægtefælle. De føler, at de svigter deres ægtefælle, når de beslutter, at han/hun skal flytte på plejehjem. Og de kan blive overmandet af skyldfølelse og dårlig samvittighed. Det er helt normalt at blive det. Det at tage beslutningen om, at ens ægtefælle skal flytte på plejehjem kan dog også være en stor lettelse og kan give en oplevelse af frihed. Det er helt i orden at føle sådan. Det kan være en god idé at tage på ferie eller på anden måde komme væk fra hverdagen - at give sig selv en iltmaske på ind imellem. Det er nødvendigt for alle ægtefæller og andre nære pårørende at få ny luft ind imellem – ellers brænder man selv ud.. Det at man som ægtefælle lever sit eget liv er medvirkende til, at man har mere overskud til samværet med sin demente ægtefælle. Man kan have nogle svære følelsesmæssige overvejelser, hvis man som ægtefælle ønsker at få sig en ny ven/veninde. Det kan være en god ide at dele de tanker med et andet menneske, man er fortrolig med. Som ægtefælle kan man overveje, om man kan have glæde af at søge psykologhjælp for at få bearbejdet de svære følelser. Det har mange glæde af. Hvilke svære følelser har du haft – og hvordan taklede du dem? KH Charlotte


 

Kommentarer fra andre brugere :

Hej, mine følelser svarer i store træk til indlægget fra Charlotte.

Min mand er 15.07 dette år flyttet i plejebolig, var dog i 2013 på aflastning to gange 1 1/2 måned. Det tror jeg har hjulpet mig, var lige som forberedt på at være alene.

Jeg har tilmeldt mig en støttegruppe for pårørende med start 10.09, dette forventer jeg mig meget af, at kunne dele erfaringer med ligestillede tror jeg vil være en positiv ting i den første tid.

Jeg synes selv jeg gør meget for at komme videre, gode oplevelser, film og omgang med gode venner.Biograf, gode traveture også med min mand.Fordragsrækker m.m.

Og ikke mindst samvær med familien.

Tror faktisk at ud over en selv er det også hårdt at opleve for vores børn, det er værd at huske på.

Kærlig hilsen Grete

Skrevet af  tykke40, 27. august 2013 17:03


Mine kommentar til mine følelser:

Jeg er datter til en far der paa 1 aar er kommet I en hel anden verden,og jeg ber hverdag til at han skal komme tilbage til os, det sker men ikke saa ofte. Min mor,min bror og jeg har besluttet at han skal paa et plejehjem, min mor kan ikke klare ham mere.Da jeg bor I udlandet er det meget svaert for mig jeg skal bruge 15 timer for jeg kan vaere ved min far/mor.

Jeg ville onske at alt dette jeg har set og oplevet med min far det sidste aar er en drom men nej det er virkeligt og bare saa trist.

Jeg kan godt folge jer alle der har en far/mor eller mand/kone der skal paa plejehjem. Jeg foler jeg har mistet min far, det hele er meget nyt for mig, da det kun er 45 dage siden min far er blevet saa SUPER daarlig. Jeg tror jeg kunne svomme hjem I alle de taarer jeg de sidste 10 dage har graedt men det hjaelper ikke.Han kommer ikke mere tilbage til os

Hanne

Skrevet af  minfar78, 29. august 2013 20:49

Ja, det har jeg også gennemgået imens jeg var på en sundhedsuddannelse i København. Men der var det jo bare teori. Vi skulle komme med forslag til, hvad der kunne hjælpe. Eller hvordan vi troede at vi kunne hjælpe, når vi blev smidt ud i en sådan situation. Der var mange forslag oppe at vende, og hver især kom med nogle gode nogle.

Efterfølgende blev vi smidt ud i Hjemmeplejen. I helt fantastiske opgaver, nogle af dem med demente borgere i egne hjem. De havde det sådan set meget godt, i hvert fald imens de var sammen med andre. F.eks. hjemmehjælpen eller en pårørende. Det var når de blev overladt til sig selv, at det kunne gå galt.

Nogle af dem jeg var mest sammen med, var på plejehjem. Der var de fordi de ikke kunne klare sig selv i eget hjem. Og fordi man ikke altid har det fornødne antal hjemmehjælpere_/ social-og sundhedspersonale ved hånden, i hjemmeplejen, til alle opgaverne. Så flytter man borgeren på plejehjem.

Følelser og afmagt, er også noget man oplever som hjælper. Fordi man tager en kittel på og leger sundhedspersonale, behøver man ikke at være hjerteløs.
Jeg har oplevet meget indenfor hjemmeplejen, og senere også på nogle plejehjem, som jeg ikke vil være med til.
Jeg følte afmagt, bl.a. fordi man manglede personale. Det gjorde man i ferieperioden og fordi der samtidig var kolleger på kursus. En meget uhensigtmæssig områdeleder, havde accepteret begge dele.
Man står der som hjælper, og har ikke ressourcer til at hjælpe som man gerne vil.

Det kan være svært, om ikke umuligt, at være to steder på en gang. Og nogle gange synes man at man svigter.

Jeg vil ikke hænge nogen ud, men jeg vil bare gerne give udtryk for at vi, der står på den anden side af patienten, også har følelser.
Vi har et hjerte, en forstand og andre sanser vi gerne vil bruge. Og det gør vi også. Men der er da ingen garanti for at vi, der får ordrer oppefra, også synes at det er i orden at svigte.
Der må man gøre op med sig selv om man vil være med.

En pårørende kan føle den samme afmagt, og har også mange følelser med i spillet. Eller i situationen. Det er meget svært ikke at blive sur, eller at begynde at skælde ud.
Imens jeg skriver dette så ved jeg bedst, at tryghed og et ekstra knus til den pårørende er langt bedre end at skælde ud.
Min egen erfaring fortæller mig at man skal glemme problemerne for en stund, og huske sig selv på hvad man godt kan lide. En tryghed i en hånd der bliver rakt frem. Et klap på kinden. Et kram i utide ( hvis vedkommende er modtagelig ). Og alt det vi gerne vil høre. F.eks. " Nej, hvor er du smart i dag. Har du fået ny ex ?"! Eller: " Åh, hvor er det længe siden at vi har gået tur sammen, jeg har savnet det".
Almindelige rosende bemærkninger, og glade smil og handlinger er meget mere værd end at skælde ud. Så bliver den demente ked af det. Det ville jeg også blive.
Og i stedet for at gå i graven, imens man græmmer sig over sin umulige opførsel til det sidste. Så kan man gå i graven en god oplevelse rigere, med et smil på læben.
Men kun hvis den pårørende kan se igennem fingre med, at man er blevet en smule mere glemsom end hidtil. Og så må den pårørende gøre hvad han kan, for at få betalt de regninger osv. som forældrene glemmer. Vel at mærke med forældrenes penge. Og det kan ordnes.

Ja, endda en ferie, lidt væk fra problemerne, kan gøre den pårørende glad. Og så kan man tage fat med " det tunge løft " når man kommer tilbage. Og så har moderen eller faderen også undret sig over, hvem man er og hvorfor man bliver ved med at komme hos dem.

Skrevet af  AnneLiebst, 7. september 2013 16:32

Hvordan kommer man videre, når man føler man svigter ,og ens ægtefælle ved besøg siger: skal vi køre hjem.?hvordan kan man leve med at være bestemmende over sin ægtefælles liv? Hvordan hvordan, hvorfor????

Skrevet af  Dokar, 28. marts 2014 19:58