Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Læs blog

"Mit liv som pårørende" - Godt at tale sammen!

Et indlæg i "Mit liv som pårørende"
Skrevet af mitlivsom 2. juli 2013 13:12

Alle ved, at det er godt at tale sammen og tale om de svære ting. Alle ved også at det kan være rigtig svært, at tage de svære samtaler! Det er den virkelighed, man som ægtefælle eller anden nærtstående pårørende skal forholde sig til, når man skal tage stilling til, om ens ægtefælle eller forælder skal flytte på plejehjem. Og det giver anledning til mange svære overvejelser over, hvilket valg man skal tage. Ofte har man som pårørende længe dækket over den demente, og derfor bliver det for mange, lidt af en "bombe der sprænger" når først man erkender for familien og offentligt, at der er en sygdomssituation - en man ikke længere selv er i stand til at håndtere. Derfor er det godt at have mulighed for at tale med andre mennesker, i samme situation eller en der besidder faglig ekspertise om, hvordan man bedst træffer sin beslutning. Det kan være en demenskonsulent eller en anden fagperson, der kan rådgive én. Men det kan også være andre ægtefæller eller pårørende i en tilsvarende situation, som man kan udveksle erfaringer og dele overvejelser med. Det er blandt andet derfor, vi har etableret denne blog "Mit liv som pårørende", så vi har et fælles netværk. Et netværk vi kan trække på, når vi har behov for andre at tale med - om det svære valg. Hvordan traf du det svære valg? Hvilke overvejelser gjorde du dig? KH Charlotte


 

Kommentarer fra andre brugere :

Hej Charlotte! Velkommen her på sitet! Hvis du har læst indlæggene her, har du set, at de handler om, hvor svært det er med ægtefælle eller forælder på demensplejehjem. Min kone fik diagnose i 2004 på Alzheimers sygdom, men det er det nu ikke. Hun har brækket begge lårhalse, så hun kan ikke stå eller gå, men hun var på aflastning i 3 uger i den forbindelse, men det var så forfærdelig en oplevelse, at hun aldrig skal på plejehjem i min tid. Jeg passer hende 365 dage om året i 24 timer hver dag, og det har vi begge to det godt med. Vi bor i en ældre bolig på 62 m2, og så kommer der 2 hjemmeplejedamer 3 gange hver dag til personlig pleje, så vi har det begge to rigtig godt. Vi er 82 og 83, så jeg har et meget meningsfyldt liv, og min kone siger: Jamen, jeg har det da godt! så hvor er problemet? Vi har 57 års bryllupsdag i næste uge, og demensplejehjemmet i vor by blev nedlagt for 5 år siden, så hun vil sikkert komme på et 31 km borte, og det skal hun altså ikke. Nå, du efterlyste reaktioner, så her er min. I "gamle" dage kunne vi her diskutere poesi og lignende positive ting, men nu er det tressende at læse indlæggene. Lidt mere humør, om vi må be' om denne her forfærdelige sygdom. Hej fra ckc.

Skrevet af  CKC, 3. juli 2013 11:03

Hør Charlotte Frank! Jeg har misforstået noget eller anbragt mit indlæg forkert! Jeg svarede på et indlæg fra en dame på 39, hvis mor på 68 var på plejehjem og havde spørgsmål om det. Dette indlæg er væk nu, så mit indlæg er malplaceret! Venligst ckc.

Skrevet af  CKC, 3. juli 2013 18:18

Kære CKC

Tak for din respons på dette indlæg.

Jeg er den pige på 39 år, hvis mor på 68 år har alzheimers sygdom.Jeg har kort fortalt om min baggrund, for at I, der skriver på bloggen, ved lidt om mennesket bag de blogindlæg der kommer fra Idébanken. Og ikke mindst, at det er et menneske der kender til sygdommen - på godt og ondt.Så dit indlæg er bestemt ikke malplaceret.

Min egen mor, er på et plejehjem hvor de er super søde og kompetente. Hvis ikke vi havde haft den mulighed for hjælp, så er jeg ikke sikker på at min far havde været her i dag. Min far, er en mand med stort hjerte og styrke - han har gjort alt hvad han kunne for min mor - og gør det stadig. Plejehjem var dog den eneste rigtige løsning for min mor og os.

Jeg er enig i, at det er vigtigt med positive ting og humør.
Vores håb og tanke med denne blog fra Idébanken(Mit liv som pårørende + det pågældende emne), er at man her kan søge gode råd, sparring med andre, udveksle erfaringer og meget mere. Alt sammen noget, som meget gerne skulle være med til at man som pårørende kan finde den måde, der er den rette for ens egen situation - og den vej igennem, finde overskud til positive ting, den livgivende humor og godt humør.

Det glæder mig at høre, at du og din hustru, har stor livsglæde og et meningsfyldt liv sammen, trods hendes svære sygdom. Det er meget livsbekræftende at høre - en gave.

Jeg ønsker jer stort tillykke med jeres bryllupsdag - 57 år det er virkelig stort. Det er så skønt at høre. Håber I får en helt igennem fantastisk dag.

KH Charlotte

Skrevet af  mitlivsom, 4. juli 2013 08:37

Min far brækkede benet, og blev efter operationen meget mere dement. Min mor har en depression og store hukommelsesproblemer - hvilken form for demens ved jeg ikke.
Der kunne ikke være tale om at min far kunne komme hjem til hende - og vi valgte at han skulle på plejehjem. Heldigvis fik vi min mor visiteret også, og nu er de på samme plejehjem, men i hver sin lejlighed.
Min far vågner om natten og det ville forstyrre mor alt for meget.
Men hun længes efter at ligge sammen med ham.
Han derimod vil ikke være så meget sammen med hende - og hun bliver meget ked af det.

Det har været nogle meget svære beslutninger at tage, og jeg er aldrig helt sikker på at vi har gjort det rigtige.

Skrevet af  arnica, 18. august 2013 22:22