Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Læs blog

Blandet beboersammensætning

Et indlæg i "Den vanskelige samtale"
Skrevet af lone1954 28. november 2015 11:09

Hej. Jeg ville meget gerne høre fra nogen, som enten i egenskab af pårørende eller plejehjemsansat, har erfaring med demensafdelinger, hvor beboernes tilstand er meget forskellig. I det konkrete tilfælde gående fra en meget problematisk beboer, som råber op, skælder ud, generer de andre beboere og går omkring og hamrer på dørene i afdelingen til en mentalt rask beboer, der har en fysisk lidelse. Imellem disse to "yderpunkter" er der forskellige demenssygdomme i forskellige grader. Ud af 11 beboere i afdelingen er kun 2 (A og B) problematiske. Den ene af dem er beskrevet ovenfor, og den anden er mest af alt problematisk på den måde, at hun piller ved alt og ofte ødelægger det, hun piller ved. Der er en 3. beboer (C), som også har det dårligt, men hun udgør ikke et større problem i den store sammenhæng, fordi hun tilbringer næsten al tid på sin stue, og er nogenlunde rolig under de fælles måltider. Og endelig er der en 4. beboer (D), som er dårlig både mentalt og fysisk, men som tilbringer al tid på sin stue og indtager alle måltider alene og på andre tidspunkter end de andre beboere. De øvrige 7 beboere (E, F, G, H, I, J, K) er plejekrævende hver på sin måde, men er alt i alt bedre end de 4. Problemet er, at alt i afdelingen tilrettelægges efter primært A og B, hvilket betyder, at beboer E – K's tarv ikke varetages optimalt. Jeg kan komme med et par eksempler. Tidligere spiste beboer A, B og C ved ét bord og de øvrige 7 ved et andet. Det gjorde, at der var mere ro ved det store bord, og der var plads til, at vi pårørende kunne sidde med fx til eftermiddagskaffen og sludre med både vores familiemedlemmer og os selv. Det skabte en utrolig god stemning for alle, og beboerne nød tydeligvis at få lidt selskab af og en hyggesnak med nogen udefra. Nu er denne mulighed ødelagt, fordi personalet skulle lettes i deres arbejde, og alle beboere spise ved samme bord. Specielt beboer A's støjende og ubehagelige adfærd har gjort, at nogle af de andre beboere distraheres i deres spisning og får det direkte dårligt af al den larm og uro. Jeg går heller ikke hen i opholdsstuen længere og drikker kaffe, da den hyggelige samtale nu er umuliggjort. Et andet eksempel er julepyntning af afdelingen, hvor alt atter skal rette sig efter A og B. Personalet siger, at A og B ikke kan tåle, at der pyntes særligt meget, hvilket betyder, at beboer E – K fratages glæden ved en pænt pyntet opholdsstue. Også fordi spisning nu skal foregå ved ét bord, må der ikke være julepynt på bordet pga. A og B. I går prøvede den friskeste af beboerne at få en samtale i gang med personalet herom og gjorde opmærksom på, at hun og de andre i gruppen E – K vel også burde have rettigheder, da afdelingen jo også er deres hjem. Det kom der ikke noget ud af. Har nogen i dette forum erfaringer med, hvordan en demensafdeling med meget blandet sammensætning af beboere kan drives, så alles tarv og interesser varetages bedst muligt? Mvh, Lone