Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Læs blog

Tilegnet min mor

Et indlæg i "Den vanskelige samtale"
Skrevet af lone1954 26. marts 2016 11:32

Kære alle. Så har endnu en forpint Alzheimer-sjæl omsider fået den fred, hun så inderligt har ønsket sig i meget lang tid. Efter en måneds streng sygdom, er min mor gået bort. Mine indlæg her i demensforum har båret præg af mange af de problemer, vi har oplevet på min mors plejehjem, og som har bidraget til at gøre hendes i forvejen triste tilværelse yderligere tung og uværdig. Plejehjemmet og min mor var to uforenelige størrelser. Min mor forstod ikke plejehjemmet, og plejehjemmet forstod ikke hende. Men der var ikke noget andet valg. Jeg kunne umuligt have passet hende selv. Til gengæld var jeg hos hende og for hende, alt hvad jeg magtede. Jeg hyggede om hende, deltog i plejen, kørte og gik dejlige ture med hende og sørgede for, at alt omkring hende var så rart og værdigt som overhovedet muligt. Men dette kunne selvsagt ikke kompensere for hendes mangel på livskvalitet og lyst til livet. Min mors plejehjem er blandt dem, der ikke har formået at omstille sig i nævneværdig grad fra et sted for ældre til et sted for demente. Selv om mange blandt plejepersonalet er søde og rare, halter deres kompetencer i pleje af demente stærkt bagud. En meget svag ledelse, der i højere grad varetager egne og personalets interesser end de dementes, bidrager til en yderligere forværring af dette forhold. Personalet handler uden fastlagte retningslinjer baseret på viden om demens, hvilket bidrager til en uacceptabel og meget forvirrende indsats med udgangspunkt i den enkeltes personlige opfattelser af, hvad pleje af og omsorg for demente er. Bedre bliver dette ikke af, at man ikke formår at skabe en behørig intern kommunikation, men jonglerer mellem håndskrevne sedler og et digitalt system, som ikke alle forstår at anvende optimalt. Da beboerne på plejehjemmet endvidere ikke har en fast tilknyttet kontaktperson, som ville have kunnet samle trådene, er kaos og virvar de prædikater, der bedst dækker tilstandene på stedet. Vægge, gulve og møbler fremstår i beige, brunt og gråt. Farver er et ukendt fænomen. Herfra dog undtaget et væld af Madam Blå produkter. Ledelsen er ikke opdateret, hvad angår forskningen inden for boligindretning for demente, men hænger generelt fast i forældede normer, der daterer tilbage til beboernes bedsteforældre. Trist og trøstesløst! (Jeg skylder lige at nævne, at mine kritikpunkter for størstepartens vedkommende er understøttet af stedets tilsynsrapporter, som jeg anså det som min pligt at følge nøje med i). Har jeg så været en omvandrende brokmås på stedet? Nej, for det ville ikke have gavnet det mindste. Selvfølgelig vidste ledelsen ganske udmærket, at jeg ikke var tilfreds med forholdene, men denne utilfredshed videreformidlede jeg altid på en pæn og sober måde. Og i stedet for bare at kritisere, tilstræbte jeg at komme med konstruktive forslag til ændringer og forbedringer. Min vrede og frustration gemte jeg til et utal af søvnløse nætter. Man kan naturligvis ikke med rette begræde, at et meget gammelt og både mentalt og fysisk sygt menneske, der gang på gang ytrede ønske om at dø, er gået bort. Min mors Alzheimers udviklede sig efterhånden med større og større hastighed, og der er ingen tvivl om, at det kun var et spørgsmål om tid, før min mor helt "forsvandt". Hun var også tiltagende fysisk svækket. Jeg er lettet på min mors vegne over, at hun ikke er mere, men det betyder ikke, at jeg ikke vil savne de gode stunder, der trods alt blev os til del. Jeg vil savne hendes glade smil, når jeg kom på besøg, hendes lille dut-dut-sang, når vi var ude at køre og se på dejlige landskaber samt hendes ivrige svingen med sin stok, når vi gik tur i byens park, hvor min mor nød de grønne træer og den blå himmel. Dette indlæg tilegner jeg dig, mor. Ære være dit minde. Kærligst, Lone


 

Kommentarer fra andre brugere :

Det er et smukt indlæg du har skrevet. Tak for det. Vi må håbe, alle plejehjem får efteruddannet personalet, så de magter opgaven. Og at der må være midler til at indrette hjemmene tidssvarende. Så kommende beboere får en sidste tid, der bliver værdigere, end det der blev din mor til del.

Skrevet af  jette, 31. marts 2016 14:14

Det er et smukt indlæg du har skrevet. Tak for det. Vi må håbe, alle plejehjem får efteruddannet personalet, så de magter opgaven. Og at der må være midler til at indrette hjemmene tidssvarende. Så kommende beboere får en sidste tid, der bliver værdigere, end det der blev din mor til del.

Skrevet af  jette, 31. marts 2016 14:14