Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Læs blog

Opfattelser af 'afskærmning'

Et indlæg i "Den vanskelige samtale"
Skrevet af lone1954 23. april 2015 12:25

Samtalen imellem pårørende, plejepersonale og ledelse er en nødvendighed, når det drejer sig om den demensramtes ve og vel. Men samtalen bliver svær, når opfattelserne af en givet problemstilling tager deres udgangspunkt i hhv. objektiv viden og subjektiv fortolkning. Se i Brevkassen mit indlæg vedr. afskærmning af demente (16/4-15) samt svar fra Lars Laugesen og kommentar fra redaktøren (21/4-15). Den beskrevne uoverensstemmelse skyldes angiveligt forskellige opfattelser af 'afskærmning'. Familien opfatter det som en positiv hjælpeforanstaltning, der kommer både min Alzheimer-ramte mor og de andre beboere på plejehjemmets demensafdeling til gode. Vi mener derfor ikke, at min mor skal bringes i situationer, hvor hun bliver udadreagerende, hvis det kan undgås. Og oven i købet situationer, som hun selv helst er foruden. Men hvori bunder meningsforskellen imellem plejepersonalet og vores familie? Vi har siden fundet ud af, at plejepersonalet på det pågældende plejecenter for manges (størstepartens?) vedkommende ikke har den fornødne uddannelse og kompetence inden for demensområdet. De er søde og flinke, men besidder ikke en professionel og objektiv viden om, hvordan en udadreagerende dement bedst behandles. De forfalder til subjektive fortolkninger af 'afskærmning' som en form for straffeforanstaltning i stedet for en hjælpeforanstaltning. Sådanne holdninger og fortolkninger går ikke alene ud over den enkelte udadreagerende demente. De andre beboere på demensafdelingen "straffes", når en af deres medbeboere udviser en udadreagerende adfærd, der skaber uro og frustration, og som på sin side kan føre til udadreagerende adfærd hos de andre. Så er der skabt en ond cirkel, som kunne have været undgået. Også hos os pårørende skaber uhensigtsmæssig håndtering af udadreagerende adfærd bekymring og usikkerhed om, hvorvidt vores demente familiemedlemmer er i helt trygge hænder det pågældende sted. Vores sag er foreløbigt endt med, at vi i familien fastholder vores beslutning om den beskrevne afskærmning af min mor, og at plejepersonalet har måttet accepteret den (men ikke er enig i den). Mvh, Lone.


 

Kommentarer fra andre brugere :

Jeg håber, du har ringet, og fået en fornuftig samtale. Svarene her er altid undvigende, når det gælder kritik af plejepersonale. Fornuftigt. Men sikkert tit frustrerende for spørgeren, der jo virkelig beskriver et problem. Svaret til dig er det klareste, jeg har læst her. Men dit spørgsmål er også stillet meget konkret og generelt. Mon ikke konflikter med plejepersonale er noget, vi som pårørende alle frygter. Angsten for, at det går ud over vores kære. Men nogen gange må vi jo handle. Det er jo de færreste af os, der til dagligt spiser vores måltider med en masse mennesker. Personligt ville jeg meget nødigt. Mange bor alene, og er vant til fred og ro i deres hjem. For nogen må det være meget belastende konstant at blive sat i kollektive situationer. Situationer, de ikke kan overskue. Det er virkelig kedeligt, at personalet har så svært ved at forstå, at det er bedst for din mor at spise sin morgenmad i fred. Jeg håber personalet med tiden indser, at det er det bedste. De må jo let kunne se, at hun ikke længere reagerer voldsomt. Der er ikke noget så ulige, som at stille ulige parter lige.

Skrevet af  jette, 1. maj 2015 09:02

Hej og tak til dig, Jette, for indlæg.
Ja, det var et entydigt svar, jeg fik, og som jeg satte meget pris på.

I Jettes indlæg berøres emnet 'kritik af personalet', som har sat lidt tanker i gang hos mig. Vi skal være varsomme med "verbale overfald af sagesløse" og måske i højere grad huske på at skelne imellem, hvornår det er berettiget at fremkomme med kritik af plejepersonalet, hvornår kritikken snarere bør rettes mod ledelsen, og hvornår det evt. er begge parter, der kan drages til ansvar for et uhensigtsmæssigt forhold.
Kritik rettet mod ledelsen kan være berettiget i tilfælde, hvor ledelsen fx ikke har formuleret klare mål og strategier inden for de enkelte politikområder; hvor der ikke sker løbende opfølgning af samme; hvor der ikke følges op på udstukne retningslinjer og indgåede aftaler inden for pleje den enkelte beboer; hvor såvel den interne som eksterne kommunikation halter. Ligger sådanne omstændigheder til grund for en eller form for uheldig personaleadfærd, mener jeg ikke, at
personalet kan tillægges (ene)ansvar herfor.

I det konkrete tilfælde med min mor er jeg bekendt med ledelsens og stedets overordnede holdning til afskærmning, og det er jeg, fordi jeg spurgte ind til den, da jeg besigtigede stedet, før min mor flyttede dertil. Medio januar indgik jeg en aftale med en leder om, at min mor, grundet hendes morgenvrede og deraf følgende udadreagerende adfærd, skulle indtage sin morgenmad i fred og ro på sin stue – i overensstemmelse med min mors eget ønske. Jeg fik at vide, at dette forslag var velkomment, at man ville afprøve det i en periode og derefter evaluere effekten.

Medio april konstaterede jeg så, at min mor, stik imod den indgåede aftale, havde fået serveret sin morgenmad i fællesstuen. Hvor længe det havde stået på, før jeg opdagede det, ved jeg ikke. Men aftalebruddet kom for en dag ved, at min mor lige efter et morgenmåltid, i frustration, smadrede noget inventar inde på sin stue, hvilket jeg jo skulle have en forklaring på.

Det var så her, at det kom frem, at plejepersonalet havde ageret på egen hånd, fordi de syntes, at afskærmningen var synd for min mor. På den baggrund, og før jeg kørte videre med sagen, var min umiddelbare tanke, at der måske var fremkommet forskningsbaseret viden, der går imod afskærmning, og som jeg ikke kender til. Heraf spørgsmålet til Lars Laugesen. Efter svaret fandt jeg ud af, hvad jeg ærligt må indrømme, at jeg ikke vidste, at plejepersonalet slet ikke besidder den fornødne viden om demenssygdomme. Det er vist desværre langt fra enestående og yderst beklageligt.

Jeg giver Jette helt ret i, at konflikter med et plejepersonale ikke just står øverst på ønskelisten, men at vi som pårørende er nødsaget til at handle, når det er påkrævet. Manglende teoretisk viden om demens burde pr. automatik få et plejepersonale til af afholde sig fra selvstændigt at tage og/eller omgøre beslutninger, som de ingen forudsætninger har for at tage/omgøre, og i stedet rådføre sig med mere kompetente folk inden for området. Dertil kommer jo så, at de er gået direkte imod en ledelsesbeslutning og en aftale med en pårørende. Dette er min begrundelse for, at kritikken rettet mod plejepersonalet, i det konkrete tilfælde, er berettiget.
Mvh, Lone

Skrevet af  lone1954, 3. maj 2015 15:12