Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Læs blog

Et tiltrængt fristed

Et indlæg i "Den vanskelige samtale"
Skrevet af lone1954 7. maj 2015 17:34

Det er heldigvis ikke altid, at samtalen er vanskelig. Her kommer et eksempel på et positivt resultat af en let samtale, der på min mors plejehjem har ført til et yderst velkomment tiltag for os pårørende og vores demente familiemedlemmer. Her for nylig kom der fokus på os pårørende til demente gennem tv-programmet "Da Aage forsvandt" (april 15). I forbindelse hermed blev det nævnt, at videnskabelige undersøgelser dokumenterer, at vi oplever alment forringet trivsel og har forøget risiko for at blive ramt af depression eller stress. Og endnu mere bekymrende, at vi udviser højere forekomst af sygdom, højere dødelighed samt større risiko for selv at udvikle demens. Vi skal derfor passe på os selv, men vi skal også passes på af de plejehjem, hvor vi tilbringer meget tid og jo aflaster personalet ved at deltage i plejen af vores demente familiemedlem. Jeg synes, at hvert besøg på plejehjemmet udgør en stor psykisk belastning. Man sørger over sit eget familiemedlems gradvise forfald, og man påvirkes i meget ubehagelig grad af de dårligste beboere på demensafdelingen, hvis afvigende verbale og fysiske adfærd fylder utroligt meget i billedet. Og det er jo ikke alene os pårørende, der påvirkes i negativ retning – det gør de mindre dårlige beboere også i høj grad! Der er simpelthen på plejehjem behov for et fristed med fred og ro til os såkaldte "specielt belastede pårørende med særlige behov" og vores (mindre belastede)demente familiemedlemmer. Et sådant fristed har vi nu fået stillet til rådighed på min mors plejehjem. En stor, lys og venlig opholdsstue, møbleret meget hyggeligt og hjemligt med både smagfulde og behagelige møbler. Altid er der pæne blomster og planter samt forskelligt nips at kikke på, og man bydes velkommen af tændte fyrfadslys placeret rundt omkring i kønne stager. Vi var et par pårørende, der "opdagede" denne opholdstue på vores gåture rundt på plejehjemmet med vores familiemedlemmer. Og vi bemærkede, at den stort set altid står tom, forbi beboerne på den afdeling, som opholdsstuen egl. tilhører, af en eller anden grund ikke benytter den. Jeg rettede så skriftlig henvendelse til ledelsen og spurgte, om vi måtte bruge den som et fristed fra demensafdelingens uro og støj. Og det måtte vi! :-)Meget gerne!:-) Ikke alene var samtalen med ledelsen om dette tiltag let og positiv. Samtalen imellem os pårørende og vores demente familiemedlemmer er blevet lettere at føre i disse rare og (be)rolige(nde) omgivelser. Og som en ekstra hyggelig sidegevinst er et par af beboerne i opholdsstuens afdeling begyndt at slutte sig til os for at få en kærkommen snak og en tiltrængt latter i en ikke altid så spændende hverdag. Mvh, Lone