Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Demensnet Bloggen

Han var først og fremmest min far

Et indlæg i "Demensnet Bloggen"
Skrevet af redaktør 28. november 2013 11:44

Af Annette Vilhelmsen, social-, børne- og integrationsministerAnnette Vilhelmsens far havde Alzheimers sygdom. Her mindes hun deres hyggelige stunder med hindbærsnitter og tryghed.Min far har altid været en aktiv mand. Han var selvstændig og havde sin egen virksomhed. Men pludselig begyndte hukommelsen at svigte. Han kunne sidde i sin bil, og så havde han fuldstændig glemt, hvor han var på vej hen. Han har mere end en gang ringet hjem til min mor, fordi han ikke anede, hvor han var – en gang måtte hun bede ham om at køre hen til nærmeste skilt for at finde ud af, hvor han holdt. Min far troede, at han var blevet ramt af stress.  Men så kom der flere tegn på, at det måske var noget andet end stress. Min far fik sværere og sværere ved at finde de rigtige ord, når han talte. Langsomt gik det op for mig, at der kunne være tale om en helt anden diagnose. I 1996 blev min frygt bekræftet: Min far havde fået demens - Alzheimer.I begyndelsen tænkte jeg, at jeg ville sørge for, at vi fik en masse oplevelser sammen. Vi skulle på ture og genopleve gamle minder. Men de mange forskellige oplevelser førte bare til, at han blev meget forvirret. I stedet for begyndte vi at foretage os de samme ting, når vi var sammen. Succesen med gentagelserne førte til en ugentlig tradition.I de sidste tre år af hans liv var han på plejehjem i Svendborg, og hver søndag tog vi bilen og kørte ned til Christiansminde i Svendborg. Her gik vi søndag efter søndag de samme ture og spiste ved det samme bord, hvor vi fik hindbærsnitter og kakaopulver rørt ud i varmt vand. Gentagelserne og genkendelsen gav ham en tryghed, så turene blev en dejlig oplevelse for os begge. På et tidspunkt holdt jeg op med at spørge ham, om han kunne huske oplevelser fra fortiden. Det frustrerede ham bare, at han ikke kunne svare. Så hørte vi i stedet musik og kiggede på billeder. Andre gange sad vi bare sammen i stilhed. Sygdommen var svær at leve med både for min far, for min mor og for os tre søstre. Men det betød ikke, at vi ikke længere var hans familie – og han var stadig en del af familien. Af og til har jeg reageret på, når jeg hørte medarbejdere på plejehjemmet omtale mig som ”pårørende”. Jeg protesterede og sagde: ”Nej, nej jeg er hans datter.” Det er meget vigtigt at huske på, at demens ikke er ensbetydende med, at alt er forbi. Det var en gave for mig at have min far med i Christiansminde hver søndag i de tre år han var på plejehjem, og i de 14 år han var syg bestod dagene af både hverdage og fester. Mange oplevelser jeg ser tilbage på med glæde.Vores måde at være sammen på blev anderledes, men det ændrer ikke på, at han blev ved med at være min far. Annette Vilhelmsens far døde i januar 2010.


 

Kommentarer fra andre brugere :

Tak for en dejlig nærværende beskrivelse af en svær tid

Skrevet af  jette, 28. november 2013 12:57