Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Demensnet Bloggen

Lykke er nøgleordet

Et indlæg i "Demensnet Bloggen"
Skrevet af redaktør 25. juni 2015 13:38

Astrid Krag indvier os i sine tanker om livet med demens og tager os med til Erindringsdans.af Astrid Krag90.000 danskere lever lige nu med demens. Det er en udfordring, både for samfundet og for de 400.000 pårørende. For demens er en forfærdelig sygdom: man mister den man elsker, mens man stadig har ham eller hende foran sig. Og for den ramte kan det blive et liv med bekymringer, forvirring, angst og forpinte timer. Derfor skal vi udvikle vores indsats i forhold til demente og deres pårørende og fortsat sætte midler af til området.Men én ting er at sikre ressourcerne til en værdig og fagligt kvalificeret pleje af demente. Noget mere grundlæggende er, hvilket syn vi har på livet med demens.For mig er det afgørende ord her: lykke. Det kan virke modstridende i forhold til en sygdom, der stjæler så meget fra den enkelte, ja til med evnen til at genkende de mennesker man har delt de lykkeligste stunder med og selve erindringen om det første kys, den første kæreste, brylluppet, da man blev forældre, bedsteforældre og så videre. Men jeg tror at selv for de sværest demente, har det stor betydning for trivslen generelt, at der satses på at skabe glimtvis lykke, små øer af trygge og glade stunder, med latter og sang, musik og dans, aktiviteter med mening for den enkelte. Jeg har haft lejlighed til at se den indsats flere steder efterhånden. Og det gør mig glad hver gang jeg kommer på et plejecenter hvor man prioriterer, at der skal være rigeligt med lejligheder til at finde festtøjet og perlerne frem og få håret sat op. For mig står en helt konkret dans i Næstved som et af de bedste billeder på, hvad vi kan og skal skabe for demente. Min dansepartner var en svært dement ældre herre, der ikke var til at slå mange ord af – men da musikken startede, kunne han hvert eneste ord i ’Smilende Susie’, snakkede om de skønne piger til bal i Præstø og nussede mig på ryggen – og sluttede det hele af med at give mig et lille klem i bagdelen. Da musikken sluttede, var han ligeså fåmælt som før – men det øjeblik, vi havde delt, havde varig værdi. Ikke bare for mig, der har taget det med mig som et kært minde, men også for ham. Trods det, at han blot kort tid efter formentlig ikke huskede det.Tanken om at sørge for at demente kan få lov at lave det, der har gjort dem lykkelige igennem livet, og være en del af fællesskaber med latter og godt humør, må være en del af visionen, der bærer den gode pleje for demente.