Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Demensnet Bloggen

Man skal huske at leve. Nu

Et indlæg i "Demensnet Bloggen"
Skrevet af redaktør 22. marts 2018 09:09

Af Kasper Friche, journalist DRJeg burde være glad. Klokken er 22, og jeg står i badebukser og kigger op i et funklende stjernehav på en kulsort, spansk nattehimmel. Dagligdagens trummerum er sat på standby, og jeg burde bare nyde den varme aftenluft her på tagterrassen ved mine forældres sommerhus. Men jeg kan slet ikke slappe af. Faktisk er jeg sur. Ked af det. Forvirret.Jeg er gået tidligt for mig selv med et koldt glas vin i stedet for at hyggesnakke med min far og mor. Faktisk har vi skændtes. Jeg tumler med mine tanker og har kun ét i hovedet: Hvad fanden sker der for min far?Han er slet ikke sig selv. Er det varmen eller er han bare ved at blive gammel?Jeg skynder mig at gå på nettet - min nærmeste ”doktor”. Jeg taster ”tegn på demens” ind i Googles søgefelt. Jeg læser. Taster igen. Pis og lort! Fratrukket alle advarsler mod selv at lege læge på det store internet, falder brikkerne på plads i et puslespil, jeg ikke har kunnet finde hoved og hale i længe.Jeg bliver trist. De har knoklet hele livet. Lige nu skulle være en god tid. 68 år. Sgu da ikke nu, man skal til at være dement.Den oktoberaften i 2015 bliver min vin varm, og min families rejse ind i en ond sygdom begynder.I dag ved vi, at min far, der nu er fyldt 70 år, lider af den type demens, der hedder frontallapsdemens. Sygdommen gør, at han er meget umiddelbar og følger sine behov. Mad er vigtigt. Det, der sker lige foran ham, tæller. Heldigvis er det også min fars behov at være kærlig.Humoren er der også stadig. Jeg driller ham helt vildt og får mange grin retur. Så selvom tristheden indimellem rammer som en mur, har vi det faktisk sjovt og går på mange måder til alle udfordringerne med et smil på læben. Sådan er jeg, og sådan er min far. En skrue løs – på den gode måde.Men det sværeste i mit hoved er stadig det samme. Hvad er det rigtige? Jeg kan godt være firkantet. Og vil godt kunne sige: ”Nu gør vi sådan her”. Men de tidspunkter, hvor min far ”er der”, vejer meget tungt op i mod systemet, som han ender i. Hvornår gør min tvivl og vores ubeslutsomhed ham mere skade end gavn?Han er indimellem ”på ferie” på et af byens plejehjem. Altså op til fem dage ad gangen, hvor han er i deres varetægt døgnet rundt. Men ikke mere, end at han stikker af og tropper op derhjemme. Han er skrevet op til en plejehjemsplads. Og har selv været med rundt og se stederne. Nu venter vi på en svær dag. Pladsen kan komme i morgen, i næste uge eller om et halvt år. Imens ser min mor på lejlighed til sig selv. Og grubler, så det knager, over, hvordan resten af hendes liv skal være.Udover at mærke alt det svære og stærke ved at være familie, når noget så ondt som demens rammer helt inde i det inderste, er jeg også blevet stærkere. Jeg har fået et kolossalt los i sjælen, der utvetydigt fortæller mig, at jeg skal elske, smile og leve. Nu.Teksten er et uddrag af en længere artikel, som Kasper Friche skrev til dr.dk i december 2017, hvor hans personlige dokumentarfilm ’Er du der, far?’ blev sendt på DR1.