Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Demensnet Bloggen

Rejsen ind i Bent

Et indlæg i "Demensnet Bloggen"
Skrevet af redaktør 7. august 2017 15:51

Af Henning Jensen, skuespiller

"Hvor er min nøgle? HVOR ER MIN NØGLE?!", råber Bent desperat og giver sig til at gennemrode sine lommer. Op af dem hiver han seks barberskrabere, otte tandbørster og ni kamme, som han hidsigt smider fra sig på gulvet - men stadig ingen nøgle. Så begynder han at flå sit tøj af stykke for stykke, og endevender hver eneste beklædningsgenstand til han til sidst står nøgen på scenen, og først da opdager han, at nøglen hænger i sin sædvanlige snor om halsen på ham. Opløst og ulykkelig synker han ned på en stol.

Situationen er hentet fra teaterstykket "Med sne", som havde premiere på Det Kgl.Teater den 26.november sidste år. Stykket er skrevet og instrueret af Thomas Bendixen, og er baseret på hans og hans søstres personlige oplevelser med deres far under hans styrt ned gennem demenssygdommens grusomme stadier. 

I parentes bemærket var Thomas far civilingeniør, og i årtier - inden hans nedbrydning begyndte - en af Danmarks største erhvervsledere med en hjerne, der var skarpere, hurtigere og mere præcis end de flestes.

Thomas havde bedt mig om at spille hans far i opsætningen, og tro det eller lad være, men da vi begyndte prøvearbejdet, anede jeg intet om demens. Absolut intet! Måske havde jeg en tåget forestilling om, at sydommen havde noget at gøre med, at man mistede lidt hukommelse - og jeg var 73 år gammel, samme alder som Thomas far, da hans sygdom begyndte. Det blev for mig en lang, lang rejse ind i et land, der blev mere og mere uhyggeligt, grusomt og rædselsvækkende.

Min indstudering begyndte med, at Thomas og jeg besøgte hans far på det demenshjem, hvor han nu boede. På 20 minutter fik jeg fjernet enhver tanke om, at der sikkert også var en god portion humor indbygget i stykket. 

Dér halvt liggende sad denne lille, spinkle mand i en lænestol foran et TV, hvor han oplevede dét, han så som virkelighed, og uden antydning af erindring om noget som helst fra sit liv. Han vidste end ikke, at han ingen hukommelse havde. Det var rystende.
For hver dag der gik, blev min indsigt større og større, men også tilsvarende grusom.

Jeg fik det rent ud sagt værre og værre for hvert skridt, jeg tog i min forståelse af sygdommens hærgen. Bent, som Thomas far hedder i stykket, var - før demensen udslettede ham - en meget kontrollerende og distinkt mand, der talte et temmelig indviklet kancellisprog, som var svært at lære udenad. På et tidspunkt begyndte jeg selv at tage demenstests for at være sikker på, at det ikke var det, der var galt. Gudskelov blev jeg frikendt.
Men jo længere jeg trængte ind i Bent, eller måske snarere omvendt, jo værre fik jeg det.

Stykket og Bent er jo ikke en teaterkonstruktion. Det er blodig virkelighed. Ikke et ord, ikke en sætning og ikke en situation er hverken digt eller fantasi. Alt hvad der siges og gøres på scenen, er virkelighed, taget ud af- og citeret fra, hvad Thomas og hans søstre har hørt deres far sige og oplevet ham gøre i sit hjælpeløse ingenmandsland. 

Efterhånden som jeg langsomt og umærkeligt forvandlede mig til Bent, fik jeg det selv mere og mere angstfyldt og uhyggeligt. Han var i mig nu, og jeg var i ham. Vi var smeltet sammen i demensens rædsel, og vores fælles tilstand var som at være død i levende live.

"Med sne" blev for mig den mest pinefulde indstudering, jeg i mit liv har været igennem.

Men det blev også den væsentligste og mest nødvendige nogensinde. Aften efter aften fyldtes teatret til sidste plads af mennesker, der ønskede at vide noget om demens eller blive bekræftet i deres egne oplevelser med pårørende eller andre, de kendte. Aften efter aften så vi dem blive siddende i salen længe efter, at forestillingen var forbi for så at forlade den med en måske ny og livsnødvendig indsigt. 

Til november sender Det Kgl.Teater "Med sne" på tourné 25 gange i hele landet. Måtte disse forestillinger få betydning for - og give sit publikum en stor og nødvendig oplevelse.