Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Læs blog

Hjælp

Et indlæg i "Dan "
Skrevet af danjensen 4. maj 2014 19:16

Hjælp det er svært at være gift med en pårørende. vi er et par sidst i trediverne som blev gift i december. Efterfølgene har min kones far fået konstateret alzheimers, man mener at han er halvvejs i forløbet, men de sidste uger er det gået meget stærkt, så stærkt at man mener mener at han skal på plejehjem. Min kone er den eneste i familien der tager ansvar, så hun står med det hele selv, ved siden af hendes uddannelse. Hun er presset, stresset og ked af det. Jeg lytter og er forstående men det hele er bare forkert, uanset hvad jeg gør. Vi har 4 sammenbragte børn i vores hjem, men den sidste uge er hun begyndt at snakke om skilsmisse. Det er ikke rart at se sin kone gå sådan fordi at hun ingen hjælp får, så er der nogen der ved hvad jeg kan gøre for min elskede kone i denne svære tid, så vi alle kan komme videre og blive den glade familie igen. MVH Dan Jensen.


 

Kommentarer fra andre brugere :

Hej Dan. Det er lidt svært at hjælpe dig, da du ikke giver så mange oplysninger.
Det er hammer hårdt at være pårørende og hvis ikke i har kontakt med en demenskonsulent fra kommunen, ville jeg nok starte der. Min mand har Alzheimer og frontallapdemens. Han er 60 år, og har haft diagnosen siden 2008. Vi har kun kendt hinanden siden august 2003 og han har boet på plejehjem siden januar 2012. Hvis du tror jeg kan hjælpe, må du lige skrive igen. Hilsen Birthe

Skrevet af  birkj1, 5. maj 2014 19:28

Hej Dan.

Dit indlæg har fulgt mig hele dagen. Jeg kan jo ikke give råd, når jeg hverken kender dig eller din kone, men jeg kan fortælle dig om, hvordan det er for mig og hvad jeg tænker og føler. Måske kan du bruge noget af det.

Vores situation minder meget om jeres. Vi er sidst i 40'erne med to mindreårige børn. Vi bor i hus med have og vi har begge to fuldtidsjobs. Det var mere end rigeligt til at udfylde vores liv – og så kom der lige endnu en ting ind fra sidelinien, da min demente mor blev enke.

Vi kvinder har ofte meget let til dårlig samvittighed. Jeg har konstant dårlig samvittighed – overfor mine børn, overfor mit arbejde, overfor min mor, dårlig samvittighed over ikke at få passet hus og have godt nok, ikke få motioneret, ikke få tabt de kilo der er for meget. Jeg har dårlig samvittighed, hvis jeg stjæler mig til lidt tid for mig selv. Og så har jeg dårlig samvittighed overfor min mand fordi jeg ikke er den kæreste og elskerinde som han fortjener og med rette kunne forvente.

Men han er den eneste ligeværdige voksne i mit nære liv ligenu. Heldigvis forstår han (indtil videre i hvert fald) at han ikke bliver nedprioriteret fordi han ikke er vigtig, men fordi han er den eneste, jeg kan forvente kan forstå at jeg bliver nødt til ikke at forsøge at leve op til alle forventningerne.

Min mand holder meget af sin svigermor, men han er naturligvis ikke ligeså følelsemæssigt viklet ind i det som jeg er. Han hjælper mig med de ting han kan – han har overtaget alt økonomi, sørger for at min mors regninger bliver betalt og kontakter alle de instanser, der nu skal kontaktes. Det er en stor hjælp.

Men først og fremmest, så hjælper han mig ved gang på gang på gang på gang at forsikre mig om at dette IKKE kommer til at ødelægge vores ægteskab. At han forstår at det er midlertidigt (om end der jo kan gå adskillige år) og at der bliver plads til OS igen på et tidspunkt. Han støtter mig, men hjælper mig også til at huske at min mor IKKE skal fylde hele vores liv. Han forsøger at overbevise mig om at jeg skal kontakte en psykolog og få mig nogle samtaler for at få et nyt perspektiv på, hvad jeg kan og hvad jeg skal stille op til og hvordan jeg får pakket den forbandede dårlige samvittighed langt væk. Han er forstående, når jeg igen igen ikke har lyst til sex, fordi der er 117 ting, der fylder mine tanker og mit hjerte ligenu. Fordi han giver mig det luft, jeg har brug for ved ikke at lægge pres på mig ift. vores forhold, så kan jeg få den afstand til det at jeg selv kan få lyst til at være nær og kærlig og pleje os to lidt også midt i al kaos'et. Havde han stillet krav og presset mig, så ville det gå galt. Igen: ikke, fordi jeg nedprioriterer ham eller elsker ham mindre, men fordi han simpelthen er den eneste anden voksne som jeg kan forvente forståelse og støtte af. Han er nødt til at være på mit hold ligenu, så jeg kan kæmpe videre, med sikkerheden i at vide at han er mit anker. Og han har lovet mig, at skulle det ske at han mærker at vi nærmer os grænsen for, hvad han kan stille op til, så giver han mig klar besked i god tid FØR han holder op med at elske mig. Det gi'r tryghed for mig.

Skrevet af  TineAalb, 5. maj 2014 19:38

Din kone skal have hjælp. Tag fat i kommunens demenskonsulent, og find også ud af om der er mulighed for at deltage i en pårørendegruppe - der kan din kone få mulighed for at snakke med andre i samme situation - for det slider meget at ens forælder bliver dement.Jeg har en mand med frontallapsdemens og er med i en pårørendegruppe hvor vi både er ægtefæller til og børn af demente. Jeg synes det fungerer rigtig godt, og bare det at man finder ud af at man ikke er den eneste, der stresser over alt det der skal være styr på er noget der gør, at man slapper en smule mere af. Jeg forestiller mig at din kone siger hun vil skilles fordi hun synes det er synd for dig at skulle "trækkes" med i det. Godt at du holder ved hende - fortæl hende at du er der for hende. Få en rigtig god snak med hende, for hun skal huske at leve sit eget liv også, og først når hun kan det (med hjælp fra psykolog, demenskoordinator, mand, pårørendegruppe osv)kan hun komme noget ned i stressniveau, men det er en lang proces. Netop med demente mister man jo 2 gange - når de pårørende bliver syge og forandrer sig og når de så ender med at dø af den skide sygdom. Vær der for hende og for jeres børn, der måske oplever at deres mor er lidt mere fjern og uligevægtig end de er vant til.

Pas på hinanden!

Skrevet af  bodil57, 5. maj 2014 22:21

Hej Dan.
Jeg har tænkt lidt på om jeg skulle svare dig, om jeg var kompetent nok til at rådgive dig, men vores historier ligner hinanden så meget, blot er jeg den tætteste pårørende til min mor med Alzheimer og min mand i dine sko.

Min mor startede til udredning i sep sidste år, 14 dage efter jeg startede på min uddannelse, som jeg længe har sukket efter.
Total overbevidst om jeg uden problemer kunne klare begge dele, for mine tanker var hvor hurtigt kan den sygdom gå...
I dec friede jeg til min kæreste. Forklarede ham at jeg virkelig havde brug en makker på mit team og sammen skulle vi stå vagt om min mor og klare det her sammen.
Vi blev gift d 14.2.14 og jeg glædede mig til at jeg skulle til at have min elskede ved min side i denne hårde kamp, min mors sygdom havde udviklet sig til at blive.

Jeg kan ikke fortælle dig det nøjagtige tidspunkt, men pludselig var jeg så meget rodet ind i min mors sygdom, at jeg ikke ænset andet.
De utallige opkald hver dag, hvor hun ringede om ting, der gjorde så ondt på mig, stemmer hun pludselig hørte, personer som ikke var der, hendes frustrationer over forandringerne i hendes liv, samtidigt med at jeg sørgede over mit tab af min mor, gjorde at jeg følelsesmæssigt lukkede af overfor min mand.
jeg kunne ikke rumme mere. Den dårlige samvittighed over at jeg ikke magtede at være mor, datter og kone på en gang, sugede mig tør for energi.
Den mand der ellers forstod mig bedre end nogen anden, følte jeg svigt fra.
Hvorfor er det at han ikke forstår hvor træt og udmattet jeg er..??
Han må sku da kunne se at jeg overhovedet ikke er til nus, kram og kys med al det jeg har om ørerne...
Bare han ville holde med at fortælle mig hvor længe siden det er jeg har sagt at jeg elsker ham, det må han da vide, siden vi er gift.
Det eneste jeg gerne vil ha er fred, et sted hvor jeg er fredet, fredet for alle de opkald, spørgsmål, min dårlig samvittighed, min egen opfattelse af ikke og slå til.

Vi har nu ikke snakket sammen i 8 dage og jeg aner ikke om mit ægteskab overlever det her.
Jeg indrømmer gerne at jeg har nydt roen uden ham og har brugt min energi på at være mor for mine to drenge, for det haltede også helt vildt.

Men ved også i mit hjerte at jeg altid vil vælge min mor over min mand.
Det hele er så nyt med min mors sygdom at vi træder lidt vande her, selvom jeg har fået hjælp af kommunen nu.

Jeg ville ønske at jeg kunne dele mig i 4, så uddannelse, mand, børn og min mor kunne få lige meget af min opmærksomhed, men det kan man jo desværre ikke.
Hvis jeg kunne give min mand et råd, så ville det være tid.... og masser af det, for jeg kæmper pt mit livs kamp, for at være der for den kvinde der gav mig liv og som har været min støtte igennem hele mit liv.
Men det betyder ikke at jeg ikke elsker ham, men at jeg er nød til at være her lige nu, for at vide at jeg gjorde mit bedste den dag hun ikke er her mere.

jeg ønsker det bedste for jer og håber I ender ud med en positiv afslutning på dette forløb I begge er igennem.

Med venlig hilsen

Gitte


Skrevet af  Anonym, 6. maj 2014 16:41