Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Læs blog

lidt historie

Et indlæg i "mine forældre"
Skrevet af arnica 7. september 2013 14:54

Lidt historie. Første gang jeg blev opmærksom på min fars tiltagende demens er 2½ år siden til deres diamantbryllup, hvor han forvekslede mig med sin yngre søster. Nogle måneder efter opdagede jeg at han ikke kørte bil så sikkert længere. Så opdagede jeg at deres pengesager rodede – noget de aldrig har gjort. Ubetalte regninger, rykkere, breve der var uåbnede eller lagt væk. Huset de boede i blev ikke vedligeholdt som før, haven heller ikke. Vi skaffede en havemand til at gøre det meste, og begyndte at snakke om at de måske skulle flytte. Far gik dårligt efter en blodprop for 8 år siden og havde dårlig balance. Huset havde dørtrin, og en trappe og han faldt tit. Han nægtede at gå med rollator, men blev ved med at gå med din stok. Min mor har været trist og ked af det i årevis, jeg gik til lægen med hende og lægen henviste hende videre til gerontopsyk, for at få hende udredet for demens eller depression. Min bror og jeg kontaktede kommunen og fik et møde med en visitator. De blev visiteret til en handicapvenlig bolig og 1 januar 2012 flyttede de. Den dag de flyttede fandt jeg min far ude i haven, på vej til at grave en pistol ned i blomsterbedet. Han var usikker ved at aflevere den på politistationen, for den var fra krigens tid, og skulle have været afleveret for længe siden. Jeg tog pistolen, lagde den i en pose og gik senere på dagen på politistationen med den. Det viste sig at være en paintball pistol eller en hardball pistol – hvilken husker jeg ikke nu – men i hvert fald ikke noget farligt, og slet ikke fra krigens tid. De flyttede i en lejlighed, og det var traumatisk. Ingenting stod det rigtige sted, mor kunne ikke finde ting i køkkenet, og 1 uge efter faldt min far og brækkede armen. Hjemmehjælpen skruede op for hjælpen, men far skulle tisse 4-5 gange hver nat, og da han ikke selv kunne komme op af sengen skulle mor hjælpe ham. Hun fik ikke nok søvn og blev helt udslidt. I juni fik han en blodprop i hjernen igen, og i august faldt hen og brækkede lårbenet. Efter operationen og narkosen tog hans demens fart. Han kom på rehabiliteringscenter, men ville ikke genoptrænes. Hver gang jeg kom og besøgte ham ville han køres hjem, og når jeg sagde at det kunne jeg ikke, blev han vred og skældte ud. Han var et par gange hjemme i lejligheden, men kunne ikke kende sine ting. Med tiden faldt han til på rehab – men der kunne han ikke blive, så han skulle på plejehjem. Samtidig med at han fik en plads på et plejehjem fik vi mor visiteret til plejehjem også, og der var lige 2 pladser på Sørvad plejehjem. Mor var ulykkelig, for hun havde troet hun kunne komme til et plejehjem i Herning hvor hun kendte byen og området, men flyttede med fordi vi sagde at hun skulle være sammen far. Nu er de på plejehjem samme sted, med hver sin lejlighed. Far kører rundt i sin kørestol, eller ligger i sin seng. Mor prøver at få ham til at tilbringe tid sammen med hende, men det vil han ikke. Mor her ingen korttidshukommelse og glemmer at jeg har været der, eller glemmer hvem jeg er mens jeg er der. Far er væk, jeg kan ikke genkende den gamle mand, og han interesserer sig ikke for mig når jeg er der.


 

Kommentarer fra andre brugere :

Det var sørme en hel masse observationer, du fik serveret der. Det er aldrig rart at opdage, at sine forældre ikke er superforældre mere. Din far har nok ikke lagt så meget mærke til rodet selv. Eller det håber jeg da ikke. For så har han været ulykkelig.
Det er hårdt at være pårørende, især når man er en datter. For døtre bliver opdraget til at være den, der holder sammen på sin familie. Til at være den, der skal sørge for at ingen fryser, ingen er sultne, og at ingen mangler det de har brug for. Om det så er sin egen lille kernefamilie, mand og børn, eller sine forældre det er det samme.
Jeg forstår dig godt, du må nærmest have været i en trance. Du har oplevet noget der kom helt bag på dig, at dine forældre ikke kunne klare sig selv.
Selvom det oftest går sådan for gamle forældre, så er det ikke i orden. Ikke oppe i vores hoveder, i hvert fald.
Jeg har oplevet lidt af det samme, men det kun en af mine forældre. Min mor. Hun begyndte at skælde mig ud. Præcis ligesom hun havde skældt min far ud. Jeg tror nemlig at mor i rigtig mange år har været dement. Der er bare ikke stillet en diagnose. Hun har i mange år været efter min far. Og det brød jeg mig ikke om.
Jeg gik hjem og talte med min mand om dem. Jeg følte afmagt. Og så gav han mig det jeg havde brug for. Han sagde: " Jeg forstår godt at det bekymrer dig. Og jeg føler med dig. Jeg ved bare ikke hvordan jeg kan hjælpe dig. Eller dem. Men du ved jo heller ikke hvor længe du har dem. Så kan du ikke prøve at tilgive dem, at de er blevet gamle?" Det hjalp mig.
Nu håber jeg at det også hjælper dig, at tænke på.
Anne

Skrevet af  AnneLiebst, 7. september 2013 16:06

Tak for din kommentar
Min historie - jeg har grædt og følt mig magtesløs så mange gange. Jeg har tigget og bedt dem om at fjerne løse tæpper fra gulvet (det min far ganske rigtig faldt og brækkede benet ved) og er blevet skældt ud. Jeg har kørt en time frem og tilbage mindst en gang om ugen, været med til læge, gerontopsyk. Jeg har været så udmattet og så træt at jeg har ønsket de ville dø i stedet.
Jeg har en dejlig mand, som støtter mig og en arbejdsplads som forstår mig og giver mig fri når jeg har behov for det. Min kommune har tilbudt mig coaching og givet mig et mindfullness kursus.
Det har været en lettelse at de kom på plejehjem, for nu er der da nogen der passer dem og kan tage fat hvis der sker noget. Min mor hader at være der, men jeg er nødt til at sige at det skal hun - for hun kan ikke klare sig selv.
Og jeg er stadig træt og ked af det.

arnica

Skrevet af  arnica, 7. september 2013 21:02