Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Læs blog

Min mors fødselsdag

Et indlæg i "Min mors fødselsdag"
Skrevet af Lemu 31. marts 2014 20:14

2014. Den 28. Februar har du fødselsdag. Du fylder 77, er jeg kommet frem til, efter at have regnet lidt på det. Pernille og jeg har aftalt at mødes hos dig til eftermiddagskaffe og jeg har lavet en lagkage, som jeg har med. Jeg er nervøs for at skulle se dig igen, for det er længe siden. De sidste gange jeg har besøgt dig, har du været meget fjern og stort set ikke til at komme i kontakt med. Du har også været ked af det, når jeg var der, og det giver mig en følelse af dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed over ikke at være der mere for dig, ikke at besøge dig oftere. Dårlig samvittighed over, at mine egne følelser af sorg over at se dig i den tilstand holder mig fra at besøge dig. Det er ikke fordi jeg vælger at jeg ikke vil, men hver gang jeg beslutter mig for at tage ud til dig, kommer der et eller andet i vejen. Dårlige undskyldninger. Overspringshandlinger. Forklaringer på hvorfor jeg ikke lige kunne komme ud til dig den dag. Når du er ked af det, tænker jeg samtidig at det måske ikke gavner dig at jeg kommer. Jeg føler ikke rigtigt at jeg kan give dig noget mere. Ikke som jeg kunne før, hvor jeg tog dig med i skoven og gå tur, hjem i min lejlighed til mad, eller vi tog i biografen og så en sjov dansk film, som du grinede af. Ikke fordi du forstod handlingen, men fordi resten af publikum, og jeg, grinede. Jeg kunne give dig gode oplevelser dengang. Nu føler jeg, at min tilstedeværelse måske bare vækker nogle følelser i dig som ikke er rare for dig. Og derfor er det så svært. Men, tilbage til d. 28. februar 2014. Din fødselsdag. Jeg kommer ind ad døren til plejehjemmet, og ser at du sidder ved et bord på fællesarealet. Du kigger på et flag der står foran dig. Jeg passerer en af de ansatte, og undskylder at jeg har kage med, uden at have givet besked om det på forhånd. Hun smiler og siger at det er helt fint, og fortæller mig samtidig, at du er meget frisk og glad idag. Jeg går hen til dig, sætter mig ved siden af dig og siger: "Hej mor!" mens jeg tager din hånd og tager ansigtet helt hen foran dig. Jeg ser antydningen af et smil hos dig, og da du siger "er det dig?" bliver jeg overrasket og mærker en varm følelse i kroppen. "Ja, det er er mig" siger jeg, "jeg er kommet for at besøge dig på din fødselsdag." Du griner lidt og siger "nååå.." Vi sidder lidt sammen. Jeg snakker til dig, om at du har fødselsdag. Du smiler og griner lidt, og er tilstede! På det niveau du nu kan være, men ihvertfald langt mere til stede end du har været de sidste mange gange jeg har besøgt dig. Det gør mig glad. Det hører efterhånden til sjældenhederne at du svarer, med det begrænsede sprog du har tilbage, endsige reagerer, når jeg taler til dig. Jeg viser dig din gave. Du mærker på den mens jeg pakker den op for dig. Du mærker også på trøjen jeg har givet dig, hvor blød den er. Du smiler meget, virker glad, og virker faktisk som om du forstår lidt, at du har fået en gave. Lidt senere sætter vi os hen til kaffebordet. Da forstår du ikke rigtigt at du bare skal blive siddende, og du prøver flere gange at rejse dig op. Det går jo bare ikke, for du kan ikke holde balancen når du står. Det er derfor, at du for nylig har fået en kørestol at sidde i, så du kan komme rundt på plejehjemmet. I skrivende stund sidder jeg og spekulerer på, om du egentlig nogensinde kommer ud i den friske luft mere. Det er ihvertfald over et år siden, at jeg har haft dig med ude at gå, tror jeg. Jeg får dig overbevist om, at vi bare lige skal sidde her og vente på en kop kaffe, og du slapper af igen. Vi (jeg) taler lidt om at du har fødselsdag, og at det er dejligt at du er så glad idag, og at vi snart skal have kaffe og lagkage. Jeg fortæller, at Pernille og børnene snart kommer på besøg også, men du ser ikke ud til at forstå det. Nu får vi kaffen, og jeg skærer kagen for, og deler ud til de andre beboere, der også sidder ved bordet nu. Nogle forstår det, og siger selv ja til kagen. Andre svarer ikke når jeg spørger om de vil have et stykke, og jeg stiller det bare foran dem. Til sidst får du et stykke kage. Jeg spørger om du vil smage. Du svarer "ja" og jeg fører skeen op til din mund, hvilket får dig til at åbne munden og spise den mundfuld kage jeg byder dig. På samme måde byder jeg dig kaffe, men da jeg tilter koppen, efter at du har sat læberne til, løber det meste ved siden af. Du får ikke drukket så meget kaffe, men ender med at spise to stykker af min lagkage. Jeg håber det ikke er for meget for dig, og håber at du selv ville sige stop, hvis du ikke ville have mere. Men jeg ved det ikke. Imens vi sidder og spiser lagkage, kommer Pernille og dine tre børnebørn. Den ældste på 9 år siger pænt hej til sin mormor, men du registrerer ikke rigtigt hvad der foregår. Du er dog stadig glad, og mere til stede end du plejer. Natalie sætter sig ved siden af dig og får et stykke kage. De andre to vil ikke sidde ved siden af mormor. Jeg tror de er lidt utrygge ved din sygdom og din manglende evne til at forstå, og kommunikere. Heldigvis registrerer du det ikke. Du er stadig glad. Da Pernille overtager snakken med dig, benytter jeg chancen for lige at strække benene og gå ind i din lejlighed for at ringe til Kasper. Efter besøget hos dig, skal vi nemlig alle hjem til os og spise. Den dårlige samvittighed jeg før hen havde når jeg ikke inviterede dig med, har jeg ikke længere. Nu kan jeg jo ikke mere. Jeg kan ikke have din kørestol i bilen. Da jeg kommer tilbage, hører jeg lige Pernille sige: "Lene kommer tilbage om lidt." Jeg signalerer til hende "spurgte hun efter mig?" Pernille nikker. Det gør mig glad. Jeg sætter mig igen. Vi griner og hygger, og spiser kage. Pernille driller Maya (den yngste) lidt og hun siger irriterede lyde. Det får dig til at efterligne hendes lyde, hvilket vi sammen griner af. Du har altid tidligere været meget opmærksom på børnenes lyde, og er det pludselig igen. Igen et tegn på din tilstedeværelse og klarhed idag. Jeg siger remsen som du har lært af din farmor, og jeg af min mormor: "Hitteraga de lames, a ka ha for de lapsala rama, med hakkebaha!" Hvad det betyder, må guderne vide, men jeg kan mærke på dig at du husker den. Du griner, og jeg siger den et par gange mere. Du prøver vist også. Natalie vil gerne lære den, så vi øver den lidt. Efterhånden har jeg været hos dig i to timer, og det er på tide at tage hjem. Det er som om noget trækker i mig fra begge sider. På den ene side, har jeg aftalt, at far, søs og den pukkelryggede skal komme til mad, så jeg må hjem og hjælpe Kasper med maden. På den anden side har vi hygget os så godt, og det er svært at gå. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har set dig så glad og frisk, og jeg har lyst til at forlænge den oplevelse. Hvem ved hvornår (om) jeg oplever det igen? Du sidder dog også og gaber, og jeg overbeviser mig selv om at det er okay at gå. Vi har sammen haft et par dejlige timer, og der er sket en masse. Du trænger nok til at hvile dig. Jeg er fyldt med glæde over følelsen af, at du har haft en dejlig fødselsdag. Jeg tænker, at eftermiddagen ikke kunne være forløbet bedre. Hvor er det skønt! Jeg siger til dig, at nu skal jeg gå. Du smiler og lader til at acceptere. Jeg kysser dig, siger tillykke igen, og fortæller at jeg elsker dig, og snart kommer og besøger dig igen. Jeg siger farvel og går hen mod døren. Jeg kigger mig tilbage, og ser dig sidde og kigge ud i luften. Du ser afslappet ud. Da jeg kommer ud på trappen, trænger gråden sig på. Jeg kommer til at hulke lidt, og bliver helt flov, da jeg passerer et par andre pårørende nede på første sal. Jeg holder igen, og først da jeg sætter mig i bilen og har lukket døren, vælder tårerne frem. Jeg er på én gang både rigtigt glad og lettet over at det gik godt, men også rigtigt trist og fuld af sorg. Idag fik jeg et glimt. Ikke af dig mor, som du rigtigt var før du blev syg, men dog af en mor som genkender mig, og nyder mit selskab. Hvem ved om jeg kommer til at opleve det igen? De følgende dage græder jeg meget. Faktisk hver gang jeg tænker på dig, mor. Og jeg har svært ved at lade være med at tænke på dig. Jeg savner dig så forfærdeligt meget. Jeg beslutter mig for at besøge dig meget snart igen, for at se om det kan hjælpe på din genkendelse af mig. Den genkendelse som jeg oplevede en snert af på din fødselsdag, men som det ellers er så længe siden jeg har oplevet. Jeg tænker at jeg vil besøge dig om søndagen, to dage efter din fødselsdag. Men der kommer noget i vejen. - Jeg er træt, - der er lige noget jeg skal ordne derhjemme først, - det går ikke at jeg besøger dig lige nu, for nu spiser I, - hov, klokken er mange, nu er det alt for sent at besøge dig...... Nu sidder jeg så på et fly, på vej på ferie. Det er 9 dage siden du havde fødselsdag, og jeg har ikke besøgt dig siden. Jeg skal være væk i en uge, og når jeg kommer hjem, er jeg sikkert træt. Igen kommer der til at være gået lang tid, siden jeg besøgte dig sidst. Undskyld mor! Jeg elsker dig!


 

Kommentarer fra andre brugere :

Hold kæft hvor det flot skrevet.
Blev meget rørt af din historie og ved godt inderst inde at jeg også ender der med min mor.
Håber du nyder din ferie, for det er nødvendigt at huske at passe på sig selv i de her forløb.

Hilsen
Gitte

Skrevet af  Anonym, 2. april 2014 09:32

hvor er det flot skrevet og kan genkende så meget. frygten, glæden og den blandet med sorgen.
for mig er alt det her egentlig et afsluttet kapitel, da min far sov ind for et halvt år siden. men kan genkende mange af dine tanker og følelser fra for nogle år siden.
men lad vær og gå og føl skyld hele tiden, gør i stedet det der er bedst for dig. om det så er at besøge din mor hver dag eller en gang om måneden.
mine besøg blev også sjældnere med tiden. husk hun jo nok har det godt når du ikke er der. men selvfølgelig som du selv siger, måske hun bedre vil kunne huske dig hvis du kommer oftere og husk at hun en dag ikke har flere gode dage. så tag dem mens du kan.

håber du har en dejlig ferie

mange tanker fra Louise

Skrevet af  datter89, 4. april 2014 21:14