Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Læs blog

Tanker i og om at være alene

Et indlæg i "Eftertænksomhed"
Skrevet af GH 9. september 2017 15:49

Når man oplever livet som pårørende, ikke kun til demente, men også andre sygdomme der medfører døden.
Er man samtidig et oprigtigt og pligtopfyldende menneske, der gerne vil hjælpe sin svigermor, sin mand og for mit vedkommende også en voksen søn, når ingen andre vil, så går det altså galt.
Jeg gør den erfaring, at ingen gider beskæftige sig med de svære følelser og oplevelser, man har været igennem.
Ældresagen, demensnet og psykiatrifonden er kun til for den, de syge og pårørende der lige nu, er i en situation, med en syg og en pårørende, eller en gammels børn.
Jeg er på nuværende meget, rigtig meget alene. Det er ikke meget jeg beder mine børn hjælpe mig med, alligevel opfatter de det som for meget.
Det tager sin tid, at komme over sorg, men også at erfare, at kors hvor er det naivt, at være god og hjælpsom.
Jeg har dog den store fordel, at jeg kan se mig selv i spejlet. Men mange år er gået gået tabt, og jeg har mistet mit netværk, ikke mit selvværd.
Det er takken.
Nu sidder jeg så her med en dårlig ryg, venter på en større operation. Der er ting der skal forberedes, og hvem vil hjælpe?
Rigtigt- ingen.
Så jeg er begyndt, at opfordre hjælpsomme folk, til at lade være. Ingen kan vide om andre bliver syge eller dør, således, at man er i sådan en proces i mange år. For mit vedkommende har det været fra 1992 til 2014, 22 år hvor jeg har stået med syge og døende nære pårørende.
Havde jeg på forhånd vidst hvad dette indebar, havde jeg ladet min svigermor i stikken. Hun var jo ikke rigtigt mit problem, men min mand ville nok være blevet ked af det. Han var alvorligt syg og kunne ikke.
Det er umuligt at skabe et nyt netværk. Jeg er mere eller mindre bundet til mit hjem på grund af ryggen. Kan dog køre bil, men kan ikke gå, så det bliver til en handicapplads og nærmeste butik, og tilbage igen.



 

Kommentarer fra andre brugere :

Kære GH

Jeg forstår godt, du føler dig ensom. Jeg tror, at det gør vi, der har brugt tid, energi og følelser på at passe én, vi holder af.
Det efterlader en tomhed, som jeg aldrig helt tror, man kommer af med igen.

Og desværre, så er dét, at du har været der for din mand, da han var syg og døende, jo netop ensbetydende med, at han nu ikke er der for dig, når du er syg og behøver hjælp.

Jeg tror ikke selv, at jeg vil fraråde folk, at være hjælpsomme. Jeg havde selv min demente mand hjemme, til han døde. Men jeg vil måske kunne hjælpe andre, der er på vej ind i samme situation, ved at fortælle dem, hvor krævende det er - ikke for at afskrække dem, men for at forberede dem.
Selvom jeg også godt forstår, hvis de så melder fra. For det er hårdt.

Jeg ved ikke hvilken familiesituation, du er i. Men jeg tror under alle omstændigheder, at vi er nødt til at se i øjnene, at selvom vi valgte at påtage os opgaven, er det ikke det samme som, at andre vi påtage sig opgaven for os.

mkh
EllenMarie

Skrevet af  EllenMarie, 15. september 2017 19:40

Kære EllenMarie
Tak for dit svar. Det blev jeg glad for.
Jeg tror ikke jeg ville fraråde nogen at hjælpe, men jeg ville fortælle om, hvor meget de skal holde fast i, at de er ægtefælle, svigerdatter, svigersøn, søn eller datter, og i nogen tilfælde, det allersværeste, at være forældre. De skal sige fra overfor at være plejeperson.
Jeg var totalt udmattet efter min søns lange sygdom og død. Han var syg i 17 år, de sidste tre måneder var fysisk og psykisk udmattende. Alligevel holder man til det, medens det står på.
Og jo, det er bedre at være deltagende, end slet ikke . Man har ikke behov for forestillinger om hvad der sker.
Jeg synes det er vanskeligt at holde netværket i gang. Mit er fuldstændig smuldret.
Da min mand levede, var de sidste 7 år præget af hans egen sygdom, men også sin mors demens. Da han anden gang blev ramt af kræft, kunne han ikke mere tage på besøg hos sin mor, så det påtog jeg mig.
Det er så her, at jeg set i bakspejlet, ville have stået af. Jeg havde ikke noget imod at besøge hende, men jeg havde noget imod hjemmeplejens krav om både det ene og det andet. For det meste noget de selv havde uorden i.
Jeg har lige i dag, snakket med en der nu er i det. Historien gentager sig.
Hun havde sin syge mand med til træning. Du kan tro, jeg kan huske hvordan følelserne havde det.
Jeg er meget beklemt ved, at blive afhængig af hjemmeplejen. Et stykke tid efter operationen vil jeg være det.
Den praktiske hjælp, har jeg skiftet ud med privat. Det fungerer, der er tid nok, og de når det de skal og gør det pænt.
Vi er ved at finde ud af, om de har en ansat, der kan påtage sig det, som kommunens sygepleje skal efter operationen.

Skrevet af  GH, 15. september 2017 21:54

Kære GH
Jeg ved ikke, om du skal være så nervøs for hjemmeplejen.
Der er forskel fra kommune til kommune. Men der er altså også nogen steder, hvor de er fine.

Jeg havde kun hjemmepleje i de sidste 2 måneder. Min mand blev alvorlig syg af lungebetændelse. Han var så syg, at han ikke selv kunne sidde op i sengen, eller selv kunne drikke uden støtte. Efter at havde passet ham 24 timer i døgnet i 3-4 uger, kastede jeg håndklædet i ringen og ringede til hjemmeplejen. Inden for 24 timer kom de 2 mand 3 gange om dagen.

Og ja, der var forskel – men de var bestemt modtagelige for venlige henstillinger. Der var særligt én min mand var gladere for end de andre. Og da jeg sagde det til lederen, gjorde de sig umage med, at det var ham, der kom, når det var muligt.

Jeg ved godt, du har haft negative oplevelser. Men jeg havde stort set kun positive oplevelser – så det behøver altså ikke være så slemt.

Men ja, netværket forsvinder. Efter min mand havde været dement i 7 år (eller rettere, havde haft diagnosen i 7 år, og altså været syg længere), så er mit netværk (familie og venner) til at tælle på én hånd. Så det er netop det der sker – man bliver isoleret. Men man vænner sig jo også til det.
Min konklusion var i hvertfald: 1 års ensomhed er OK, 2 års ensomhed er slemt, mere end 5 års ensomhed er en vane.

Skrevet af  EllenMarie, 16. september 2017 23:25

Kære EllenMarie
Tusind tak for dine tanker. Det er så dejligt, at høre om, at man ikke er helt fra den. Jeg tænker også omkring netværket, at det smuldrer fordi man bliver isoleret.
Jeg tænker og føler også ind imellem, at jeg har nogle dyrebare følelser, som mange ikke har.
Jeg er lige kommet hjem fra en vejfest.
Jeg har boet her på vejen i 45 år.
Netværk kan man ikke tale om, men der er noget andet. Noget der er opstået, nu hvor mange af os er blevet alene.
Nye er kommet til, som kunne være vores børnebørn, men vi er en lille flok, som har boet på samme vej i mange år.
En spurgte til en af mine sønner. Jeg måtte fortælle ham, at han var død. Så undskylder han, at han spurgte. På den anden side af mig, sidder min søns bedste kammerat.
For første gang i flere år, er jeg blevet rørt ved. Det var en ny og dejlig følelse.

Nu vil jeg i seng, skriver lidt mere i morgen.


Skrevet af  GH, 17. september 2017 02:06