Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Læs blog

Retten til at bibeholde sin skønhed

Et indlæg i "Retten til at opretholde sit smukke udseende."
Skrevet af Ellysdatter 27. februar 2016 09:19

Min mor havde altid været en meget smuk kvinde, der gjorde en dyd ud af, at se pæn ud. Hun var smuk i sig selv, og derfor havde hun aldrig brugt andet end sort mascara og læberødt - som det jo hed i gamle dage. Hun blev dog aldrig klar til at være gråhåret, men farvede sit hår ved behov. Min mors egenomsorg var desværre ikke mulig at opretholde for hende. Jeg sørgede for, at hun havde hvad hun skulle bruge, og jeg farvede mors hår på plejehjemmet. Personalet farvede det også ind imellem, men pga tidsmangel kunne de sætte papillotterne i. De sidste år tog jeg min mor med til frisøren. Det var hyggeligst for os begge to ❤️ Det foregik således: Jeg hentede mor. Det tog ca 1 time. Først skulle mor jo have sko og frakke på. Så skulle vi ud i bilen. Det kunne godt tage 15 minutter for min mor, at sætte sig ind i bilen. Hun skulle jo lige have sine ben og hjerne til at samarbejde. Koordinering af legemerne kan for en dement være meget svært. Det kræver tålmodighed og venten, samtidig med, at du viser et positivt bekræftende ansigt. Evt. et lille kys. Det var heldigvis nemmere for mor, at komme ud af bilen. Så ind hos frisøren. Frakke af. Sætte sig i stolen ved spejlet. Det var skønt, at se mors forandring. Først kiggede hun i spejlet og kunne udbryde "Vor herre bevares"!!! Vi havde det hyggeligt hos frisøren. Den sødeste dame, der scorede hos mor ved at være rolig og selvfølgelig byde lidt sødt. Tusind tak til hende. "Værsågod at sidde ved vasken" Ja det er nemt sagt. Først over til stolen ved vasken, så sætte sig i stolen med frisørslag på. Ja det kan godt tage 5 minutter. Så skal nakken lægges tilbage. Ok - det er lidt svært. "Mor, du skal lægge din nakke tilbage, så frisøren kan vaske dit hår - der sker ikke noget" Jeg fandt ud af, at det virkede bedst, når jeg havde mit ansigt tæt på mors og nærmest fulgte mors ansigt tilbage. Ja det tager jo lidt tid hos frisøren, så et toiletbesøg blev ofte nødvendigt. Det tager også tid. Først op at stå - så ud på et toilet- så ind til frisøren- så sætte sig i stolen. Ja det tager vel 2 minutter for os friske mennesker, men det tager altså noget længere tid for en dement !!!! Det værste man kan gøre med en person der lider af demens, er at skynde på dem. Efterhånden som håret begyndte at tage form, blev mor mere og mere tilfreds. Hun så tilfreds ud, og sagde som oftest " jah, nu kan vi jo godt gå til fest" Mor havde ikke meget sprog, men hendes faste fraser dukkede op. Så færdig der, frakke på og ud i bilen. Samme seance. Så tilbage til plejehjemmet. Mor var mere rank og havde klart større selvværd, når hun kom tilbage. Fik komplimenter, men jeg fornemmede også, at nogle beboere nærmest blev misundelige/ jaloux. Desværre. Efterfølgende har jeg reflekteret over, at de måske gerne selv ville have haft en tur til frisøren med deres datter? Men det skulle vel ikke gå ud over min mor ???? Når nu min mor havde det mærkbart bedre efter et frisørbesøg, så forstår jeg stadig ikke, hvordan jeg af personalet kunne få følgende - for mig frusterende og sårende- bemærkning: " Vil du da blive ved med at farve din mors hår? " !!!!!!!!!!!!!!!! Hvad sker der? Skal alle personer bare vente på døden, når de kommer på plejehjem? Forgå? Har de ikke ret til, at få opretholde deres normale habitus, så godt som det kan lade sig gøre ? Hvad er det for et menneskesyn !!! Ihvertfald ikke det samme som jeg har. Ja jeg brugte meget tid på mors frisørbesøg, men jeg var samtidig sammen med mor, vi hyggede, frisøren og jeg talte og grinede, hvilket giver energi til andre og det var i dette tilfælde mor. Jeg fik det bedre, i takt med at mor fik det bedre. Så det var et klart: "ja, det vil jeg da" 14 dage før min mor døde, faldt hun desværre, og brækkede sit ene lårben. Min mor trængte til at få farvet hår, men pyt. Andet var vigtigere. Det kunne ikke lade sig gøre, at jeg tog mor med til den vanlige frisør. Derfor var personalet så søde, at ville tage mor til frisøren på plejehjemmet. Jeg blev SÅ SÅRET, da de efterfølgende havde skrevet i min mors "dagbog" : Elly ville ikke samarbejde om frisøren i dag. VILLE IKKE ??????? Jo for pokker, det er jeg 500 % sikker på, at min mor gerne ville, men hun KUNNE jo ikke. Med sin demens og en meget nylig indlæggelse, samt et brækket ben. Hold nu op, hvor blev jeg ked af, at de misforstod min mor i så høj grad. De skulle jo netop være dem, altså personalet, der viste forståelse, eller er mine forventninger til plejepersonale helt hen i vejret? De kunne jo overhovedet ikke se min mor, og hendes behov! Min mor døde en uge efter🌹 Jeg har stadig dagbogen 😪😢😭


 

Kommentarer fra andre brugere :

Kære Ellysdatter.
Din mor var heldig at du kunne og ville se hendes behov for at se pæn og med nyordnet hår.,Samtidig var det jo kvalitets tid I havde sammen.Jeg har selv sagt til mine børn hvis jeg en dag sidder på et plejehjem, og ikke selv kan. To ting vil betyde meget mit hår og læbestift på hver dag.

Skrevet af  Birtelise, 29. februar 2016 21:24

Kære Birtelise

Tak for dit svar. Ja sådan har jeg det også. Håber dog, at det bliver lidt bedre, hvis vi kommer på plejehjem 😳
Ja jeg nød netop, at være sammen med min mor, men hovedsageligt var det den gode følelse af bevidstheden om, at min mor følte sig tilpas.
Jeg håber - og ved- at det gav hende selvværd. Håber så at hun bedre kunne klare tiden på plejehjemmet.

Det er en god fornemmelse at have i tiden efter døden. At vide at jeg ikke kunne have gjort det bedre.

🌹

Skrevet af  Ellysdatter, 2. marts 2016 08:37