Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Læs blog

Julen 2013 - første jul med demens...

Et indlæg i "jul med psykose.... "
Skrevet af Barnebarnet 1. marts 2014 12:35

Akk jaa... julen stod for døren og det hele skulle være ren hygge... d. 22 dec. kl 10. vi blev ringet op af en sygeplejeske fra plejhjemmet og beskeden lød på at min mormor have fået en psykose.. muligvis havde hun i løbet at natten haft en prop eller blødning i hjernen som nu havde resulteret i denne psykose.. hun havde vandret rundt det meste af natten og slået på vinduer og døre og skreget at de ville forgive hende.. (Stakkels kone) og senere havde hun taget en stor kniv med sig ind til hende selv og gemt.. og nu havde hun så ville springe ud over en altan oppe i fællesrummet. over middag tog min mor og moster derud med de blev omgående smidt ud.. de var ikke dem de gav sig ud for at være.. og de var en del af komplottet imod hende. der blev tilkaldt en vagtlæge og denne satte en medicinering igang med risperidon. Jeg tænker at det var en lidt vag beslutning af en læge idet hun nu ikke ville tage medicin, spise eller drikke andet end fra hanen. men forklaringen var at der ikke var plads på psykiatriskafdeling her i julen. BUM BUM... Stakkels plejepersonale der i forvejen var skåret ind til benet pga. julen. men de kaldte en ekstra ind, kun til at passe hende. D. 23 dec. har hun været oppe hele natten og hele historien gentager sig. omkring kl 12 bliver jeg ringet op.. hun har kaldt efter mig.. jeg har ca. 60 km til hjemmet med køre med det samme. da jeg kommer derud er hun i sig lejlighed og jeg bliver mødt af en meget sød sygeplejeske. hun sætter mig ind i tingene og jeg faar en bakke med honningmader og en skål med budding. (Livretter) prtiondrik, saft og medicin. Jeg vælger at hælde resperidonen over buddingen.. mit hjerte hamre og hele min krop et gået i forsvar.. Jeg står uden for min mormors dør på kanten af en angstanfald.. Du jeg kommer ind siger hun- godt du kom og reddet mig.. de vil allesammen slå mig ihjel. hun står i pyjamasbukser og en overdel fra guldbryllupstøjet med alle sine smykker i et vivarre og et pandebånd om ørene. hele lejligheden ligner noget der er løgn. ALT lægger hulter til bulter... skuffer er taget ud af kommoden og gemt under sengen. alle porcelænsfigure er gemt i skabene og hun står og omfavner sin taske som er fyldt til randen af der kaffestel som hendes forældre fik i bryllupsgave.. hun græder og er panisk.. da jeg har sidder der i ca. 15 min og snakket hende efter under og hjulpet hende med at lede efter hendes hund(som jo ikke er flyttet med)sætter hun sig ned.. jeg finder bakken og spørger om hun ikke er sulten.. og minsanten om hun ikke siger jo, jeg tør godt at spise det naar det er dig der har lavet det.. hun spiser det hele og efter 30 min begynder hun at falde til ro igen. vi snakker om at det jo er jul imorgen og at min onkel kommer ud og spiser hos hende. så vil hun i seng så hun er frisk til dagen efter hvor hun vil have vasket hår. d 24 dec. kommer jeg derud kl 11 og hun har sovet hele natten, været i bad og spist og drukket.. Hun ved hvem jeg er og at jeg har været der dagen før. hun er helt bevidst om alt omkring hende. hun er tilbage i virkeligheden. men desværre kun til dagen efter. d 25 dec er hun igen psykotisk. men naar jeg kommer derud slapper hun af og spiser. ingen andre kan få hende til det. jeg har på et tidspunkt fået at vide at hun kan køre sig selv så meget op at hun vil dø af det og det skræmmer mig meget i de dage. d. 26-27-28-29 dec. gaar som d. 25. jeg snakker hende efter munden og leder efter hunden under sengen men hun tager medicinen naar jeg er der. naar jeg ikke er der slår hun på vinduerne og råber af personalet. d. 30 dec. tilstanden er uændret og sygeplejerskerne henter mig til en samtale.. "Vi tror desværre at situationen nu er blevet varig og mener ikke hun bliver sig selv igen. " og mit hoved bliver fyldt med mørke.. her sidder jeg helt alene og så siger de at min mormor som jeg kender hende har forladt mig.. så måtte hun hellere være død. den tanke har efterfølgene forfuldt mig med en meget dårlig samvittighed. d 31. efter meget søgen efter viden omkring denne situation havde jeg nu bestemt at jeg var nød til at prøve en anden metode. Jeg ville begynde og sige hende imod i stedet for bare og følge efter som jeg var blevet rådet til. Nej mormor.. du er på plejehjem nu... Jamen hunden er her jo ikke.. og hvis du ikke spiser er du nød til at blive indlagt for du bliver syg.. Dette begyndte at hjælpe og og det blev nemmere for personalet at få medicinen i hende så hun holdes ude af psykosen d. 1-2-3. jan er hun i bedring og til sidst tilbage hvor hun var inden det her skete.. Min store frygt er jo så hvor længe??? bliver det sådan igen?? Hvorfor sker det?? Hvordan takler jeg bedst situationen?? Hvor finder jeg vejledning?? Det er første og eneste gang jeg har ønsket at mit livs holdepunkt ville få fred ved at gå over på den anden side.. Men nu fortryder jeg så inderligt at tanken kunne falde mig ind.. jeg skammer mig over det.... Undskyld mormor.. <3


 

Kommentarer fra andre brugere :

Du har ikke noget at fortryde.
Du kan tværtimod glæde dig over, at din mormor har så megen tillid til dig, at hun lod dig hjælpe hende i hendes svære tid.
Du vidste instinktivt, hvad du skulle gøre, og det kom dig og hende til gode.
Du mødte din mormor i øjenhøjde, det kunne ikke være bedre.
Livet går ikke altid efter en snor,ingen har lovet os noget som helst.
Det er op til os selv at få det bedste ud af enhver situation.
Varme hilsner til dig fra Merete

Skrevet af  Merete, 6. marts 2014 11:36

Stakkels dig. Hvor er du dog alene om den frygtelige situation. Jeg håber din familie er der for dig, når de nu ikke kan være der for din mormor.

Skrevet af  jette, 12. marts 2014 20:08

Nej det eneste vi er sikre på her i livet er at det går op og ned og at det slutter en dag.. men i de svære dage er den ikke nemt at tro på at det vender igen.. Jeg er rigtig glad for denne side og har fundet megen hjælp i at læse andres historier. Jeg er heldigvis gift med en som støtter mig 100% i forløbet med min mormor. Ellers havde det også været helt umuligt for mig at holde modet oppe..

Skrevet af  Barnebarnet, 25. marts 2014 23:56