Kun ved hjælp af bidrag kan vi fortsætte og styrke arbejdet med Demensnet.

Læs blog

De sidste ord

Et indlæg i "Jeg savner dig"
Skrevet af Anonym 9. februar 2016 12:25

Den 1. december 2015 fik jeg et opkald fra min svigerinde. Lægen havde været hos min mor og erklæret hende terminal. Dagen jeg i 5 havde frygtet var kommet. Det jeg frygtede aller mest var at jeg ville holde mine følelser tilbage. Men det gjorde jeg ikke. Jeg græd sekundet efter hun havde sagt det. Jeg faldt på gulvet og græd. Alt ting blev så virkeligt i det sekund. Min mand og søn kom ind til mig og trøstede mig. Jeg kiggede på min to årige dreng og sagde at jeg var ked af det men at mor nok skulle blive glad igen. Han aede mig på min kind og løb ind og legede videre. Jeg er glad for at han også får lov at se denne side af mig uden at den skal overfuse ham. Jeg smed alt hvad jeg havde i hænderne og tog til Odense. Der var jeg sammen med min familie for første gang i lang tid. Det var hårdt at se min mor. Hun havde tabt sig så meget. Hun lå i sengen og jeg tror hun kunne mærke at vi alle var der. Den efterfølgende måned var så hård. Jeg var nødt til at tage hjem til København og være med min søn men mit hjerte var i Odense. Jeg kunne ikke tage mig sammen til at se hende. Det var alt for hårdt. Efter et par dage hos en veninde tog jeg en tidlig morgen til Odense. Jeg var helt alene med min mor. Jeg fortalte hende hvor højt jeg elskede hende. Hvor glad jeg var for alt hun har gjort for mig. OG alt hvad hun har lært mig. Jeg sagde at jeg ville savne hende. Alt imens jeg hulkede. Det var som om hun hørte hvad jeg sagde. hun nikkede og svarede ja når jeg spurgte om hun kunne huske få minder fra min barndom. Jeg satte en sang på som jeg hørte sammen med hende da jeg var lille. En sang som kun minder mig om hende. Til sidst lagde jeg mig ved siden af hende og sagde til hende at hun skulle give slip. Jeg fortalte hende hvad mig og mine tre søskende lavede til dagligt og hvad min far laver. Hun hørte alt hvad jeg sagde. Det er jeg sikker på.


 

Kommentarer fra andre brugere :

Kære Anonyme
Det kan du være sikker på, at din mor gjorde.
Faktisk har jeg fået et andet forhold til døden, efter at have set mine forældre få fred.
Det du gjorde, var smukt. At fortælle om jeres liv sammen og minder derfra, det mener jeg er smukt. Det gav din mor en tur tilbage i tiden, og jeg er sikker på, at hun også elskede dig, netop når du blev så ulykkelig.

Desuden: stor anerkendelse for at vise din lille dreng, at det er om at være ked af det. Nu har han lært det.🌹

Skrevet af  Ellysdatter, 27. februar 2016 09:27