Spørgsmål indsendt
31. oktober 2011
Emne: Har min far begyndende demens?
Min far er 75år gammel og har igennem det sidste halve år ændret adfærd.
Han bor alene, da han mistede min mor for mange år siden og mine to søskende er desværre også døde. Så han har kun mig og ingen omgangskreds.
Hans korttidshukommelse er blevet ringere og ringere og spørger om det sammme flere gange.
Han spørger altid om hvad dag det er og datoen.. Han går til kontrol hver tredie måned for prostacancer og begynder uger før, at spørge om hvornår det er.
Skal han noget nyt bliver han forvirret og kan ikke finde ud af, hvornår han skal hvad og hvor. Jeg har forsøgt, at skrive en seddel til ham, som han fik med hjem en weekend, hvor han både skulle til guldbryllup om lørdagen og en fødselsdag om søndagen. Jeg måtte ringe til ham, da morgensangen var slut, for han var ikke kommet og han mente, at det først var kl. 10 selvom jeg havde skrevet kl. 8 på sedlen.
Han har nu gået i det samme tøj 1½ måned og jeg har mange gange sagt til ham, at han har pletter på tøjet - men han går stadig i det. Jeg har tilbudt ham, at vaske for ham en gang i ugen, så han kan få nyt på. Men han vil ikke.
Vi har købt et hus til ham her i vores by, som han sidder til leje i. Han kommer alle hverdage og spiser til aften her hos os og vores børn er nu ved at være utålmodige, for han spørger dem om det samme og det er HVER aften.
Jeg har selv så mange følelser i det her og de er meget blandede. For jeg aner ikke hvordan jeg skal gribe det an... Vil så nødig gøre ham ked af det, for han har været så meget igennem og slås også med hans cancer. Og han er jo ikke så glemsom, at det endnu er et problem for ham... Men vi andre kan se en forskel og jeg føler, at jeg er ved miste ham.
Han skal til kontrol her d. 9 nov og der har jeg en lille plan: Overlægen spørger altid, om det ellers går godt og der har jeg tænkt mig at spørge lidt dumt.... Jeg vil spørge om de piller han får, kan have en bivirkning på korttidshukommelsen.. Og så håber jeg af den vej, at lægen vil spørge ind til det, for jeg er ikke den type der går lige på og hårdt. Vil det være dumt af mig og er det at blande mig for meget?
Far vil sikkert blive sur og skuffet over mig, men hva faen skal jeg lige ellers gøre?
Håber I kan hjælpe mig bare lidt - Kh Lisbeth1968
Svar fra DemensNet
Kære Lisbeth 1968.
Jeg kan forstå det er et problem, Det kan være bivirkninger af medicin, men det kan også være en demenstilstand, som bør udredes, da jeg synes symptomerne ligner noget man kan behandle.
Du kan tale med hans egen læge om at få en henvisning til demensudredning. Egen læge kan lave en del af det der skal laves, men formentlig skal der en neurolog, geriater eller en psykiater med forstand på ældres forhold til at hjælpe med at stille diagnosen.
Der bør laves en Ct-scanniing og det kan du sikker godt få overlægen til at henvise til hvis du fortæller ham om din mistanke.
Det bekymrer mig at han får medicin, hvis han selv styrer dette, kan han tage det på forkerte tidspunkter, , og muligt ikke og muligt flere gange end ordineret af lægen.
Det lyder til I skal have kontakt til den kommunale hjemmepleje. Da han er 75 år skal han have besøg, hvis han ikke nægter det, fra hjemmeplejen, et besøg, der er lovgivet om.
Du bør henvende dig til kommunens visitator eller nogle steder demenskoordinator , der hører hjemme i hjemmeplejen om problemstillingen, jeg er sikker på de kan hjælpe dig..
For mig lyder det til han har behov for personlig pleje og mulig medicinadministration, Dette kan hjælpe på dine diskusioner om tøjskift mm.
Det er naturlig udtryk for svækket korttidshukommelsen at han spørger om det samme hele tiden.
Med venlig hilsen
Kirsten Abelskov, overlæge
Svaret blev lagt på DemensNet
7. november 2011