Spørgsmål indsendt
15. september 2011
Emne: Reaktion på diagnose
Tirsdag blir vores skelsættende dag. Eller rettere min mands. Da får han sin FTD diagnose..
Han er en meget lukket mand, men samtidig den mest bløde mand jeg nogensinde har mødt. Hvordan hjælper jeg har gennem dette? Det er en meget alvorlig diagnose at få. Han har hele tiden protesteret imod den. "Jeg fejler ikke noget" "Jeg har altid været sådan" osv. Det er mig der har givet ham diagnose, jeg har manipuleret med sygehussystemet.. Tjo.. Diagnosen er jo delvist bygget på mine udsagn, men det er så tydeligt nu. Ingen er i tvivl om at der noget helt galt med hans hjerne. Men hvordan hjælper og støtter jeg ham bedst lige i den første tid efter på tirsdag? Skal jeg tale om det eller lade ham være? Da han var til tests ved neuropsykologen røg han helt i kælderen bagefter. Hans reaktion bare på det var voldsom, så voldsom at jeg overvejede at ringe til vagtlægen. Hvordan blir det så ikke når det er den endelige diagnose der blir præsenteret for ham på tirsdag?
Venlig hilsen
Vera
Svar fra DemensNet
Kære Vera
Desværre var jeg på ferie, så derfor denne lidt senere tilbagemelding. I skulle nu have fået en tilbagemelding på din mands diagnose (FTD).
Du fortæller at hans reaktion på undersøgelserne hos neuropsykologen var voldsomme og du er bange for hans reaktion på diagnosen.
Umiddelbart er det naturligt at reagere med krise/og angst på en alvorlig diagnose, og det er almindeligt at vi har brug for at benægte sandheden. Det tager tid at acceptere at man har fået en alvorlig sygdom. Særlig svært kan det være ved en demenslidelse, hvor de kognitive svigt er medvirkende til at man ikke helt forstår hvad der tales om.
Du skriver at din mand er meget lukket og blød, men at han samtidig protesterer og siger det er dig der manipulerer og giver ham diagnosen.
Jeg tror det er vigtigt at du kan rumme hans frustration og undgå diskussioner. Fortæl ham at diagnosen jo ikke ændrer på noget i forhold til, hvordan han har det - og i nu må kikke fremad. Afled ham og tal om hverdagsting han kan forholde sig til, gør alt for at berolige ham, sig nu er det overstået nu hvor han har fået diagnosen. Der skal ikke snakkes så meget om det, det klarer han ikke.
Din mand skal have en hverdag uden for megen tanke på sygdommen, for dig er det anderledes.
Du får brug for information og viden om sygdommen, så du kan klare de adfærdsmæssige forandringer hos din mand, som man ved er en følge af sygdommen. Først og fremmest bør du kunne få hjælp fra det hospital, hvor din mand er blevet udredt. Desuden bliver der brug for god støtte fra familien, ligesom en pårørende gruppe med ligestillede kan være en stor hjælp. Kommunens demenskoordinator vil også kunne blive en god støtteperson. Der er ikke så mange støttegrupper for pårørende til FTD, men jeg sender dig en adresse, hvis du bor på Sjælland via Demensnet.
Venlig hilsen
Ingrid Lauridsen
gerontopsykolog
Svaret blev lagt på DemensNet
3. oktober 2011