Viden om demensHjælp til dementeHjælp til pårørendeSamfundetMødestedetMit univers

Brevkasse

Spørgsmål indsendt 19. august 2010

Emne: Små kontra store enheder

Jeg arbejder til dagligt på en demensenhed bestående af 24 beboere. Indtil for nylig har det været således at der var 2 enheder af 12 beboere i hver, men ledelsen har altså valgt at slå enhederne sammen.

Mit spørgsmål er kort og godt om dette ikke går imod hvad man anbefaler for demente?

Venligst
Thomas


Svar fra DemensNet

 

Kære Thomas

 

"Små kontra store enheder"

Helt kort kan man besvare dit spørgsmål "Jo" - det anbefales at man tilbyder demensramte personer mindre overskuelige boenheder, da de pga. deres sygdom har svært ved at overskue større enheder og mange mennesker. Alle projekter der har arbejdet med mindre - skærmede boenheder viser dette. I det hele taget gælder det generelt for gamle mennesker, men i særlig grad for demensramte personer.  

Du skriver ikke noget om, hvad man har tænkt at tilbyde af daglige aktiviteter og strukturering af den enkelte beboers dagligdag, hvilket er nok så væsentligt. Skal alle sidde sammen i spisesituationen? forestiller man sig aktiviteter tilbudt generelt til hele gruppen samtidig? osv.  

Hver enkelt dement beboer har brug for en strukturering af hverdagens aktiviteter, som er tilpasset hans/hendes ressourcer og interesser. Her skal man huske på, at netop demensramte mennesker som er flyttet i plejebolig, har et særligt behov for tryghed og overskuelighed. På baggrund af den viden har mange kommuner netop gennem årene oprettet mindre skærmede enheder. Til disse enheder kan der ligeledes være knyttet en bedre personalenormering, da man ved at demensramte personer har brug for guidning og hjælp i alle hverdagens gøremål. Det være sig ved personlig pleje, som hvis man bruger kvalitetstid på dette, kan være en meget fin aktivitetet for de svageste beboere, eller brug af livshistorie, gamle genstande osv. som alt sammen kræver guidning og styring af et persoanle, for at kunne bruges optimalt. 

I større afdelinger kræves der særlig opmærksomhed på, at få inddelt dagen med aktiviteter for beboere med demens systematisk. Grupperne skal helst ikke omfatte mere end fra 2 til 6 personer alt efter aktivitetetens art. Problemet er dog ofte, at der sjældent er personale nok til at lave flere mindre grupper i løbet af dagtimerne, hvilket for mange demensramte beboerere betyder at de mister deres ressoucer for hurtigt. For de fleste plejehjemsbeboere med en demenssygdom betyder mindre enheder rigtig meget for trivsel og bevarelse af færdigheder, som er afhængig af et overskueligt hverdagsmiljø.

Der er dog undtagelser. F.eks. vil demensramte med frontaldemens kunne have glæde af mere plads og rum omkring dem, hvor de kan gå væk fra andre beboere, som de ikke vil have tæt på. Men det er meget individuelt hvad behovet er for den enkelte. Frontallaps demente personer er ikke særlig socialt anlagte og da de mister deres "Emma Gad" - dvs. fornemmelsen for, hvad der er god opførsel, vil de ofte komme i konflikt med andre beboere - især hvis pladsen er for trang. Men bortset fra denne gruppe tror jeg at langt de fleste fagpersoner med viden om demens er enige om, at mindre boenheder burde være en selvfølgelighed, når man har fået en demenslidelse.

 

Venlig hilsen
Ingrid Lauridsen
Gerontopsykolog

 

Svaret blev lagt på DemensNet 25. august 2010