Spørgsmål indsendt
19. august 2010
Emne: Lægebesøg.
Min mor på 67 år har nu i et par år vist tegn på begyndende dement.
Et par eksempler er at hun er forvirrende, ved ikke hvilken dag det er, hvad hun lavede igår, kan ikke finde sine ting, siger de samme ting hele tiden, kan ikke huske hvad hun lige har pakket ned i kufferten, er en halv time om at vælge imellem 2 jakker og så videre. Den sidste tid er det blevet værre. Jeg ser ikke så tit min mor, da jeg bor i udlandet og når jeg da ser hende kan jeg tydeligt se, at det er blevet værre.
Min søster og min far kan også mærke det. Vi har nu sammen besluttet, at det ville være en god ide, hvis hun blev undersøgt af sin læge. Min far havde en snak med hende og hun sagde at det var okey, men nu nægter hun at gå til lægen, hun er jo ikke syg..... Hvordan kan vi bedst komme videre? Vi hendes familie, har alle brug for at vide mere, for at kunne hjælpe hende bedst mulig.
På forhånd tak.
Svar fra DemensNet
Kære spørger
Jeg kan sagtens forstå, at du er bekymret for din mor, og gerne vil have hende til lægen.
Men hvordan får man overtalt en person, der ikke har nogen indsigt i sine problemer i at gå til lægen?
Det er desværre ikke helt let at svare på, for vi mennesker er forskellige og derfor reagerer vi også forskelligt, fx i en situation, hvor vi føler os pressede, således som din mor sikkert gør nu.
Som udgangspunkt kan man ikke tvinge en person til at gå til lægen mod dennes vilje, ligesom lægen heller ikke må starte en undersøgelse, uden personens tilsagn om dette.
Hvad kan I som familie så gøre?
Nogle har prøvet at løse problemet på følgende måde:
Hele den nære familie mødes til et lille familiemøde, hvor rammerne omkring mødet er hyggeligt, fx. med kaffebord eller en god middag med et glas vin.
Når stemningen er god, fortæller et familiemedlem, at I sammen i familien har talt om, at der er nogle situationer, som er besværlige for mor, og som I derfor gerne vil hjælpe hende med. Ved slutningen af denne samtale, fortæller I mor, at derfor har I bestilt tid hos lægen, og at en fra familien (som mor har god kontakt til) vil gå med mor til lægen.
Der vil sikkert stadig komme kommentarer fra mor om, at det vil hun ikke, men her er det så vigtigt, at familien står sammen og siger, at nu er tiden bestilt, og derfor tager I til dette lægebesøg.
Samtidig er det vigtigt, at fortælle mor, hvor meget I holder af hende, og hvor vigtig hun er for hele familien, og at det er derfor, I gerne vil hjælpe hende.
Familien fortæller mor, at I står bag hende hele tiden, ligegyldig hvad lægen måtte finde eller ikke finde. Men for jer alle er det vigtigt, at få af- eller bekræftet om der er noget galt, og at få sat gang i en behandling, hvis det er nødvendigt.
Nogle reagerer negativt overfor et pres fra familien, og bliver næsten stædige som et lille barn, og vil så bare slet slet ikke til lægen. Det er måske den situation, jeres mor er i lige nu.
I en sådan situation er der desværre ikke andet at gøre, end at lade tiden arbejde for jer. På et eller andet tidspunkt, skal hun nok selv ønske at komme til lægen, men det kan tage sin tid.
Igen andre familier ”kører” lidt på mors omsorg for familien, og siger fx.: ”Hvis det var en af os, der havde det dårligt og med de og de symptomer mor, så ville du helt sikkert sørge for, at vi kom til en læge og blev undersøgt”.
Din mor er ”kun” 67 år, og de symptomer, du beskriver kan skyldes andet end en demenssygdom.
Fx. kan en ubehandlet depression give de samme symptomer. En depression kan heldigvis behandles, således at pt. I løbet af et stykke tid kan blive velfungerende igen.
Et andet argument, hvis fx. emnet demens kommer på tale, er at der findes medicin mod demens, og jo hurtigere i forløbet man kommer i behandling jo bedre er det.
Hvis din mor får receptpligtig medicin, og af og til skal til lægen for at forny recepten, er det en god idé, at ringe til lægen og oplyse om jeres bekymringer for mor.
Måske kan lægen så overtale din mor til at lade sig undersøge nærmere.
Jeg håber, I kan bruge lidt af ovenstående, og at det kan hjælpe med at få mor til lægen.
Held og lykke
og venlige hilsner
Lotti Larsen
Socialrådgiver
Svaret blev lagt på DemensNet
26. august 2010