Brevkasse

Spørgsmål indsendt 11. august 2010

Emne: Personalenormering

Min mand har gennem to et halvt år boet på plejehjem, som ved hans indflytning reklamerede med, at et stort antal af det ansatte personale havde en demenskoordinator-uddannelse, fordi ledelsen havde øje for at mange, ca. 80% af de tilflyttede beboere var demente i en eller anden grad. At de ansatte havde en god tilgang til beboerne var tydelig, og vi var længe tilfreds med tilgangen til beboerne.

Efterhånden er de særligt uddannede holdt op – måske til stillinger på skærmede enheder med færre beboere (mit eget gæt), og desværre ser det ikke ud til at man kan fastholde et nyt personale, og især her i sommer, har der været nye vikarer omtrent hver eneste dag, hvilket er et stort problem for især demente personer, som har brug for tryghed og genkendelighed.

Det første år var der forskellige aktiviteter om eftermiddagen, f.eks. fællessang eller oplæsning. Disse aktiviteter er helt væk og når jeg nu kommer om eftermiddagen, sidder beboerne og hænger i deres kørestole, småsovende uden kontakt med hinanden og intet personale i nærheden. Når de er ”parkeret” udendørs, sidder de og råber om hjælp til toiletbesøg eller ly for solen eller vinden, og da ingen personaler er i nærheden, træder min mand og jeg til, f.eks. at køre beboeren ind eller finde en af de ansatte, som kan tage sig af dem. Ofte kan man ikke finde personalet, da de er travlt beskæftiget rundt om i lejlighederne med de beboere, der ikke er så ”raske”, at de kan færdes uden for deres bolig.

Eftermiddagsholdet består af tre plejere, som skal betjene 24 beboere, hvoraf kun tre kan gå uden støtte. Derudover er der fire, som støtter sig til rolator, resten er kørestolsbrugere. Klientellet er blandet, altså beboere med fysiske og psykiske skavanker (demens), men antallet af demente er ca. de 80% som forudsagt, og de bliver pt. ikke stimuleret. De bliver passet og plejet, men derudover er de på egen boldgade, og det gør dem i den grad inaktive og modløse.

I sidste uge henvendte en af beboerne sig til mig i spisestuen og sagde: Det er et forfærdeligt sted det her, og hvis de to herrer (min mand og hans sidekammerat) kunne udtrykke det, ville de sige det samme. Jeg spurgte, om de ikke fik den hjælp, de behøvede, og det blev der svaret jo til, men derudover er der tomhed og stilhed. En anden beboer, scleroseramt kørestolsbruger, siger hans hjerne er gået i stå efter hans indflytning, en tredje, også kørestolsbruger klager over at hun ikke bliver talt til med respekt dvs. man taler til hende bagfra, altså uden at vende kørestolen eller gå foran den, og at klager over ublid behandling bliver overhørt.

Der er pt. "oprør" blandt de pårørende og de "raske" beboere, som har indkaldt til møde, for at drøfte situationen. For som nævnt er det ikke kun de demente der forsømmes. De "åndeligt" raske beboere føler sig også ladt i stikken, der er intet, der stimulerer deres hjerner, som de selv udtrykker det.

Mine spørgsmål er:

• Er der en norm for personalets størrelse?
• Hvordan kan man tilgodese de to beboergruppers forskellige behov og forbedre deres livskvalitet?
• Hvordan møder vi personalet med vores kritik, som helst skal være konstruktiv?

Svar fra DemensNet

Kære Spørger

Dit første spørgsmål er let at besvare, fordi det er et rungende nej.

Det ville være meget dejligt med en fastlagt normering, så man som beboer og pårørende havde et konkret tal at forholde sig til. Normeringen afhænger ikke af beboersammensætningen. Du nævner, at der er 3 personer på arbejde om eftermiddagen til 24 beboere. Det er en meget almindelig normering på et plejehjem.

Der er helt tydelig en aldersdiskriminering, idet borgere under 65 år, fx  bosteder med unge hjerneskadede og udviklingshæmmende, har en betydelig højere normering. Jeg har aldrig forstået, hvorfor man fra samfundets side mener, at unge har brug for mere personalekontakt og et højere aktivitetsniveau end ældre medborgere. 

Dit andet spørgsmål er sværere at svare på. Du nævner selv, at personalet er optaget med andre gøremål om eftermiddagen, så det er ikke fordi, de ikke laver noget. I modsætning til, hvad mange tror, så er arbejdet med ældre en opgave, der kræver gode personalemæssige ressourcer. Personalet skal være både fagligt dygtige, være personligt modne og havde organisatorisk erfaring for at drive en afdeling med så syge beboere, som der er tale om på en normalt dansk plejeafdeling. Derfor vil der ofte ske det, du nævner, nemlig at nye og måske ikke så erfarne medarbejdere må fokusere på det praktiske arbejde, hvorved aktivitets- og relationsarbejdet ikke får den opmærksomhed, der er behov for. Som beboer og pårørende har man brug for at blive plejet tilfredsstillende, men det der gør livet værd at leve, er oplevelser og kontakt med andre mennesker.

Dit tredje spørgsmål: Som du er inde på, så er personalet sårbart i en sådan situation. Man må formode, at alle mennesker altid gør deres bedste, men det er bare ikke godt nok. Derfor skal I sørge for, at forstander og afdelingsleder er til stede ved mødet. Det er dem, der skal træde i karakter som ledere og bære ændringerne igennem. Konkrete eksempler er ofte den bedste måde at tydeliggøre den forringede pleje og dagligdag for beboerne. De beboere, der kan tale for sig selv, må træde frem og fortælle, hvad de oplever i deres dagligdag nu. I andre må tale for jeres pårørende.

Venlig hilsen
Susanne Kaagaard
Psykolog

Svaret blev lagt på DemensNet 16. august 2010