Brevkasse

Spørgsmål indsendt 11. august 2010

Emne: At føle sig hjemme/tryg på plejehjem m.m.

Min mand, Levy body dement, har, efter ca. halvandet år på plejehjem med særdeles god og humoristisk kontakt til de fleste af de ansatte, udviklet sig til en vred mand, som i den grad føler sin integritet overskredet, hver gang en ny person (ofte en vikar, der ikke har været der før) forsøger at nærme sig ham. Desværre har der været udskiftning og sygdom blandt personalet.

Han nægter hjælp til de dagligdags rutiner som soignering og påklædning, her pt.hjælp til påtagning af kompressionsstrømpe. Han har nu for anden gang en blodprop i hele venstre ben. Det betyder, at når jeg besøger ham, det være sig kl. 15:30 eller 10:30, så går han rundt uden strømper, eller hvad værre er, en sok på venstre fod, som afklemmer blodets tilbageløb. Når jeg påpeger det for afdelingens leder er svaret: vi kan ikke komme til ham, så hvad skal vi gøre? Der er også store problemer med at hjælpe ham med badet, men det er jo en velkendt situation, når man taler om demente.

Jeg er hans tryghed, og han samarbejder på alle planer, når jeg er i nærheden. Hvis læge, tandlæge eller ukendt personale nærmer sig uden min tilstedeværelse, falder der brænde ned, men sidder jeg i sofaen, når de er der, finder han sig i alt. Den eneste person, som han samarbejder med på plejehjememt, har nu ferie i tre uger. Jeg håber han kan kende hende, når hun vender tilbage.

Årsagen til min mands blodprop, tror jeg, er at han ikke længere bevæger sig, som han har været vant til, selv om man på afdelingen pointerer, at han rører sig en del pga. rastløshed - og kedsomhed (min tilføjelse). Min mand som selv kan gå, men ikke finde rundt, accepterer desværre sjældent tilbud om en spadseretur med personalet, selv siger han, at han ikke gider de små ture. Han har i sit raske liv altid gået minimum et par timer dagligt. Jeg har gået ture med ham af en til to timers varighed omtrent hver eneste dag i over halvandet år; jeg mener, at en Levy body dement skal holdes i gang så længe som overhovedet muligt. Turene er over det sidste år langsomt reducerede, ikke fordi min mands ben svigter, men fordi han bliver så utrolig varm og svedig, så han næsten bliver dårlig. En af grundene hertil er nok, at han drikker alt for lidt, selv om han hele tiden bliver præsenteret for diverse drikkevarer.

Min mand kan ikke huske, hvad der er sket i løbet af dagen, så jeg kender ikke hans dagligdag, men jeg tolker hans utryghed, vrede og følelse (hans eget udtryk)af at være i fængsel - og absolut ikke hjemme, selv om han ikke ved, hvor hjem er - som et tegn på, at noget ikke er, som det bør være.

Jeg har længe forsøgt at holde fast i, at min mand var i gode hænder. Desværre er jeg nu meget i tvivl, bliver ked af det, når jeg finder ham siddende på gangen i en stol ventende på min ankomst. Endnu sværere er det, når han ved min ankomst trykker sig ind til mig som et lille barn og sukkende fortæller, hvor glad jeg gør ham, og allerværst er det, når han kigger sig rundt i sin stue og spørger: hvordan kan vi dog få alt det her med os hjem.

Jeg er praktisk talt hans primære hjælper: bad, barbering, pedicure, gåture eller motionscykel. Ofte føler jeg, at det ville være nemmere at have ham hjemme, det ville spare mig en times daglig transport, men afholde mig fra ugentlige kontakter med vore børnebørn og en nogenlunde almindelig hverdag.

Mine spørgsmål:

Hænger følelsen af ikke at være hjemme sammen med manglende personlig kontakt?
Burde jeg forvente, at afdelingslederen sørgede for at min mands kontaktpersoner, har den specielle kompetence de kræver at omgås demente?
Burde min mand have speciel træningsom Levy body dement?

Svar fra DemensNet

Kære Hustru

En ting er, at ens mand er dement og bor i en plejebolig, en anden ting er at føle, at han ikke er i gode hænder.

Som du sikkert ved, kan det være ganske svært at soignere en dement person, som ikke kan samarbejde. Som du har oplevet, kan det i de allerfleste tilfælde godt lade sig gøre, når personalet har de rette kvalifikationer. Det er plejehjemmets opgave at sikre, at din mand plejes forsvarligt, og jeg kommer stærkt i tvivl om, hvorvidt personalet gør det. Jeg tænker på, at når han har dannet og er i risiko for at danne flere blodpropper, så kan det være en livstruende situation for ham, at han ikke får støttestrømper på, og at han jævnligt går med en sok, der strammer.

De fleste kommuner har en demenskonsulent/koordinator, som kan vejlede personalet i pleje og omsorg til demente borgere. Personalet må vide, om din kommune råder over en sådan kapacitet på demensområdet.

Der findes også et landsdækkende rådgivningscenter, der hedder VISO. De giver personale og institutioner gratis vejledning og rådgivning i svære pleje- og omsorgsmæssige situationer. Jeg vil foreslå, at du får plejehjemmet til at kontakte dem, så de kan lære at passe din mand godt og uden at bruge magt over for ham. Det optimale er, at hele personalegruppen deltager i møderne med VISO, så de alle får råd og viden. VISOs personalet er dygtige, så det kan anbefales.

Personalet kan også kontakte din mands læge og få et råd, om det er muligt at give ham en let blodfortyndende behandling.

Du nævner også, at han ikke drikker væske nok. Det hænder, at personer med demens ændrer smag, så de kan lide noget, de absolut ikke kunne lide tidligere. Plejeboliger har tit den samme saftevand i årevis, og det vil enhver blive træt af. Der findes mange små juicer med forskellig smag. Du kan prøve at servere det for ham (i glas), måske er der noget, som han kan lide. Personer med demens kan også udvikle synssanseforstyrrelser, så det er ikke nok at præstentere drikkevarer/mad, de skal have glasset/gaflen i hånden.

Demens er desværre kendetegnet ved, at den mentale tilbagegang ledsages af en fysisk tilbagegang. Så din mand vil med tiden blive dårligere til at gå. Du har ret i, at gangfunktionen skal vedligeholdes, men det kan være svært at se, hvornår tilbagegangen skyldes sygdommens udvikling eller mangel på "træning". Jeg mener, at alle beboere i en plejebolig skal trænes til deres optimale funktionsniveau, og det gælder også for din mand. For alle beboerne skal træningen tilpasses den enkelte beboer - (derfor er mit sidste svar nej).

En del personer med demens udtrykker følelse af at være i fængsel. En indholdsrig hverdag kan medvirke til at dæmpe denne følelse. Selv om din mand er meget syg af sin demens, så bør der være en plan med hans dag. Om det nu bliver demenskonsulenten eller VISO, der hjælper afdelingen, så vil det også være en opgave for dem at rådgive om meningsfulde aktiviteter for din mand. Det kan måske lette hans triste stemning, men der er ingen garantier.

Så for at svare mere kortfattet på dine spørgsmål, så vil det være 1. måske, 2. ja, 3. nej.

Med venlig hilsen
Susanne Kaagaard
Psykolog

Svaret blev lagt på DemensNet 30. august 2010