Spørgsmål indsendt
13. juli 2010
Emne: er det begyndende demens?
Hej Brevkasse.
Min mand er 57 år. Hans far og farmor havde begge Alzheimer, som debuterede, da de var omkring 70 år. Begge måtte på specialplejehjem for demente.
Min mand er akademiker og bestrider en lederstilling på et kompliceret og ansvarsfuldt område. Der er angiveligt ingen problemer med ham i arbejdsmæssige sammenhænge, og han er meget glad for sit arbejde.
Men jeg synes, at han på flere og flere områder har symtomer, som faderen først fik i 70 års alderen. Især når vi er væk fra de vante omgivelser (vi har lige været på ferie) er den helt gal: han leder flere gange dagligt efter nøgler, pung, pas, telefon, bilen på P-pladsen osv. osv.
Som noget nyt er han nu begyndt at antyde, at det må være mig eller andre familiemedlemmer, som "gemmer" tingene for ham - og han bliver rigtig aggressiv og ubehagelig i disse situationer.
Han er også begyndt at gentage sig selv utrolig meget: han har forskellige fraser, som han selv synes er sjove, og som han hiver frem igen og igen over for familie og venner, som har hørt det til hudløshed. De voksne børn laver tit grin med ham og "grammofonpladen", men det hjælper ikke.
Jeg er rigtig bange for, at han er begyndende dement! Jeg kan på den anden side godt se, at hans arbejdsområde ikke vil kunne bestrides af en dement. Når jeg påtaler hans hukommelsesproblemer, bliver han vred og nævner, at han jo kan lave soduko, krydsord, passe krævende lederstilling, osv.!
Han føler desuden, at jeg desuden altid er "efter ham". Han vil ikke høre tale om, at han evt. kan have de samme problemer som hans far og farmor.
Jeg vil gerne vide, om der vil være nogen fordel ved, at presse ham til at blive undersøgt snart - eller skal jeg bare lade ham være i fred og vente - og håbe at det bare er stress?
Mange venlige hilsner fra en bekymret kone.
Svar fra DemensNet
Kære ”bekymrede kone”,
Kriterierne for demens af Alzheimers type er først opfyldt, når der foreligger en svækkelse af både hukommelsen og andre funktioner, der har med tænkningen at gøre. Hertil skal problemerne have en sådan sværhedsgrad, at det griber ind i almindelige dagligdags aktiviteter, herunder erhvervsevnen.
Da din mand, som er akademiker, ifølge dit brev er i stand til at bestride en lederstilling på et kompliceret og ansvarsfuldt område uden problemer, kan man næppe opfatte ham som dement. Og hvis demenskriterierne ikke er opfyldt, vil man heller ikke kunne tilbyde ham medicinsk behandling med ”Alzheimer medicin”. Af den årsag tror jeg ikke, at det vil være en fordel at presse ham til en egentlig demensundersøgelse.
Hvor vidt hans tilbøjelighed til at gentage sig selv og hans vrede og beskyldninger mod familien, er de første tegn på en demenssygdom kan aldrig helt udelukkes – men talrige mere psykologiske årsager kan lige så vel ligge bag. Måske stress, en lettere depression eller en personlig krise?
Skal du ”presse” din mand til noget som helst, så tjener du både ham og dig selv bedst ved at få en fortrolig samtale med ham om de forhold, der bekymrer dig. På en sådan baggrund er der måske banet vej for også at diskutere problemerne med din mands læge.
Med venlig hilsen
Peter Bruhn.
Neuropsykolog.
Svaret blev lagt på DemensNet
22. juli 2010