Viden om demens Hjælp til demente Hjælp til pårørende Samfundet Mødestedet Mit univers

Brevkassesvar

Spørgsmål indsendt 9. juli 2010

Emne: Forsikringer

Kære jurist, Dorthe Buus

Min mand har nu været på plejehjem i 1 1/4 år og er nu helt væk i sin Alzheimer demens. Ingen sprog og ingen kontakt med ham.
Han har i den tid han har været på plejehjemmet, ødelagt en masse ting i lejligheden, da hans aktiviteter har været kolosalt.

Han har revet 2 skabslåger af, oversvømmet gulvene med varmt vand, så de blev helt opløst. Alarmanlæg revet ud af væggen, skydedør revet af hængsler, CD afspiller ødelagt, gardiner med stænger revet ned, stakit om terassen brækket og flere småting.

Der er nu taget flere forholdsregler, for yderligere skader, som lukket for vandet og el. slået fra.

Han har en ansvarsforsikring i Tryg og Friplehjemmet har også en ansvarsforsikring i Tryg.

Nu skal det lige bemærkes, at jeg med medlem af bestyrelsen af det lille Friplejehjem og varetager hjemmets forsikringer.
Jeg og en anden bestyrelsesmedlem havde et møde med Tryg, hvor vi fortalte om problemet og han sagde, at hvis ikke min mands forsikring dækkede skanderne så gjorde Plejehjemmets.

Jeg kontaktede Tryg, for at anmelde skaderne, men fik at vide, at min mand ikke kunne gøres ansvarlig for sine handlinger. Det samme sagde de om Plejehjemmets forsikring.

Hvor er vi så henne - når der virkelig er brug for en forsikring, så dækker den ikke.

Det var som at slå i en dyne. Tryg afviste mig totalt.

Det er jo ikke bare mig der er kommet i denne situation, der er sikkert andre der er eller kommer i samme situation.
Alle demensforløb er jo ikke ens. Nogle er aggresive og gør skade på evt. personale m.v.
Min mand har altså dette med at rive, hamre og flå i tingene.

Tilmed har han ødelagt hans eget inventar, stole, borde, TV, video er væltet og smadret, lamper knækket og havemøbler brækket.
Han har næsten ikke mere inventar i lejligheden, kun det mest nødvendige og så nogle store papkasser, som han ordner med.

Det er voldsomt, men det er sandt det hele.
Dette er måske min omkostning, eller hvad?

Han er nu så langt i sit demensforløb, at han sover det meste af tiden. Jeg har passet ham herhjemme i ca. 10 år.
Og først nu efter 1 1/2 år er jeg ved at være ovenpå igen.

Det er meget svært at være vidne til dette forfald af en ægtemand efter 50 års ægteskab.
Håber meget, at der findes nogen love eller regler indenfor forsikringer, som kan dække omkostningerne med at få lejligheden og tingene gjort i stand.

Med venlig hilsen
Elisabeth


Svar fra DemensNet

Kære Elisabeth

En forsikring er en skriftlig aftale, der indgåes mellem forsikringsselskabet og forsikringstager. Hvorvidt forsikringsselskabet skal dække eller ej, afhænger af, hvad der står i aftalen. Til brug for udddybende tolkning af de enkelte aftaler findes forsikringsaftaleloven.

I forsikringsaftalelovens § 19 står der:

Bestemmelserne i § 18 om bortfald eller begrænsning af selskabets ansvar finder ikke anvendelse, når den sikrede var under 14 år eller på grund af sindssygdom, åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand har manglet evnen til at handle fornuftsmæssigt.

Da netop en demenssygdom med tiden kan medføre, at den demente mister evnen til at handle fornuftsmæssigt, og det lyder som om, at dette gælder for din mand på nuværende tidspunkt, så burde forsikringsselskabets pligt til at dække de skader, din mand har forårsaget ikke bortfalde.

Prøv at kontakte Tryg igen og få en forklaring på, hvorfor de ikke mener, at forsikringsaftalelovens § 19 gælder i denne situation, og hvis de fortsat værgrer sig ved at dække skaderne, bør I overveje at kontakte en advokat. Da en del af de skader, du nævner, formodentlig bør dækkes af plejehjemmets forsikring, bør I også få afklaret spørgsmålet på plejehjemmets vegne.

Venlig hilsen
Dorthe Buss
Cand.jur., ph.d.

Svaret blev lagt på DemensNet 26. juli 2010