Spørgsmål indsendt
4. juli 2010
Emne: Sex og demens
Hvor vigtigt er det for demente at have et sexliv?
I mit konkrete tilfælde er min demente kone blevet stærkt interesseret, og jeg har - efter en årrække hvor jeg har vurderet hende som barn - ikke særlig lyst til at honorere sådanne ønsker.
Hun lægger imidlertid også an på personalet! Jeg betragter behovet som et "barns" der må og skal kunne afledes og personalet "bør" være i stand til at aflede og vige uden om.
En handicappet - ved sine fulde fem kunne måske få "assistance" udefra, men det kan en dement efter mit skøn slet ikke tage stilling til.
Jeg er enig med vores datter om emnet - afvisning - men er der nogen erfaringer/holdning til emnet.
Svar fra DemensNet
Kære Brevskriver
Som jeg forstår dit brev, er din kone langt henne i sit sygdomsforløb, og som sådan må du have været omsorgsgiver meget længe. Er din kone mon flyttet i plejebolig?
Når mennesker har en alvorlig demenslidelse, mister mange lysten - eller glemmer helt hvad et sexliv indebærer. Men enkelte oplever en forstærket sexlyst, som kan skyldes, at f.eks. hæmninger er forsvundet - eller lystcenteret i hjernen påvirket. Seksuel adfærd hos demensramte mennesker er ofte mere et udtryk for mistede hæmninger end udtryk for et egentlig seksuelt behov.
Men adfærden må man nødvendigvis forholde sig til, det er jo den, der giver problemer.
Som ægtefælle er man nødt til at afvise seksuelle tilnærmelser, når man er nået dertil, hvor det opleves grænseoverskridende og helt forkert at have et sexliv sammen med sin demensramte ægtefælle. Man bliver nød til at sætte grænser og aflede ægtefællen, f.eks. med tilbud om at gå en tur, lytte til musik, holde i hånd, klø på ryggen, lave manicure og få f.eks. hænder og arme smurt med creme osv. En form for intimitet, som kunne være til glæde for begge parter. Den syge har jo stadig brug for nærhed og ømhed.
Så vidt jeg ved, er der ikke systematisk indsamlet viden om dette emne, men i mit arbejde med pårørende er det et tilbagevende tema, hvor stort set alle jeg har mødt, på et tidspunkt i sygdomsforløbet, når frem til den samme erkendelse, som du giver udtryk for. Man kan ikke have et sexliv sammen med en ægtefælle, som man er omsorgsgiver overfor og som har forandret sig radikalt personlighedsmæssigt.
For personalet er det vigtigt at få undervisning i - og opnå forståelse for den enkelte beboers seksuelle behov. Det kræver åbenhed i personalegruppen - således at ældres sexliv ikke overses. I relation til en demenssygdom må personalet kunne skelne mellem reelle behov for et sexliv og de seksuelle signaler, en demenssyg person kan udvise, og som ikke bunder i et reelt behov, men mere er et udtryk for de skader, sygdommen har medført. Der skal være forståelse for, at hos nogen demente er hjerneskaderne årsag til, at de har mistet forståelsen - og hæmninger for, hvad man kan tillade sig. De ved ikke, hvad de gør og ofte vil man kunne aflede dem, som man også gør med børn, som kan være fikseret på seksualitet - uden at vide, hvad det drejer sig om.
Nogle personaler er gode til at ignorere - og håndtere seksuel adfærd hos en uhæmmet beboer, mens andre bliver meget pinligt berørte af ældres seksuelle udfoldelser. Derfor er det vigtigt, at man får talt sammen i personalegruppen, så der er åbenhed om problemet, og at der tages hensyn til det enkelte personales grænser. Det kræver erfaring og viden at kunne håndtere seksuel adfærd hos demensramte personer, noget man får over tid.
Jeg tror ikke, at "sexhjælpemidler" er til nogen særlig glæde for en demensramt person. Blandt andet fordi forståelse for, hvad det kan bruges til vil være væk. Holdningerne til dette synspunkt kan dog være meget forskellige blandt fagpersoner.
Venlig hilsen
Ingrid Lauridsen
Gerontopsykolog
Svaret blev lagt på DemensNet
23. august 2010