Spørgsmål indsendt
11. maj 2010
Emne: Medicin?
Skal vi stoppe med at give Aricept og Ebixa?
Min kone fik for ni år siden, som 57 årig, diagnosen Alzheimers sygdom, og da havde hun nok allerede haft sygdommen i et par år. Hun kom for tre år siden på plejehjem for demente, hvor hun er glad for at være. Jeg kunne ikke have hende hjemme længere.
Hun blev straks efter diagnosen ordineret Aricept og efter kort tid 10 mg, et år eller to senere også 2x10 mg Ebixa. For vel tre år siden fik hun 5 mg antidepressiva, som senere blev øget til 10 mg.
I dag tror jeg ikke, hun kender vore børn og mig, men hun kender straks min stemme, når jeg besøger hende, hvad jeg gør ca. fem gange om ugen eftermiddag eller aften. Hun holder meget af musik, men på det seneste er hun blevet meget rastløs, til tider nærmest negativ og sover meget.
Fra starten fik jeg at vide, at medicinen sandsynligvis ikke havde nogen virkning efter 3-5 år. Den er ret kostbar, jeg betaler selv kun lidt, så det er det offentlige, der bærer den store udgift. - Har man fået mere eller større erfaring og viden omkring medicinen?
Så derfor mit spørgsmål.
Svar fra DemensNet
Kære spørger,
Det er "god latin" at ophøre med behandlingen, hvis patienten på grund af Alzheimers sygdom ikke længere er i stand til at sidde i en stol. Eller med andre ord, når patienten konstant er sengeliggende.
Selv om patienterne med tiden inden da bliver dårligere - også selv om de får medicinen, er det en erfaring, at de bliver endnu dårligere, hvis medicinen stoppes. Man skal derfor altid nøje observere, hvad der sker med patienten de første 3-4 uger efter mindskning eller ophør med den medicinske behandling. Bliver de i den situation dårligere, er det et tegn på, at medicinen stadig har virkning!
Med stigende alder og dermed aftagende nyrefunktion bliver udskillelsen af Ebixa fra kroppen dårligere. Der er derfor en teoretisk mulighed for, at din kones tiltagende rastløshed kunne være fordi, Ebixa dosen er for høj. Det kan også skyldes sygdomsudviklingen. Når vi i en sådan situation prøver at halvere dosis, ser vi af og til, at patienten bliver mindre rastløs. Andre gange bliver det endnu værre som tegn på, at det er sygdommen og ikke medicinen, som er årsagen. Der er kun en mulighed for at afklare dette: Nemlig at prøve. Tal derfor med den behandlende læge herom.
Med hensyn til de økonomiske konsekvenser af behandlingen, har det været meget diskuteret. Bedres patienten af behandlingen, er behovet for pleje mindre. Men i udlandet, hvor det meste videnskab desangående er foretaget, er plejepersonen oftest en pårørende, som ikke er betalt af det offentlige. Det har derfor været vanskeligt dér at finde en offentlig besparelse, som kunne modsvare udgiften til medicinen. Jeg tror situationen her i landet med offentlige plejehjem er anderledes. Det er min erfaring, at vort offentlige plejepersonal presser meget på for at få patienterne behandlet. De har rigeligt at gøre i øvrigt. I dit tilfælde tror jeg ikke, jeg ville bekymre mig om netop dette aspekt.
Med venlig hilsen
Lars P. Laugesen
Overlæge
Svaret blev lagt på DemensNet
10. juni 2010