Læs dagbog

Jeg trænger rigtig meget til "bare" at være datter

En side i dagbogen "Så fandt jeg herind"
Skrevet af smillasmiles 3. januar 2012 00:51

Demens sygeplejersken har været hos min mor, og hun mener ikke, at min mor er dement...Jeg ved ikke hvorfor ikke, forstår det ikke..min mor kan ikke huske at hun har været der, kunne ikke huske det ganske kort til efter hun var kørt...
Demenssygeplejersken mente at min er understimuleret og bare skal drilles lidt!
Min mor har ikke været understimuleret.Hun har altid holdt sig beskæftiget, med bøger og fjernsyn og naboer og venner..indtil for nyligt i en sådan grad at hun ikke havde tid til at få besøg fra os, hendes familie..og nu har hun glemt børnebørnene, da vi besøgte hende ved juletid troede hun at min søn var hendes bror!

Jeg har aldrig været så ked af ikke at have søskende, som jeg er det nu...
Det kan godt være min mor er mere eller mindre dement, eller i hvert fald ved at gå i barndommen, men det går ikke stille af sig...
I øjeblikket sker der nogle ting i mit liv, der gør, at jeg godt kunne undvære alt det her med min mor...
De kan sige hvad de vil, helt klar i hovedet er hun langt fra...
Hun insisterer på at jeg ringer hver dag, og hvis det stod til hende var det flere gang om dagen...Jeg har skaffet hende den mobiltelefon til ældre som Ældresagen anbefaler...Den kan hun ikke finde ud af...Dels så tager hun den slet ikke når den ringer, så jeg må hver dag ringe til plejepersonalet, for at bede dem sørge for at hun tager telefonen...Idag havde hun opdaget den røde knap (læg røret på) og følte sig åbenbart draget mod knappen.. så vi var igennem 6 opkald før vi havde talt færdig....
Det er ikke nok, at jeg kommer en gang om ugen, jeg skal komme med noget...og hun bruger dagene mellem besøg på at finde på ting jeg skal tage med...ugens liste er indtil videre : ny morgensko, (fordi de to par jeg havde med sidst åbenbart ikke er gode nok, selvom de udfylder de krav plejepersonalet har stillet til dem) øl, creme, (som hun har, for det havde jeg med sidst)to stegte lammekoteletter og en karryret, som plejehjemmet så skal lægge ris til...Na, ja, chokolade, uden nødder, ikke for cremet, ikke for tør, mælkechokolade, men ikke for mælket.
Listen skal nok nå at vokse, jeg skal først derop på torsdag.

Og så skal jeg, hver dag, hører på :"Du svigter mig ikke vel? du skal love mig at du ringer hver dag, hvornår kommer du på besøg...jeg er helt alene i verdenen, personalet er ligeglad med mig, du svigter mig ikke vel? Hvornår kan jeg komme herfra? Kan jeg ikke komme hjem, og så kan du hyre nogle privatsygeplejersker til at passe mig...det har jeg læst i et blad at man kan!"
Hun kan ikke komme hjem. Det ville kræve konstant pleje døgner rundt..på plejehjemmet har min mor fået hendes gamle sovevaner tilbage, hun sover det meste af dagen, liver op sidst på eftermiddagen, og er vågen til sent ude på natten til gengæld..ikke en rytme der passer plejepersonalet..Bagefter så klager min mor over at de lader hende sove hele dagen.

Jeg er træt! Jeg trænger til aflastning...og nej, en telefonsamtale om dagen og et besøg en gang om ugen er ikke meget...men..det tager meget på mine kræfter at samtalerne skal være så anstrengende og at besøgene går op i at bliver herset rundt med, mens min mor sidder der og troner i sin kørestol...Sidder..fordi hun nægter at stå op og forsøge at gå!
Hun hører ikke så godt, så jeg skal hæve stemmen for at være sikker på at hun kan høre mig..så skælder hun ud fordi jeg råber...og sådan er det hele vejen igennem...
Der er virkelig dage hvor jeg godt gad springe den daglige samtale over...jeg bliver skældt ud hvis jeg ikke kører op til hende så snart jeg har en fridag, jeg bliver skældt ud fordi jeg !sådan kommer uanmeldt" når jeg kommer derop, selvom hun har fået det at vide dagen før...jeg får ikke lov at sidde ned i to minutter når jeg er på besøg, men hun græder når jeg tager afsted...

Jeg vil gerne tilbage til at være hendes barn igen, inkl. ikke at SKULLE ringe hver dag....men det er ikke i kortene..

« Forrige side | Næste side »

Kommentarer fra andre brugere :

Hej med dig.
Du skal ikke råbe til din mor, det hjælper ikke. Du skal tale direkte til hende, så hun kan se dit ansigt, og med almindelig stemmeføring. Når folk taler højt ( jeg kan heller ikke høre) så føles det meget, meget ubehageligt, ja uforskammet. Så jeg kan godt forstå din mor bliver vred over det. Der må til gengæld ikke være for meget støj, når du og din mor skal snakke.
Så ved jeg ikke med de der indesko. De skal jo tilfredsstille din mors behov, ikke plejepersonalets.
Din mor kan godt være understimuleret, fordi hun ikke kan høre. Man bruger meget energi på at høre, når man ikke kan høre, og man bliver meget træt, hvis så folk samtidig råber, ja, så er det forståeligt, at man trækker sig ind i sin egen verden. Livet bliver ikke særlig interessant.
Blinde får omsorg, døve får skældud, tænk lige på det. Din mor kan ikke gøre for, at hun ikke kan høre. Det er dig der skal respektere din mor, og tage hensyn til hendes dårlige hørelse.
Du for din part, må sige fra overfor din mors forlangende, sig kun ja, til det, du kan og det du vil gøre for hende.
Det med, at hun "at hun sidder der og troner" i sin kørestol - hm- den følelse kan jeg godt huske, jeg havde i forhold til min svigermor, jeg brugte nøjagtig samme vending, fordi jeg var stresset og vred over, den tid hun tog fra mig. Det var dog ikke hende der forlangte noget, men hjemmeplejen.
Jeg syntes, at dine besøg en gang om ugen er nok. Du skal også have dit eget liv. Du kan godt bede din mor om ikke at ringe så tit, ligesom du heller ikke skal føle dig forpligtet til en opringning hver dag.
Prøv at give dig selv lidt fri.
Hilsen GH

Skrevet af GH, 3. januar 2012 09:55

Om din mor er dement eller ej kan jeg ikke bedømme. Mange af dine iagtagelser tyder dog på det, synes jeg. Jeg har en far på 75, som har alzhermers.

Under alle omstændigheder, så bør du sætte grænser. Det gælder hvad enten din mor er dement eller ej. Det er ikke rimeligt, at du skal medbringe en lang liste med ting når du besøger hende. Prøv at sige til din mor, at nu har hun 14 dage til at notere ned hvad hun mangler. Tage det med til hende såfremt det virker rimeligt. Fremover kan hun notere f.eks. 2 ting til hver gang.

På mig lyder det lidt som om du er en "pleaser" når det gælder din mor. Du bliver nød til at tænke på dig selv også.

Held og lykke.

Skrevet af u0836, 3. januar 2012 23:08

Kære Smillasmiles.

Du trænger i den grad til rådgivning. Er der ikke en sådan for pårørende til demente i din kommune? Prøv at undersøge det.

En demenssygeplejerske kan ikke stille en diagnose, det skal lægen og en gerontopsykiater gøre. Spørgsmålet er, om en diagnose er nødvendig. Som det fremgår af dit indlæg, er din mor allerede på plejehjem, og så gælder det jo for plejehjemmet at møde hende, der hvor hun er i sin sygdom. Du kan konstatere, at din mors korttidshukommelse tilsyneladende er væk, og det må du så forholde dig til.

Du siger, at det ikke er nok, at du kommer en gang om ugen. Men kan din mor holde styr på, om du har været der – det tror jeg ikke, hvis altså korttidshukommelsen er borte.

Lad være med at føle dig forpligtet mht. ønsker om ting, mad, chokolade mm. Jeg tror det er udtryk for, at din mor gerne vil have, at du kommer her og nu. Mit råd til dig er: Sig til hende, at du noterer ønskerne ned og vil forsøge at fremskaffe det.

Hvordan ved din mor, at du har en fridag? Lad være med at fortælle hende det, og nyd denne dag.

Hvorfor får du ikke lov til at sidde ned, når du er hos din mor - hvad foretager I jer? Min anbefaling er, at gå en tur, dels fordi man sjældent kommer uden for en dør, når man bor på plejehjem, dels fordi man kan finde samtaleemner undervejs: Se på vinduer, opdage et blomstrende træ, høre fuglesang, mærke vinden og solen. Kommer du evt. på et fast tidspunkt, kunne du få personalet til at gøre hende klar med overtøj, så I kunne gå en tur med det samme.

Du skal prøve at lade være med at se på din mor som en, der vil forpeste dit liv. Forstå at hun har en sygdom, der gør at hun ikke længere er i besiddelse af sin ”Emma Gad – takt og tone”. Hver gang hun kræver eller bebrejder dig noget, sig til dig selv, at nu er det sygdommen, der taler – ikke min mor.

Mht. at ringe til din mor hver dag: Det er kun dig, der kan sætte grænser! Du bestemmer samtalens indhold og længde. Og hvis du har besluttet at besøgene hos hende er en gang om ugen, så beslut med dig selv, at det er ok. Så længe man ikke har truffet den beslutning, vil hjernen hele tiden arbejde med tvivlen om, om det nu også er i orden.

At omgås demente kræver at man er rolig, for de tolker på kropssprog og mimik. Er du vred eller irriteret, smitter det af på din mor. Forsøg at møde hende åbent, med smil og ro og tal kun til hende ansigt til ansigt. Lad hende mærke, at alt er ok, og påtag dig ansvaret for, at besøget forløber i en god atmosfære.

Hvor kommer plejepersonalet ind i billedet? Har du en dialog med dem. Ved de hvad, der kan opmuntre/berolige din mor? Kunne de måske hjælpe med at få struktureret hendes døgn, så hun er vågen om dagen. Der må være nogle aktiviteter på plejehjemmet, som hun kan deltage i, og som kræver en ”normal” døgnrytme.

De bedste hilsner fra Inger-Marie, hustru til en dement, som bor på plejehjem på femte år.

Skrevet af IngerMarie, 4. januar 2012 10:14

Hej Smillasmiles... hvor ER der mange følelser, jeg kan genkende i din kamp for bare at være en god datter for din mor! især også tankerne og behovet for at kunne trække grænser - for det er bestemt også nødvendigt. Som flere andre har skrevet i deres kommentarer, er det nok kun dig selv, der kan trække de grænser.
Jeg ved ikke, om nogle af de overvejelser, jeg selv går og gør mig i forhold til min egen far og hans vanskeligheder, de måske kan hjælpe dig?
Men i hvert fald tænker jeg, at jeg er NØDT til at trække de grænser, fordi jeg dermed også viser mig selv, at jeg har en respekt for og om mig selv. Nogen sagde på et tidspunkt, at når et familiemedlem er syg eller handicappes, så er det vigtigt, man som pårørende tager iltmasken på selv FØRST! Hvis ikke man holder sig selv oppe, har man ikke overskuddet til at hjælpe. Det tror jeg kan være vigtigt at have med videre.
De mange besøg, venner og naboer... det høje aktivitetsniveau.. det kender jeg.. så meget aktivitet, at der ikke er plads til de nære i familien... her er det virkelig nødvendigt at vide, at man ER noget værd... også selvom ens mor/far har glemt det...
hm... de hjemmesko... kunne det være en idé at få det snakket igennem og så skrive ned, hvad kriteriet er for de hjemmesko... med den dårlige hørelse rammes netop korttids- og arbejdshukommelsen også let... og det kan give konflikt i kommunikationen, at det bliver svært at huske fra det ene skridt til det næste...

Hilsen 'alenedatter'

Skrevet af alenedatter, 13. februar 2012 15:51

Udskriv | Tip en ven