Viden om demensHjælp til dementeHjælp til pårørendeSamfundetMødestedetMit univers

Læs dagbog

Champagne og kransekage?

En side i dagbogen "Tudekiksen"
Skrevet af mettemarie 2. januar 2012 03:06

Godt nytår ønskes de af jer, der er tilbage her på DemensNet. Jeg tilbragte nogle timer juleaften hos min mand på afdelingen, og det blev nogle hyggelige og stemningsfulde timer for alle beboerne, der spiste dobbelt så meget som de plejede, hvilket personalet (1 stk!) undrende bemærkede. Jeg sagde, at det nok var den gode stemning og så naturligvis den gode mad.

Nytårsaften blev til gengæld sådant et flop for beboerne. Det tror pokker. En gang stormede en personale igennem afdelingen med ordene: Vi har stort sladdermøde nedenunder. Og en kop kaffe kunne ikke sættes foran beboerne hurtigt nok, for at de to personaler kunne fortsætte deres sladdermøde nedenunder. Ikke underligt at en beboer skældte mig huden fuld: Det er altid B, altid B, B får al opmærksomheden og mere i den dur (B er min mand), indtil jeg sagde, at det er fordi han er min mand! - Nå, så må du undskylde, sagde den friske, ældre svagtseende dame. Jeg ville ønske, jeg kunne oplive dem alle 5, jeg er kommet til at holde af dem hver især med hver deres særheder, men min mand kræver mig 99%, når jeg kommer på besøg. Her i aften var personalet også bare forduftet, og da lyden fra TV næsten forsvandt ved statsministerens nytårstale, var der ved at opstå alvorlig, højlydt misfornøjelse. Heldigvis kunne jeg finde ud af TV lydstyrken.

Men hvad blev der af den flaske champagne og den kransekage, der stod og ventede på at blive serveret for beboerne? - Jeg spurgte ca. kl. 18.30 hvad tid beboerne plejede at få serveret et glas champagne og fik svaret ca. kl. 20.00. men kl. 20.00 var næsten alle i seng, og da jeg gik stod champagne og kransekage stadig urørt på køkkenbordet. Jeg har i det hele taget bemærket, at der er meget mad og frugt, der aldrig når så langt som til beboernes tallerkener. Der er stadig for stor forskel på, hvordan personalet griber det an. Nogen er bare så gode til det, andre er bare kørt for trætte og burde ikke være der.

Min mand bliver stadig vejet en gang om ugen, for jeg vil vide hvornår jeg skal sætte ind med ekstra mad til min mand, så han ikke begynder at tabe sig igen. Han har nu taget 7 kg på af de 21 kg han har tabt.

 

Kommentarer fra andre brugere :

Godt Nytår også til dig.

Ja, det med forskellen på de teams, der er på arbejde, kender jeg også. Som du beskriver henholdsvis juleaften og nytårsaften, sådan omtrent var vores også sidste år. Da dronningen skulle tale, blev fjernsynet slukket (fik dog tændt igen i en fart), og lige så snart en beboer var færdig med at spise, blev hun spurgt om hun ville hjem i seng.

I år tog jeg den "store beslutning" at fejre julen med mine børn og børnebørn og nytårsaften med nogle venner, jeg ikke havde set i 9 måneder. Heldigvis kan jeg "glemme" min mand, når jeg er i gode venners lag. Jeg havde selvfølgelig besøgt ham om eftermiddagen, så han var ikke uden besøg, selv om han måtte fejre jule- og nytårsmiddagen sammen med sine medbeboere.

Med ønsket om det bedste for år 2012.

Skrevet af  IngerMarie, 2. januar 2012 14:47