Jeg aner ikke mine levende råd
En side i dagbogen "Jeg savner dig og elsker dig"
Skrevet af malou 25. juli 2011 20:32
Jeg har været på ferie med min familie i en uge. Jeg ringede til mine forældre hver eneste dag fra feriestedet for at høre, at alt var okey. Det første jeg gjorde, da vi kom hjem var, at køre hen til dem (de bor lige i nærheden).
Min far var halvfuld. Han har altid haft en problem med alkohol, men det er eskaleret. Før hen skjulte han sine flasker bag computeren, bag bøgerne i reolen.. nu er det åbentlyst. Han behandler min mor, som har alzheimers, virkelig skidt. Han taler hen over hovedet på hende. Er flov over hende, når hun har problemer med spisning. Han er irriteret over, at han skal passe hende så meget og omtaler sit liv som sit fængsel. Min stakkels mor er ikke "helt væk". Hun bliver meget ked af det, når han behandler hende sådan, og jeg bliver så vred, fordi han er sådan et svin - undskyld udtrykket - overfor hende. Samtidig sidder han og siger, at han ikke vil forlade hende - ikke engang, når hun er i aflastning mandag og onsdag på et aktivitetscenter for demente. Han sidder hjemme og venter på, at hun skal komme hjem igen.
Min mor falder en del - hvorfor er jeg ikke helt klar over - om det er demensens skyld eller hendes manglende muskelstyrke - Han har flere gange ikke hørt, at hun har ligget og kaldt på ham. Når hun falder, kan hun nemlig ikke selv komme op igen. Hans historie er, at han ikke vidste, hun var gået på toilettet- hvis det var derude hun faldt osv.. Jeg ved, det er fordi han drikker.
En del af mig synes, hun skal på plejehjem, så hun selv får chancen for et anstændigt liv med omsorg og forståelse. Så må han for min skyld drikke sig ihjel, men det er så svært. Han vil ikke have hende på plejehjem. Samtidig med er han så modbydelig overfor mig også, at jeg ikke magter at kontakte kommunen selv, for at få dem på banen. Hvis hun blev plejehjemsbeboer, ville jeg høre for det fra min far, at det var min skyld. Han ville lade al sin vrede gå ud over mig. Efterhånden som alkohol fylder mere og mere for ham, ville jeg ikke få et øjebliks fred. Jeg er som sagt lige kommet hjem fra ferie - nu kæmper jeg med følelserne. Had, vrede, frustration, afmagt, sorg.. Jeg har lyst til at flytte langt langt væk, men jeg elsker min mor SÅ højt, at jeg ikke vil forlade hende. Når jeg før skrev, at kun en del af mig syntes, at hun skulle på plejehjem, så er det fordi hun altid har sagt: "Jeg skal aldrig på plejehjem. Så dør jeg". Den gang havde hun selvfølgelig ikke alzheimers, men jeg ved, at jeg ikke er stærk nok til at bære, hvis hun så lægger sig til at dø..... Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre og er meget, meget ked af det.
Tidligere i dag, da mine børn var ude at lege med farmand, lå jeg i fosterstilling på min seng med hjertet oppe i halsen. Jeg forsøgte at fortælle mig selv, at det simpelthen ikke kan passe, at min far skal have den magt over mig. Det kan jeg godt fortælle mig selv, men min krop reagerer meget kraftigt. Hjertet galoperer afsted og jeg har svært ved at rejse mig op og gå videre med min dag. Jeg hader denne følelse.