Læs dagbog

Kommentarer fra andre brugere :

Hej VLauraS.
Jeg nikker genkendende til din beskivelse, min mand mister også mer og mer sine fordigheder,og jeg kan ikke føre en samtale med ham, han kan ikke huske hvad vi har snakket om fem minutter efter. Han står op om natten og mener det er dag.
Det er sommetider svært at få kræfterne til at slå til.
Jeg håber det bedste for jer.Jeg håber din mand falder godt til.Hilsen enielsen

Skrevet af  ENIELSEN, 21. januar 2012 14:49

Hej VLauraS! Endelig et livstegn i Demensnet! Så er jeg alligevel ikke alene i verden! Men hvor er alle de kære mennesker, som før delte deres liv med os her på nettet blevet af? Jeg savner at høre om jeres erfaringer, og hvordan I klarer den!
Min kone i 55 år og kæreste i 57 er som din mand blevet meget ringere. Hun fik bare en blærebetændelse og kom på sygehus fra 26. november til 2. december, men er fysisk blevet meget svagere, og Alzheimeren er blevet meget værre. Sygehuset organiserede hjælp morgen og aften og besøg af sygeplejerske og demenskonsulent. I begyndelsen troede jeg, at jeg kunne selv bedst, men damerne er meget dygtigere end mig. Vi bor i et ældre hus i 3 etager, som vi har fyldt. Jeg spurgte for 2 uger siden kommunen om en ældrebolig, og vi var i høj grad kvalificerede, sagde damen, så vi er først på ventelisten, og da der døde en beboer i sidste uge, sagde damen, at vi kan flytte meget snart. Det bliver meget svært, for jeg kan jo ikke få alle mine bøger med og ting og sager!
Jeg havde min sidste fridag i august 2010, og jeg besøgte den dag tre steder og cyklede 105 km, men I må ikke ynke mig, for jeg er glad og har det godt. Jeg mader min kone til hvert måltid. Jeg har haft en teori om, at hvis en Alzheimer bliver behandlet godt, aldrig for at vide, at det er 117. gang, hun stiller det samme spørgsmål og aldrig får skældud, at så kunne man undgå vredesudbrud og det, der er værre. Jeg har til tider brugt lidt for store ord, desværre. Teorien er næsten rigtig, men holder nok ikke helt. Dog – en bekendt her i byen sagde, hvis konen spurgte om noget to gange: Det haaaar jeg sagt 117 gange. Det tog kun et halvt år, før hun var aldeles umedgørlig, råbte og slog ud efterfolk, og kom så på plejehjem. Nu joller han så rundt med en yngre udgave. Jamen altså, som de kloge siger i TV, når de får et svært spørgsmål.
Alzheimers Sygdom er jo en dødelig sygdom, så når jeg en gang ikke skal bruge al min tid på min kæreste, så står jeg jo nok lidt alene, men den tid, den fornøjelse. Jeg håber, at I, VLauraS, får det godt i jeres nye bolig! Hej til jer tilbageværende på Demensnet.dk. fra CKC.

Skrevet af  CKC, 22. januar 2012 23:41

Hej CKC.
Jeres tilværelse er da også ekstrem svær. Der skal da ske en ændring for at I kan blive ved.
Jeg siger tak for gode tanker men det er jo desværre kun min mand der skal bo i en skærmet enhed med demente.
Jeg er sikker på at det er det bedste for os begge, selv om det bliver svært.
Det lyder da positivt at I er skrevet op til en ældrebolig. Det har jeg også ønsket men er blevet afvist med den begrundelse at det ikke var godt for min mand at skulle flytte da det jo nok ville blive nødvendigt med endnu en flytning når der som nu behov for intensiv pleje.
Jeg har også ment jeg selv kunne klare det hele, men nu er det ved at brænde på.
Deter nmeget tydeligt at Alzheimer er en pårørende sygdom. Det bliver en stadig udfordring at bevare værdigheden og kræfterne.
Venlig hilsen Vlauras

Skrevet af  VLauraS, 24. januar 2012 22:10

Hej VLauraS! Tak for reaktionen! Da jeg så, at jeg havde skrevet jer i stedet for din mand, var jeg klar over fejlen, men jeg havde jo trykket Send! Men hyg jer, når I er sammen! Jeg er meget glad for at passe min kæreste siden 1954 og kone siden 1956, så jeg er altså glad. Fra fredag den 20. ds. og til i mandags den 23. skete der en vældig positiv bedring i min kones tilstand: Hun kunne selv spise og gik rundt i huset og flyttede lidt på tingene, men – så skete katastrofen: Hun faldt og det på siden, så lårhalsen brækkede. Det er så kreperligt! Men det er da værst for hende. Hun kom på sygehus 64 km borte. Sygeplejerskerne siger, at hun ikke vil samarbejde! De har vist ikke så megen forstand på Alzheimers sygdom – de kommer måske ikke så tit på sygehus? Min kone måtte vente i 45 timer før de fik tid til operationen, for det er jo bare en gammel dement kone på 81 år, eller hvad tænker de mon? Operationen er gået godt, så i morgen skal jeg se min kone igen og høre, hvor godt det er! De vil have hende på aflastning, men det bliver nok 31 elle 50 km borte, så det klarer jeg ikke. Når jeg har besøgt nogen på aflastning, så ligger de alene, og plejerne har ikke al den tid, der behøves for at give dem mad, eller tålmodighed måske, men det har jeg, så hun kommer nok ikke på aflastning! Men jeg kan jo ikke gøre for, at jeg har det godt, men tænk, om Alzheimeren havde valgt mig! Så ville hun gøre alt for at hjælpe mig. Det ved jeg. Hyg jer, når du besøger ham! Tak at du vil svare på det, vi skriver om ham Alzheimer og hans følger! Hej fra ckc.

Skrevet af  CKC, 25. januar 2012 23:48

Hej igen VLauraS! Den er altså langt ude: nægte plads, fordi han måske skal flytte igen! De må da selv kunne høre, at den er søgt. Selvfølgelig kan din mand da risikere at skulle flytte igen, så de må da kunne høre, at det er en ærkedum begrundelse. De tænker ikke på dig, men kun på sig selv. Vi to her har fået i pose og sæk uden at be om det. Godt at de ansatte er så fine, for byrådet lukker og skærer ned i blinde. En 2-3 minutter efter at min kone faldt og jeg havde ringet natnummeret til sygeplejen, kom Susannne, Sosu'er, og efter et par minutter mere kom Helle, og hun sagde: Her behøver vi ikke en læge, vi skal have ambulancen. Jeg kan ikke sove, så derfor skriver jeg lidt. Om nogle timer skal jeg køre de 64 km til sygehuset og se hende af min. Det græder jo inde i en, men ellers er jeg længere nede meget glad, glad for min kæreste i 57 år, men hvor er det synd for hende: Alzheimer og brækket ben. Undskyld mit skriveri. Ha det godt og nyd din ensomhed, hvis du kan! Det kniber nu for mig! Hej fra CKC.

Skrevet af  CKC, 26. januar 2012 05:58

Hej igen CKC.
Ja det kan føles hårdt ikke at få muligheden for at prøve at bo i en ældrebolig, i stedet for en stor lejlighed på 2. sal.Men her har vores hjem været i 38 år og det er den trygge base for os begge.
Men der er klart et pointe i det ikke at få tilbudt en ældrebolig.
Jeg har jo arbejdet med svært demente og sindslindende i 26 år. Så jeg ved af erfaring, at enhver forandring i den dementes liv, giver tilbagefald.
Alligevel har jeg været ked af det, når afslaget kom.
Men naiv, ja det har jeg også tit været. Jeg har bildt mig selv meget ind.
Man klamrer sig til ethvert strå, for at bevare det liv vi havde en gang. Men virkeligheden er jo en anden.
Du har jo selv oplevet en forværring i din kones tilstand ved indlæggelse. Jeg ved at personalet på sygehusene ikke er specialiseret i demens. Netop derfor forsøger de aflastningstilbud, så hurtigt som muligt.
Demente trives ikke på et sygehus, med mindre det er nødvendigt.
Men det giver jo endnu en omvæltning i den syges liv. Hvordan den slags aflastningstilbud er, har jeg ikke erfaring med og afstanden til dit hjem er også rigelig lang, det gør det svært at komme på besøg.
Uden at lyde kynisk, tror jeg vi som pårørende skal huske, at ingen kan gøre plejen til vores mand/kone som vi kan. Det betyder ikke, at de ikke er gode nok til at pleje proffesionelt.
For din egen skyld synes jeg, du skal give det en chance og prøve, at blive ladet op til nye udfordringer. Men nemt er det ikke.
Du skriver I har fået i pose og sæk. Det har været mit valg, at klare det hele selv, fordi jeg har viden og erfaring, til at gøre det. Men det har tit været hårdt.
Jeg kan godt lige nu, i alle de hektiske forberedelser til flytningen, føle en lettelse over, at beslutningen nu er taget.
Det er skønt at høre din store tilfredshed med hjemmeplejen som gør er stort arbejde.
Jeg har været meget tilfreds med den aflastning jeg har fået, når min mand har været i Dagklub x 3 om ugen. Også der, er der et friskt og dygtigt og altid smilende personale.
Jeg er sikker på at her bliver tomt, men ensom tror jeg ikke jeg bliver. jeg bliver alene, men det er for mig noget andet.
Ønsker det bedste for jer.
Venlig hilsen VlauraS

Skrevet af  VLauraS, 26. januar 2012 19:58

Hej VLauraS! Du er den eneste ene, jeg har forbindelse med her på sitet, så tak for, at du gider! Min kone har fået en protese i lårhalsen, og hun går igen, selv om hun iike må alene. Hun er kommet på aflastning 10 km borte, og damerne der er bare helt rigtige. Hun var langt nede mentalt og fysisk efter 6 dage på sygehus. "Hun er ikke samarbejdsvillig!" sagde de flere gange. da jeg hørte det tredje gang sagde jeg: Nej, det hører der jo to til! Hun blev heldigvis fornærmet, så hun forstod det. Sygehuspersonale kommer nok sjældent ud for Alzheimerangrebne. Og så må vi flytte i ældrebolig. "I er rigelig kvalificerede til det!" sagde visitatoren. Men alle mine bøger og ting og sager?! Ja, mann skal jo forlade det hele engang, og når man som jeg er 82, kan det jo ske! Men vi har tre dørtrin fra soveværelse til badeværelse, så det går ikke for min kæreste, for hun må jo ikke falde en gang til. Men jeg kan ikke uden hende. Det er frygteligt at sove alene uden hende, selv om hun ikke vil have mig tæt på. Sådan tre uger på aflastning uden betaling er flot. Gider du læse om os? Jeg vil gerne høre om, hvordan det går jer. Jeg skrev med GIS, så hende savner jeg! Hvor mon bor? og hvordan har hun det nu i sin nye frihed? Hyg jer og Tak - CKC

Skrevet af  CKC, 31. januar 2012 21:51

Hej igen CKC.
Jeg skriver gerne lidt til dig igen. Kan godt forstå du har et behov for kommentarer i forhold til jeres problemer. Jeg opfatter det som du går meget alene med dine problemer.
Her hvor jeg bor findes et demensteam som er rettet mod den pårørende. Her får mange den kontakt og hjælp de har behov for. Her kan man vende sine problemer med andre pårørende og faglige personer. Her kan man høre om andre der har samme problem som os selv. Jeg har også oplevet at andre har det værre end os.. der er jo ikke 2 demente der har det ens.Demensteamet yder også omsorg for de demente.
Så mit råd til dig er, at du prøver og undersøge om der i dit område, er et demens team.
Det lyder som jeres fremtiden tegner sig bedre end sidst du skrev. 10 km er da mere rimelig afstand til aflastningen.
Dine betænkeligheder ved at skulle skille sig af med alle dine kære ting kan jeg godt forstå, men i forhold til din alder, vil jeg da mene det er rigtig godt, hvis du kan få det klaret nu, mens du selv er frisk. Man ved jo aldrig hvad fremtiden har til en selv. Tilværelsen i en ældrebolig bliver jo et anden mere forenklet liv med mindre rammer.
Forhåbentlig bliver du glad for den nye bolig, men det er da svært.
Her har vi nu fået styr på hvad der skal med i den ældrebolig min mand skal/kan have med. Der bliver lidt "huller ", her men det skal nok blive okay.
Jeg klarer flytningen sammen med mine børn på lørdag. Så lige nu er der mange tanker der snurrer rundt og forstyrrer nattesøvnen, men jeg tror på, det nu er det rigtige. Jeg har nok i virkeligheden beholdt min mand hjemme i 1½ år længere end mange ville have gjort, så når alle bakker mig op i min beslutning må jeg indrømme, at jeg har brug for den opbakning. Man kan hurtig blive i tvivl.
Prøv at skrive nye indlæg i dagbogen. Det kan måske give flere reaktioner.
Mange hilsner fra VLauraS

Skrevet af  VLauraS, 1. februar 2012 10:15