Så kom diagnosen
En side i dagbogen "Bekymring"
Skrevet af VLauraS 1. august 2010 16:42
d. 28/7 var en dag jeg havde set hen til med både forventening og nervøsitet.
Vi skulle starte på hukommelses klinikken for at få en diagnose og se om en medicinsk behandling kunne forhale den efterhånden hurtige udvikling i min mands demens.
Samtaler med sygeplejeske alene og siden sammen med mig.Derefter samme forløb med en ualmindelig sympatisk læge. Så kom den diagnose jeg helt havde forsøgt at fortrænge. Det kan jeg se nu. Fortrænge fordi jeg har 25 års erfaring med arbejde med svært demente.
Det er klokkeklart en Altzheimer medbegyndende Parkinson.
Min første reaktion var, nej ikke det. Men siden, ja jeg vidste det jo nok inderst inde.
Der skal nu behandles med Aricept for at udsætte den udvikling der uværgerligt vil komme.
Min mand skal 3 x ugentlig på daghjem og et aflastningsophold skal søges.
For at sætte det hele i aspekt sluttede de nemlig med at konstatere at jeg har en depression og skal søge læge.- Venter lige en uge til min læge er tilbage fra ferie
Det forklarer, at jeg som ellers altid har været stærk og stået til rådighed for andre der har det svært,nu går rundt og småtuder. Hvor flovt.!!
Men nu er det til at forstå at dagligsopgaver også ændres for mig. Jeg orker ikke bage vores brød mere, vores vinduer er meget snavsede og støvsugning er ved at blive sat på kalenderen. Utroligt. Tænk at vi skulle nå så langt ud.
Nå, min mand tager det hele med ophøjet ro. Forstår sikkert ikke hvad der sker omkring ham.
Da han blev sprugt om han vil være med til at komme i aflastning, spørger han bare mig, hvad jeg synes og når jeg siger ja tak, siger han også tak.
Utroligt, at jeg nu har en mand uden meninger,ord og
Han har været en mand af mange ord, meniner og handlinger. En rigtig festabe som nu bare sidder fortabt i større selskab..
Jeg tror det er årsagen til han har sagt fra til en 60 års fødselsdag i Jylland hos en nevø, som han tidligere ville have elsket at feste og more sig med.
Nu sidder han jo bare og ser på.
En stor resource at kunne sige fra.
Nu er chokket ved at sætte sig og mine tårer bliver færre.
Konklusionen er jo at det hele ikke er værre end før diagnosen. Men sværd at sluge.
Laura