Læs dagbog

Tomrum

En side i dagbogen "Vejen Videre. "
Skrevet af Johanne 21. oktober 2011 15:02

Står op om morgenen uden at se mig selv i spejlet. Det er nok at føle, vil ikke se. Står længe under bruseren og glæder min krop ved at lade det varme vand tø mine ømme muskler op og skylle resterne af nattens salte tåre væk.

Sidder med lukkede øjne i bussen på vej til arbejde. Lytter til mine medpassagerers snakken uden at høre hvad de siger. Det bryder følelsen af ensomhed i nogle minutter. Jeg elsker det lille daglige vakuum hvor der ikke kræves noget af mig, men hvor jeg bare kan sidde helt stille.

Møder på arbejde med et friskt "godmorgen" og forsøger at se glad ud. Mon de er bevidste om at de er det første mennesker jeg taler med i dag, og hvor meget det betyder for mig…

Arbejdet stiller hele tiden nye og store krav om at være effektiv og omstillingsparat. Jeg er mest parat til bare at passe mit arbejde på en rolig og koncentreret måde. Hvis de viste, hvor omstillingsparat jeg på hjemmefronten er og har været nødt til at være de sidste år med en syg og dement mand. Det er som om kvoten af omstillingsparathed føles opbrugt.

Hjemme igen tændes for tv´et på news for at bryde stilheden. Der snakkes mest om kriser og problemer, men det føles bedre end p4´s mange kærlighedssange.

Spiser hurtigt, men sundt og godt, og glæder mig til i aften at besøge min kæreste på plejehjemmet. Håber han har det godt, for så går det hele meget lettere. Laver kaffe til os som vi nyder med lidt chokolade. Snakker ikke meget, men sidder og holder om hinandens ben og nusser hinandens fødder som vi altid har gjort.

Jeg er som regel tryg og godt tilpas, når jeg går hjem. Han har det godt, siger han selv. Han er tryg og godt tilpas.

I morgen har jeg "friaften". Alene. Helt alene. Savner fritidsinteresser, venner og bekendte. Alt skal bygges op på ny efter at have været den der skulle klare alt 24/7 i flere år. Det er også hårdt arbejde at begynde et nyt liv alene for sig selv, så måske går jeg bare tidligt i seng – igen.

« Forrige side | Næste side »

Kommentarer fra andre brugere :

Har lige tilmeldt mig denne side.Går ind og læser dit brev-Tomrum-begynder at tude det er jo en kopi af min egen situation."troede jeg var alene".Har lige sendt min mand på aflastning i 3 uger,troede jeg skulle slappe af og hygge mig, men nej,jeg har dårlig samvittighed.

Min mand har fået Diagnosen IgG4-sygdom i hjernen + Demens uden specifikation.
Demensen er af frontallapstype.IgG4-sygdom er aldrig beskrevet i hjernen.

Min mand har været syg 1 1/2 år.

Min mand er 64år jeg er 57år jeg passer stadig mit arbejde, selv om det til tider kan være lidt svært.

jeg savner nogen at tale med, nogen der forstår hvor svært det kan være.

Skrevet af gotfred, 24. oktober 2011 11:52

Kære Gotfred

Du må ikke have dårlig samvittighed!!! - Men det er svært af undgå...

Jeg har selv prøvet tre-ugers-aflastningsophold to gange, og også rullende aflastning hver fjerde uge, før den permanente aflastningsplads. Det er en god måde, at passe på os selv på som ægtefæller. Min mand var hver gang ked af at skulle af sted, men han sagde, at han gjorde det for min skyld.

Det er SÅ svært at måtte indse, at det er nødvendigt, men det ER nødvendigt for at kunne klare hverdagene samt at passe på sig selv og sit job og få lidt kræfter igen.

Du må forsøge at spise godt, sove meget, få lidt motion, høre noget dejligt musik, gå til frisør, bestille et par timers afslappende massage, og den slags wellness. Og få en samtaletid hos din læge eller en terapeut.

Jeg har grædt mange badehåndklæder fulde af tåre, også fordi jeg var så træt så træt.

Vær god ved dig selv!

Knus Johanne.

Skrevet af Johanne, 24. oktober 2011 20:24

Kære Johanne og Gotfred. Er I stadig derude? Jeg er på for første gang og genkender jeres historier. Min mand flyttede i demensbolig for 1 måned siden, efter at jeg ikke kunne klare at have ham hjemme længere. Mit blodtryk er i løbet af det sidste år stærkt forhøjet (180/100), hvilepuls over 80 og stigning i vægt.

Jeg synes at det er vildt svært at beslutte mod sin mands vilje at han er nødt til at flytte, jeg er fyldt med skyldfølelse. Jeg har valgt/været nødt til at sygemelde mig for at komme ovenpå igen. Det kan anbefales til alle efter mange år og især de sidste 2 år, hvor jeg har været på 24/7 incl. job. ALDRIG FRI. Aldrig tid til motion, veninder osv.

1 måneds sygemelding har fået mig tilbage til min tidligere fysiske status, men også givet mig tid/ro til at finde mig selv, opbygge mit hjem påny, idet min mand fik næsten alle studemøbler med. I dag har jeg det meget bedre.

Kan I ikke fortælle hvordan det går med jer nu, især Johanne som også er blevet "alene". Du er jo tidsmæssigt foran mig. Jeg har personligt aldrig mødt hustruer, der stadig er udearbejdende, og hvor manden er flyttet til et plejehjem/demensbolig.
mange hilsner ansi

Skrevet af ansi, 19. december 2011 23:45

Udskriv | Tip en ven